MENU

Inseminering

Der kan være mange årsager til at få en tæve insemineret. Ofte kan det være store afstande, der gør det umuligt at bringe han og tæve sammen. Det kan også være fordi en opdrætter ønsker at bruge en ældre, måske afdød han, hvis sæd har været frosset ned.



Opdræt

Procedure for inseminering

Sæt dig ind i reglerne, før du laver kuldet.

Overvejer at lave et kuld hvalp ved hjælp af inseminering, er skal du sætte dig godt ind i reglerne, inden din tæve insemineres. Når hvalpene skal stambogsføres, er reglerne for registrering forskellige, alt efter om der er tale om inseminering med fersk eller frossen sæd.

Inseminering med fersk sæd

Et kuld hvalpe, der er resultatet af en inseminering med fersk sæd, ligestilles med et kuld hvalpe, der er resultatet af en naturlig parring.

Du kan derfor registrere dine hvalpe på samme måde, som du ville have gjort, hvis det var en naturlig parring.

Inseminering med frossen sæd

Inseminering med frost sæd kan finde sted, når naturlig parring ikke er praktisk muligt, f.eks. pga. geografisk afstand eller ind- og udførelsesbestemmelser. Inseminering bør kun finde sted mellem fysisk normale dyr, og helst mellem dyr, der har gennemført normal parring tidligere.

Avlskrav og inseminering med frossen sæd

Gældende avlskrav for racen, skal være opfyldt af begge forældredyr, inden inseminering med frossen sæd. Bruges der sæd efter en afdød hanhund, som ikke opfylder de gældende avlskrav, skal der søges om dispensation inden inseminering udføres.

Tapning

  1. Tapning af sæd med henblik på frysning skal foretages af en dyrlæge. Samtidig med tapningen skal dyrlægen foretage en klinisk undersøgelse af hundens sundhedstilstand, inklusiv kontrol af korrekt placerede testikler.
  2. Sørg for at hunden er ID-mærket (chip eller tatovering).
  3. Ved tapningen udfyldes en attest, der verificerer hundens identitet og testikel status. Den underskrives af såvel dyrlægen som hanhundeejeren, og denne attest skal følge sæden. DKK har udfærdiget en attest til formålet: "Veterinær attest vedr. tapning af sæd", hvis dyrlægen ikke har sin egen attest.
  4. Dyrlægen vil som regel også registrere data om sædens kvalitet og mærkning, der er relevant for ejeren af sæden.
  5. Med henblik på evt. senere slægtskabskontrol anbefaler DKK at der samtidig med tapningen udtages en blodprøve, som kan gemmes i DNA-banken på KU/SUND. Dette kræver køb af en rekvisition til "DNA-profil".



Insemineringen

  1. Inseminering med frossen sæd skal foretages af en dyrlæge.
  2. Sammen med sæden skal dyrlægen modtage "Veterinær attest vedr. tapning af sæd", der efter inseminationen overdrages til tævehundeejeren. Dyrlægen udfylder og underskriver samtidig "Veterinær attest vedr. inseminering", der ligeledes overdrages til tævehundeejeren.
  3. Både hanhund og tæve, skal ved insemineringen opfylde de på insemineringstidspunktet gældende avlskrav til registrering af den pågældende race i DKK (vær særlig opmærksom på dette ved inseminering med importeret frossen sæd).
  4. Avlskrav, der er indført efter 1. januar 1996, gælder for hele racen, uanset hvornår hunden er født eller registreret - dette omfatter også lagret sæd.
  5. Indføres nye avlskrav efter hanhundens død, kan frossen sæd kun anvendes efter dispensation fra DKK.
  6. Ved import af frossen sæd anbefales det på forhånd at sikre sig dokumentation for, at hanhunden som minimum på tapningstidspunktet opfylder de gældende avlskrav for f.eks. HD eller øjensygdomme.
  7. Den almindelige registreringsanmeldelse fra DKK med underskrift fra både tævehundens ejer og ejeren af sæden indsendes, når hvalpene skal registreres. Feltet med dato, måned og år for parring streges over, og de to ovennævnte attester vedlægges (Veterinær attest vedr. tapning af sæd samt Veterinær attest vedr. inseminering). Det er muligt at søge dispensation hos DKK, hvis der ikke foreligger en attest fra den dyrlæge, der har tappet sæden. det kan f.eks. være hvis det drejer sig om gammel sæd eller sæd fra udlandet. Resten af registreringsanmeldelsen udfyldes i øvrigt som vanligt. Er sædens ejer ikke identisk med hanhundens ejer, vedlægges "Erklæring om overdragelse af retten til frossen sæd"

Ejerforhold/hvem har ret til at bruge sæden

  1. Retten til lagret sæd, og dermed retten til at bruge den og til at underskrive registreringsanmeldelser, er som udgangspunkt hanhundeejerens.
  2. Skal retten til sæden overdrages, så skal hanhundens underskriftsberettigede ejer underskrive attesten "Erklæring om overdragelse af retten til frossen sæd"
  3. Du kan på attesen angive, om der er aftalt begrænsninger i sædejerens ret til at bruge sæden - enhver uenighed om sådanne aftaler er uvedkommende for DKK og er alene et indbyrdes anliggende mellem parterne.

Ovenstående gælder tilsvarende ved import af sæd.

Import/eksport af frossen sæd

Import/eksport af sæd fra/til udlandet kræver registrering som importør/eksportør. Henvendelse herom rettes til Fødevarestyrelsen i god tid før - se mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside vedr. import/eksport af avlsmateriale.

Tvivlstilfælde

Er der tvivl om forældreskabet til et kuld hvalpe født efter inseminering med frossen sæd? Så er opdrætteren pligtig til på begæring, at medvirke til fremskaffelsen af de nødvendige blod, sæd- eller vævsprøver til kontrol af hundenes slægtskabsforhold.

Sager, hvor opdrætter eller hanhundeejer har afgivet urigtige oplysninger, kan sendes til behandling i DKKs diciplinærnævn.

Opdræt

Registrere hvalpe født efter insemination

Sådan gør du:

  1. Hvis hvalpene er et resultat af inseminering med fersk sæd, skal du ikke gøre andet end det, du ville have gjort ved en naturlig parring. Du skal blot anføre på registreringsanmeldelsen at der har været tale om inseminering
  2. Ved inseminering med frossen sæd er proceduren lidt anderledes. Sammen med registreringsanmeldelsen skal du indsende "Veterinærattest vedr. tapning af sæd" samt "Veterinærattest vedr. inseminering". Du finder attesterne her: Det er muligt at søge dispensation hos DKK, hvis der ikke foreligger en attest fra den dyrlæge, der har tappet sæden. det kan f.eks. være hvis det drejer sig om gammel sæd eller sæd fra udlandet.
  3. Indsend den almindelige registreringsanmeldelse fra DKK med underskrift fra både tævehundens ejer og ejeren af sæden. Feltet med dato, måned og år for parring streges over (insemineringsattesten står i stedet for) - resten af registreringsanmeldelsen udfyldes i øvrigt som vanligt.
  4. Er sædens ejer ikke identisk med hanhundens ejer?
    Så vedlægges "Erklæring om overdragelse af retten til frossen sæd".

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem