En mentalbeskrivelse viser, hvor din hunds mentale styrker og svagheder ligger, og det gør mentalbeskrivelsen til et stærkt redskab for både opdrætteren, den aktive hundesportsudøver og familiehunde-ejeren.
I DKK arbejder vi for at få øget indsigt i hundens mentale egenskaber. Vi ved, at hundens mentalitet er arvelig, ligesom eksempelvis pelsfarve, højde og ørestilling er det.
En mentalbeskrivelse viser, hvor den enkelte hunds mentale styrker og svagheder ligger. Og både mentale styrker og svagheder er noget, alle hunde har - blot er de sjældent ens. Heller ikke indenfor samme race eller endda samme kuld.
Mentalbeskrivelsen kan således være et vigtigt redskab, du kan bruge - ikke bare som opdrætter, der ønsker hjælp til at udvælge de mest egnede avlsdyr, men også som aktiv hundesportsudøver og som "helt almindelig" familiehunde-ejer.
Mentalbeskrivelse af en enkelt hund tager ca. 1 time. Ved afslutning af mentalbeskrivelsen vil mentalbeskrivelses-lederen gennemgå hundens reaktioner på de enkelte momenter og svare på spørgsmål.
Mentalbeskrivelsen er ikke en konkurrence eller en prøve, der skal bestås, men er derimod en beskrivelse af den enkelte hunds reaktioner på en række oplevelser, som hunden udsættes for ved brug af standardiserede beskrivelsesmodeller. Det er oplevelser, som hunden ikke kender på forhånd, ikke er trænet på og ikke forventer at opleve.
Derfor vil den adfærd, som hunden spontant reagerer med under beskrivelsen, i overvejende være betinget af medfødte anlæg – og kun i mindre grad af tillærte erfaringer (naturligvis alt efter hundens alder, og hvad hunden ellers har lagret af erfaringer ud fra allerede oplevede situationer på beskrivelsestidspunktet).
Mentalbeskrivelses-modellerne udføres ens hver gang ved alle beskrivelser. Formålet er, at påvirkningerne skal være ens for alle hunde. Derved kan man sammenligne resultaterne på enkelte hunde og sammenholde disse med den såkaldte ønskeprofil, der er udarbejdet for den specifikke race.
Vil du vide lidt mere om, hvordan en mentalbeskrivelse foregår, så læs folderen i linket HER og se med i videoen nedenunder:
Hvorvidt en bestemt adfærd udløses, afhænger af samspillet mellem hundens medfødte motivation for netop denne adfærd og af påvirkningen.
Letheden, hvorved adfærden udløses, og styrken i egenskaberne varierer fra hund til hund og ikke mindst fra race til race. Derfor vil race-idealet (den såkaldte ønskeprofil) være forskellig fra race til race.
1. Kontakt
Hundens evne til at tage kontakt eller afvise kontakt til en venlig, fremmed person og lade sig håndtere.
2. Leg
Hundens evne til at engagere sig i leg samt evnen til at samarbejde.
3. Jagt
Hundens evne til at forfølge og evt. fange et bytte.
4. Aktivitetsniveau
Hundens evne til at fungere under passivitet, når en forventet oplevelse udebliver.
5. Overraskelse - bevægelse
Hundens spontane reaktion på en visuel overraskelse.
6. Overraskelse - lyd
Hundens spontane reaktion på en kraftig, langstrakt lyd.
7. Revir
Hundens reaktion på ukendtes indtrængen på dens revir.
8. Skarp lyd
Hundens reaktion på en høj, skarp lyd.
Under mentalbeskrivelsen iagttages hundens reaktioner (dens adfærd), som beskrives ved afkrydsning i beskrivelsesskemaet i det felt, der passer til den adfærd, hunden har udvist i de enkelte mentalbeskrivelsesmodeller.
Ved første øjekast kan beskrivelsesskemaet med mange afkrydsningsfelter virke lidt uoverskueligt, men når du får forklaret, hvad det er for oplevelser og momenter, hunden skal gennemgå, giver det mening og giver dermed vigtige informationer om hundens "mentale sammensætning".
Det er specialklubben eller raceledelsen, som kender og arbejder med racen, der udarbejder den såkaldte ønskeprofil for racen - i samarbejde med DKKs mentalbeskriverudvalg, der er eksperterne på at beskrive mentaliteten.
Ønskeprofilen bliver dermed det officielle bud på, hvordan man fra raceledelsen/specialklubbens side ideelt set ønsker, at den pågældende race skal reagere under de forskellige beskrivelsesmomenter
Når en hund skal gennemgå en mentalbeskrivelse, varer gennemgangen af de enkelte momenter sammenlagt ca. 50 min.
Efter endt gennemgang af beskrivelsen sammenfatter beskriveren, ud fra de under beskrivelsen satte krydser i skemaet, de observationer, der er beskrevet undervejs, og forklarer hundeføreren, hvad de enkelte observationer har af betydning for hundens samlede mentalitet.
Ejeren kan så sammenholde resultatet med racens ønskeprofil. Ofte vil der være afvigelser. Betydningen af disse afvigelser kan efterfølgende med fordel drøftes med specialklubbens evt. raceledelse eller avlsråd.
Specialklubben opfordres til at arbejde med og evaluere de indkomne resultater.
Flere specialklubber arbejder målrettet med avlsstrategier for racens mentalitet og følger udviklingen i racen nøje.
Mentalbeskrivelsesudvalget under DKK står ligeledes til rådighed for spørgsmål, drøftelser og vejledning for specialklubberne.
DKK´s udstillingsreglement er også gældende ved mentalbeskrivelsesarrangementer med tilføjelse af nedenstående bestemmelser:
Alle hundeejere har på DKK-udstillinger ret til at udstille hunde, der er stambogsført af DKK eller af en anden klub/organisation anerkendt af FCI. Danskejede hunde skal være stambogsført i Danmark. Importerede hunde, der er under registrering i DKK, kan af DKK, såfremt den udenlandske stamtavle er godkendt af DKK, få udstedt en standard-"kvittering", der skal medfølge tilmeldingsblanketten. Det er en forudsætning, at ejeren ikke er medlem af en kynologisk forening, der ikke er anerkendt af DKK.
I forbindelse med Hundelovens forbud af 13 hunderacer, er det vigtigt at være opmærksom på regelsættets pkt. 16, som siger, at fra den 1. juli 2010 er det iflg. Hundelovens § 1a og 1b forbudt at besidde, avle og importere de 13 racer, der står opført på Forbudslisten.
Mentalbeskrivelse afholdes af DKK-samarbejdende specialklubber.
Hvis du vil tilmelde din hund til en mentalbeskrivelse, så hold øje med, hvornår din specialklub afholder mentalbeskrivelser. Disse annonceres på Hundeweb - vælg "Mentalbeskrivelse" under "Type".
For at kunne gennemføre en mentalbeskrivelse, skal din hund en del af tiden være uden line. Det er dit ansvar som hundefører, at hunden kan kaldes ind. (En del mentalbeskrivelser afholdes dog på lukkede/hegnede områder, så hunden ikke kan løbe væk).
De tilmeldte hunde skal bære halsbånd og føres i line mellem momenterne.
Der er desværre endnu udarbejdet en såkaldt ønskeprofil for mentalbeskrivelse for alle hunderacer. En ønskeprofil er det værktøj, der viser, hvordan racen optimalt set skal reagere og afreagere i en given situation.
Det er ikke en ”facitliste”, og hunden kan ikke bestå eller dumpe. Tvært imod.
Ønskeprofilen er udarbejdet i samarbejde mellem repræsentanter for racens specialklub, evt. avlsråd, raceledelse eller lignende, der er eksperter indenfor racen, og DKKs beskriverudvalg, der er eksperter indenfor at beskrive hundens mentalitet.
Efter en mentalbeskrivelse kan den enkelte hundeejer og opdrætter sammenligne hundens resultat med racens ønskeprofil, og sammenligningen kan bruges til at vurdere, hvor hundens mentale styrker og svagheder ligger - og opdrætteren kan derfor bruge reaktionerne og afreaktionerne til at evaluere afkom og udvælge fremtidige avlsdyr.
Her kan du se, om din race har en ønskeprofil:
Racer, der har en mentalbeskrivelses-ønskeprofil
Hvis det er muligt, skal hunden beskrives mellem 10-24 mdr.
Beskrives hunden på dette alderstrin, vil resultatet indgå i racens statistik/gennemsnit.
Hvis racen har en avlsrestriktion for mentalbeskrivelse inden avl, skal den altid være beskrevet mellem 10-36 mdr.
Mentalbeskrivelsen er som ikke en konkurrence eller en prøve, der skal bestås eller kan dumpes. Det er en række beskrivelsesmomenter, der bruges til at beskrive, hvordan hunden reagerer spontant i en række ikke-indlærte situationer.
Under beskrivelsen føres hunden i enten halsbånd, i løs line eller fri og ikke ”under kommando”. Hundens skal agere så frit og naturligt som muligt.
Under hele mentalbeskrivelsen er hund og ejer i gode hænder. En kyndig testleder instruerer ejeren før, under og efter hvert moment om, hvad der vil ske, og om hvordan ejeren skal forholde sig. Ejeren skal således blot følge anvisningerne, slappe af og opleve, hvordan hunden reagerer på testmodellerne.
Ofte bliver man overrasket, når hundens reaktioner er anderledes, end man havde forventet. Mentalbeskrivelsen består nemlig af helt nye situationer, som hunden ikke kender i forvejen, og som den derfor ikke kan hente hjælp til at løse fra sit erfaringsgrundlag.
Dansk Kennel Klubs mentalbeskrivelse bliver registreret med alle informationer. På hundeweb under fanebladet ”Mentalbeskrivelse” vil alle data blive indskrevet i værdifelter (til brug ved dannelse af et såkaldt spindeldiagram mm). (Kun hunde med et DKK reg. nummer kan få resultatet registreret i hundeweb). Hvis en hund – af en eller anden grund - mentalbeskrives to eller tre gange lægges resultaterne ind under fanebladet ”Andre” på hundeweb. Det første resultat er det, der fremgår i registrering og indgår i racens gennemsnit osv.
Øvrige udenlandske mentaltest - f.eks. Svensk Kennel Klubs Mentalbeskrivelse Hund (MH) og SKK’s nye test ”Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH (som er Svensk Kennelklubbens nye officielle mentalbeskrivelse for alle hunde), registreres under ”udenlandske resultater” på hundeweb.
Den svenske ”Mentalbeskrivelse Hund” godkendes som den eneste for de racer, for hvem der er krav om at de skal være mentalbeskrevet (gennemført/ikke stoppet).
Bemærk, at hvis der er krav om, at racen ikke må have nogle bestemte grænseværdier, så skal hunden beskrives i DKK-regi.
Mentalbeskrivelse
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21