MENU

Opdræt fra A til Z

Information om alt fra avlsanbefalinger over parringer til udstationeringsaftaler. Brug siden her som opslagsværk, hvis der er et specifikt ord, du søger forklaring på eller begreber, du gerne vil vide mere om. Emnerne er indekseret alfabetisk.

Alfabetisk oversigt

Opdræt

A

Adresseændring

Det er vigtigt, at din hund er registreret på den rigtige adresse - og det er altid gratis at foretage en adresseændring i DKK. Adresseændringen skal meddeles DKK pr. telefon eller på post@dkk.dk. Oplys gerne den tidligere adresse samt eventuelt det personnummer, der er tilknyttet hunden. Adresseændring sker ikke automatisk til Dansk Hunderegister - du skal derfor også huske at give besked dertil.

Avlsanbefalinger

I nogle racer er der - ud over avlsrestriktioner - aftalt en række avlsanbefalinger imellem DKK og specialklubben. I modsætning til avlsrestriktionerne er det frivilligt, om du ønsker at følge disse.

Avlsanbefalingerne findes under de enkelte racer på hundeweb

Avlsforbud, frivilligt

DKK kan registrere frivilligt avlsforbud på en hund ud fra nedenstående retningslinjer og mod betaling af et gebyr.

Arvelige sygdomme

DKK kan nedlægge frivilligt avlsforbud på en hund, hvis den lider af en arvelig sygdom. Det kræver at både ejer og opdrætter indsender en skriftlig anmodning til DKK sammen med behørig dokumentation for årsagen. DKK anbefaler at man følger denne procedure, hvis der f.eks. bliver indgået aftale om tilbagebetaling af en del af købssummen pga. en arvelig sygdom.

Krav fra forsikringsselskab

I nogle tilfælde kan et forsikringsselskab kræve at der nedlægges avlsforbud på en hund, før forsikringssummen kan udbetales. Det gælder f.eks. for Agrias forsikring af ufrugtbarhed hos avlshunde. For at DKK kan nedlægge avlsforbud på en hund som følge af en forsikringssag, kræver det at ejeren indsender en skriftlig anmodning til DKK, sammen med behørig dokumentation for forsikringsselskabets afgørelse.

Dispensation fra dopingreglerne

Det er muligt at søge dispensation fra DKK’s dopingregler, hvis man ønsker at konkurrere med en hund, der er i medicinsk behandling for en sygdom. Hvis der er tale om en formodet arvelig sygdom, eller hvis hunden er kemisk kastreret, er dispensationen betinget af at der nedlægges frivilligt avlsforbud på hunden.
Læs mere om hvordan du dispenserer fra dopingreglementet her

Avlskrav

Skal du benytte din hund i avl, skal du undersøge om din hund, opfylder racens specifikke betingelser for at blive godkendt. Disse betingelser kaldes avlskrav, og er en forudsætning for, at dine hvalpe kan blive stambogsført. Både hannen og tæven skal opfylde avlskravene på parringstidspunktet. Dette gælder også hvis den ene af avlspartnerne er fra udlandet. Avlskravene findes under de enkelte racer på hundeweb .

Opdræt

B

Blanketter

Find alle relevante blanketter i DKK´s Dokumentsamling

Opdræt

D

Det gode hundehold

DKK har i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening og Politiet udgivet en guide om det gode hundehold. Guiden er en grunding indførring i rammerne for et hundehold og spænder ligefra den kennel som har en enkelt avlstæve til det større erhvervsmæssige hundehold

Hent guiden her

Dispositionserklæring til avl

Ønsker du at bruge en hund i avl, som er ejet af en anden? Så skal du benytte en dispositionserklæring til avl.

Hundens underskriftsberettigede ejer kan ved at underskrive en dispositionserklæring overdrage avlsretten til dig i op til 12 måneder, så du kan benytte hunden til avl - og opdrætte et kuld hvalpe, som kommer til at bære dit kennelmærke.

Den udfyldte dispositionserklæring, skal være registreret i DKK for at være gældende - læs vejledning her

Det juridiske ejerforhold af hunden ændres ikke af en sådan erklæring.

Hvis en tæve ejes af flere personer, og kun én af ejerne har kennelmærke, kan hvalpene kun registreres med kennelmærkeindehaveren som opdrætter. Derfor skal I enten først ejerskifte tæven, så det kun er kennelmærkeindehaveren, der står som ejer af hunden - eller medejeren af hunden skal udfylde en dispositionserklæring til den person, som er indehaver af kennelmærket.

HUSK: Dispositions erklæringen skal være gældende fra før parringen til efter hvalpene er fyldt 8 uger.

Hvis ikke andet fremgår under racens avlskrav, skal udenlandske avlsdyr uanset køn, opfylde de samme registrerings- og sundhedskrav som DKK registrerede hunde.

Dispensation

Man kan søge om 3 slags dispensationer:

> Dispensation for dopingreglerne.
> Dispensation for sundhedsregistrering.
> Dispensation for stambogsføringsreglerne.


Dispensation for dopingreglerne

Der kan ansøges om fx dispensation for dopingreglerne. Læs mere om emnet her.
Gebyr kr. 300 for dispensationsbehandling sundhed/dopingregler.


Dispensation til stambogsføring

Der kan være flere årsager til, at en opdrætter kan være nødt til at søge om dispensation til at få registreret et hvalpekuld. Dette kan f.eks. være, hvis denne ikke har nået at søge om registrering af kuld inden for tidsfristen, ikke nået at øjenlyse forældredyr inden parring, eller hvis resultatet af en HD-fotografering ikke er nået frem i tide.
Der kan ikke søges om dispensation til at opnå en basis plus-stambog.

Sådan gør du
Der udfyldes ansøgning om dispensation. Ansøgningen udfyldes direkte på vores formular på internettet:
Online ansøgningsformular.
Husk især at angive, hvorfor der søges dispensation (altså årsagen til en parring) og hvornår avlskrav er/bliver opfyldt. Efter udfyldelsen vil du på skærmen modtage link til betaling af gebyret via vores webshop.

Behandlingstid
Der kan ikke på forhånd tilkendegives, om kuldet kan blive stambogsført. Normal behandlingstid er 2-3 uger. DKK spørger racens specialklub om kommentarer til ansøgningen inden DKK's bestyrelse tager stilling til, om der kan dispenseres for registreringen af et kuld.
Gebyr for behandling af dispensation for stambogsføringsreglerne for medlemmer af DKK: Kr. 590 (pris for 2024).


DKK's ID-mærkere

Alle hvalpe skal være ID-mærkede, inden de er 8 uger gamle og forlader opdrætteren. DKK benytter kun chip-mærkning.
Dansk Kennel Klub sender automatisk besked til Dansk Hunderegister, når der - sammen med stambogsføringen - er betalt til Dansk Hunderegister.
Hvis en hvalp dør inden ID-mærkningen, tilbagebetaler DKK gebyret for stambogen, ID-mærkningen og Dansk Hunderegister til opdrætteren.
Husk at bede ID-mærkeren om at meddele dette på ID-mærkningsformularen.
Se nyeste liste over ID-mærkere her.

Opdræt

E

Ejerskifte

Når dit kuld skal flytte hjemmefra, skal du huske at ejerskifte hvalpene, inden du overlader dem til deres nye familier - du kan ejerskifte online eller manuelt, se fremgangsmåden her

Eksempler på DKK´s Klagenævns afgørelser

Eksempler på typiske udfald af DKK´s klagenævns afgørelser i udvalgte sagskategorier kan du finde her - det kan være en god vejledning for dig som opdrætter, hvis der er mangler ved en hund, du skal sælge.

Eksport

Hunde, der eksporteres til udlandet, skal ejerskiftes i DKK. Se mere om ejerskifte her.

Når du eksporterer en hund til udlandet, skal du overholde de til enhver tid gældende bestemmelser udstukket af myndigheden på området, som pt. er Fødevarestyrelsen.

Erhvervsmæssigt opdræt

Bekendtgørelsen om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde samt hundepensioner og hundeinternater (BEK nr. 132 af 26/02/2018) gælder for personer, der beskæftiger sig erhvervsmæssigt med hunde. Du hører under denne kategori, hvis du:

  1. opdrætter tre eller flere kuld hvalpe om året, på tre eller flere tæver
  2. driver en hundepension eller et hundeinternat, med fire eller flere hunde ad gangen.

Bekendtgørelsen opstiller en række specifikke krav, f.eks. at:

  • hundenes opholdssteder skal opfylde nogle krav til størrelse og indretning
  • kennelen skal være registreret hos Fødevarestyrelsen
  • den ansvarlige person skal have gennemgået en lovpligtige uddannelse
  • i forbindelse med salg af hunden skal der udleveres en obligatoriske pasningsvejledning.

DKK tilbyder en uddannelse, som opfylder lovkravene. Vi kalder den DKK´s lovpligtige Hundeholderuddannelse, og du kan læse mere om uddannelsen her

DKK har også udarbejdet godkendte pasningsvejledninger, som du kan finde mere information om her

Du må gerne supplere den officielle vejledning med en privat, men du må ikke undlade at udlevere den officielle.

Etiske Regler for Avl

DKK har opstillet en række etiske regler for avl. Det er, som navnet antyder, etiske retningslinjer om alt lige fra tævens alder på parringstidspunktet over ansvar for arvelige lidelser til socialisering og prægning af hvalpene.

Gentagne og/eller markante tilsidesættelser af DKK´s etiske regler vil medføre begrænsninger i en hunds avlsret – evt. nedlæggelse af avlsforbud – og/eller disciplinære sanktioner i henhold til DKK´s love og stambogsføringsregler.

Mellem Dansk Kennel Klub og en races specialklub kan der desuden være aftalt særlige retningslinjer for avlen af en given race eller specialklubben kan have vedtaget supplerende etiske anbefalinger, så tjek også specialklubbens regler og anbefalinger før parring.

DKK's Etiske Regler for Avl

Opdræt

F

Faderskab - Afklaring af slægtskab

I de tilfælde hvor der er tvivl om, hvem der er far til et kuld hvalpe eller man har parret med flere hanhunde, skal man foretage en DNA test af alle de mulige forældredyr og hvalpe - læs vejledning her

Farver

Hunderacer findes i et væld af forskellige farver, men ikke alle farver er godkendt i alle racer.

Når du registrerer et hvalpekuld, skal du vælge farve for hver enkelt hvalp.

Farver inddeles i 2 kategorier:

Godkendt farve: Bruges om farver, der er godkendt i standarden og velkendte farver for racen.

Ikke godkendt farve: Bruges om farver, der beskrives som uønskede/diskvalificerende i racens standard.

For hunde som indgår i avl med ”Ikke godkendt farve” anbefales det at vælge avlsdyr, der opfylder racens standard på andre måder. Farve er kun en overvejelse, når hunde udvælges til avl. Sundhed og temperament bør altid være førsteprioritet.

Der kan forekomme få farvekombinationer, som ikke vil være tilladt, f.eks. parringer mellem 2 forældre som er merle el. andre farver, der øger risikoen for sygdom.

Det er muligt at tilmelde hunde til udstilling med alle farver, men præmiering vil blive påvirket for hunde med ”Ikke godkendt farve”, da farven er uønsket/diskvalificerende i henhold til racens standard.
(Ny procedure for registrering af farver besluttet af DKK's bestyrelse 20.11.2023)

Du kan se hvilke farver, der er godkendt i din race, på Købhund, i DKK's Hundeleksikon eller under racens avlsrestriktioner på Hundeweb

Følg dit opdræt

Den bedste måde at få noget at vide om kvaliteten af sine avlsdyr på, er ved at se på afkommet. Ikke alle købere har lyst til at stille op på udstillinger eller til prøver, men prøv alligevel at finde en lejlighed til at se din hunds afkom som voksne. Nogle opdrættere arrangerer ”hvalpetræf”, andre sender fødselsdagskort, når hvalpene fylder år, og mange opfordrer køberne til at give en løbende tilbagemelding til opdrætteren.

Viser det sig at nogle af hvalpene ikke har udviklet sig som man havde håbet, opstår spørgsmålet selvfølgelig: Skyldes det arv eller miljø? Er det forældredyrene, der ikke har været gode nok – eller er det den opvækst, køberen har tilbudt hvalpen, der har været mangelfuld? I nogle tilfælde kan der gives et entydigt svar – men i mange tilfælde vil det være en kombination af arv og miljø. Alligevel vil man ofte kunne bruge oplysninger om hvalpenes udvikling til at fange en tendens.

Et enkelt uheldigt eksemplar skal ikke nødvendigvis diskvalificere avlshunden – men viser det sig, at en større del af afkommet ikke lever op til forventningerne, bør man nok overveje, om hundens avlskarriere skal slutte.

Opdræt

G

Genåbning af kennelmærke

Ønsker du at få genåbnet et kennelmærke, som har været sat i bero i en periode? Du skal være medlem af DKK for at opretholde dit kennelmærke, så har du været udmeldt i en periode, skal du først indmeldes igen.

Ved ansøgning om genåbning af et kennelmærke beregnes gebyret efter, hvor længe du har haft afmeldt dit medlemsskab af DKK. Når gebyr og godkendelse om genåbning foreligger, genaktiveres kennelmærket.

Hvis perioden, hvor du har været udmeldt af DKK overstiger 12 mdr., kræver DKK, at du gennemfører opdrætteruddannelsen før genaktivering af kennelmærke kan tillades (har du allerede uddannelsen, skal du naturligvis ikke generhverve den).

Godkendte titler

Du har mulighed for at få påført dine avlshundes godkendte titler på stambøgerne - her kan du se, hvilke titler, der er godkendt af DKK´s bestyrelse til påførsel af stambogsaner

Opdræt

H

Hundeholderuddannelse

Hundeholderuddannelsen er lovpligtig, hvis du har et erhvervsmæssigt opdræt.

DKK tilbyder den lovpligtige hundeholderuddannelse til alle – også opdrættere, der ikke er medlem af eller opdrætter hunde med stambog fra DKK.

Se mere her

Hvalpenes udvikling

Hvalpe vokser og udvikler sig hurtigt. En af de fundamentalt vigtige udviklingsfaser kaldes prægningsfasen, som begynder, når hvalpene er tre uger og varer, til de er otte uger - altså det meste af den tid, hvalpene er hos dig som opdrætter.

Hvalpene skal hver dag i nær fysisk kontakt med mennesker, fordi det er igennem denne nære kontakt, at hvalpene præges på mennesker, så de kommer til at opfatte os som artsfæller. Denne proces er en forudsætning for det nære forhold mellem hund og menneske.

Uden denne prægning kommer hvalpene aldrig til at fungere i en familie, og det kan ikke lade sig gøre at indhente det forsømte på et senere tidspunkt. Derfor råder DKK hvalpekøberne til, at man køber hvalp et sted, hvor hvalpen er præget godt på både børn og voksne.

Hvalpe er meget nysgerrige, og de har et vældigt behov for at undersøge deres omgivelser. Fra 4-5 ugers alderen vil de gradvis udvide deres aktionsradius i deres trang til at opleve og gøre erfaringer. Disse tidlige oplevelser har stor betydning for deres fremtidige udvikling. Opholder kuldet sig på et begrænset område, f.eks. en hvalpegård eller lignende, er det afgørende vigtigt, at de hver dag, i mindst nogle timer, får mulighed for at færdes i et mere stimulerende miljø.

Når hvalpene er 8 - 10 uger, er det tilsvarende væsentligt, at hvalpene socialiseres, dvs. kommer ud og gør erfaringer i andre miljøer end det hjemlige, kommer regelmæssigt ind til byen og oplever trafik, mange mennesker og byens specielle lugte etc. De skal hilse på fremmede voksne og børn i alle aldre, møde andre hunde og andre husdyr - kort sagt opleve en masse.

Det er dit ansvar som opdrætter at give hvalpene disse oplevelser, hvis hvalpene ikke bliver solgt i den sædvanlige alder, 8 - 10 uger. Vær opmærksom på, at hvalpene hyppigt skal tages med uden for hjemmet enkeltvis, så de kan udvikle sig på samme måde, som hvis de var blevet solgt.

Hvalpeliste

Købhund.dk er den hjemmeside, DKK har udviklet med det formål at præsentere DKK-stambogsførte hvalpe til salg.

For potentielle hvalpekøbere fungerer købhund.dk som et gedigent online opslagsværk - her kan du nemlig læse om minimum 250 forskellige racers egenskaber, pelspleje, mentalitet og meget andet - og du kan lede efter hvalpe til salg i en specifik race.

Som opdrætter kan du oprette en profil for dig selv som opdrætter, og du kan præsentere dine hvalpe til salg for potentielle hvalpekøbere.

Se hvordan du opretter en hvalpeannonce

Se hvordan du opretter en opdrætter annonce

Hvalperegistrering

Skal du registrere dit hvalpekuld? Så følg denne vejledning, så hvalpene bliver registreret korrekt i DKK’s database.

Hvalpepakke

Alle hvalpe der ejerskiftes elektronisk i DKK modtager en digital startpakke på e-mail efter ejerskiftet er gennemført.
Læs mere om den digitale hvalpepakke her

Opdræt

I

ID-mærkning af hvalpe

Du finder mere information her

Indavl

Har du brug for at regne på, om indavlsgraden bliver overskredet ved en parring? Læs mere om indavl her

Inseminering

Der kan være mange årsager til at få en tæve insemineret. Ofte kan det være store afstande, der gør det umuligt at bringe han og tæve sammen. Det kan også være fordi en opdrætter ønsker at bruge en ældre, måske afdød han, hvis sæd har været frosset ned. Læs mere om proceduren her

Import

Information om import af hund finder du på siden - Procedure for registrering af importeret hund

Importerede hunde skal opfylde de gældende avlskrav, inden den kan benyttes i avl.

Opdræt

J

Juraen - køb og salg af hunde

Hvad skal du som opdrætter være opmærksom på i forbindelse med lovgivningen, som regulerer køb og salg af hunde? Vi har samlet det mest essentielle her:

  • Tager du depositum ved reservation af en hvalp, skal du være klar over, at når køber har indbetalt depositummet, har I indgået en aftale, du som opdrætter ikke kan løbe fra. Det kan køber derimod godt, men risikerer dog at miste sit depositum helt eller delvist. Læs mere om dette her under "Hvad er op og ned på depositum og reservationsgebyr?"
  • Når du benytter DKK's købsaftale (som er obligatorisk for DKK´s opdrættere), vil købet/salget være omfattet af købelovens forbrugerkøbsregler.
  • Der er ved forbrugerkøb restriktioner på muligheden for igennem den skriftlige aftale at begrænse sælgers ansvar for varen, altså hunden - køberen kan ikke stilles ringere end det, købeloven tilsikrer.
    Formuleringer som "Denne vare er købt som beset", "Ved denne handel er der ingen reklamationsfrist" har derfor ikke bindende virkning.
  • Du kan som sælger tage konkrete forbehold. Hvis du f.eks. oplyser køber om, at hunden er kryptorchid, fraskriver du dig ansvaret for netop denne lidelse ved den pågældende hund - men dette bør desuden afspejles i prisen, nemlig at køber har fået afslag i købesummen på denne baggrund.
  • Opdrætteren kan kun blive ansvarlig for en "mangel" på en hund, hvis manglen var til stede inden leveringstidspunktet. Som opdrætter skal du dog være opmærksom på, at du også er ansvarlig for såkaldte skjulte lidelser, f.eks. genetisk betingede sygdomme.
  • Sygdomme, der er helt eller delvist arvelige, vil altid kunne føres tilbage til opdrætteren. Det gælder også for sygdomme, der skyldes en blanding af arv og miljø som f.eks. hofteledsdysplasi (HD) eller allergi.
  • De første seks måneder efter salget er det dig som sælger, som skal bevise, at den mangel, hunden lider af, ikke var til stede ved overdragelsen. Efter seks måneder er det omvendt køber, som skal kunne bevise, at fejlen var til stede ved overdragelsen.
  • Hvis der er konstateret en mangel, som kan udbedres, kan køberen kræve at opdrætteren afhjælper denne - men det må ikke være umuligt for opdrætteren at imødekomme. En køber kan ikke kræve, at opdrætter betaler for en stor og bekostelig knogleoperation for at afhjælpe HD.
  • Det samme gør sig gældende for omlevering - hvis køberen kræver omlevering, må det ikke være umuligt for dig at imødekomme.
  • Som sælger har du ret til – for egen regning – at få undersøgt hvalpen hos din egen dyrlæge eller en anden specialist, inden der træffes beslutning om f.eks. et forholdsmæssigt afslag i prisen. Undersøgelsen skal ske for sælgers regning, og køber skal stille hvalpen til rådighed for sælger, men sælger kan ikke kræve, at køber transporterer hvalpen urimeligt langt for at deltage i denne undersøgelse.
  • Når der er gået to år fra overdragelsen, kan køber ikke påberåbe sig en mangel over for sælger.
  • Vær altid ærlig og fortæl, hvis der er noget galt med hunden - ellers kan du risikere at blive gjort ansvarlig for at dække de udgifter, f.eks. dyrelægeregninger, som køber har haft som konsekvens af manglen.
  • Du skal som sælger være opmærksom på din loyale oplysningspligt - det betyder, at du skal oplyse køber om eventuelle skavanker ved hunden.

Opdræt

K

Kastration (hanhund)

Ved en kastration, fjerner man hundens evne til at få afkom. Det kan enten ske ved en kirurgisk fjernelse af testiklerne eller ved en såkaldt ”kemisk/medicinsk kastration”. Ved en kemisk/medicinsk kastration får hunden en indsprøjtning med et depotstof, der får testiklerne til at skrumpe ind, og som gør hanhunden ufrugtbar. Behandlingens varighed er som regel ca. 6 eller ca. 12 måneder.

Der kan være fordele såvel som ulemper ved at kastrere en hanhund. Det bør derfor aldrig gøres rutinemæssigt, men efter nøje overvejelse og i samråd med dyrlægen.

Vær desuden opmærksom på, at en kastration kan medføre nogle begrænsninger i forhold til at deltage på udstillinger eller prøver.

Udstillinger: Fra 2018 kan kirurgisk kastrerede hunde ifølge et påbud fra FCI ikke længere udstilles. Kemisk kastrerede hunde kan ikke udstilles, så længe de er under påvirkning af behandlingen (testiklerne er små). Det er dog muligt at udstille kemisk kastrerede hunde, hvis der på forhånd er søgt om dispensation fra dopingreglerne. Dispensationen er betinget af at der nedlægges avlsforbud på hunden.

Andre prøver og konkurrencer: For alle andre prøveformer kan DKK eller den ansvarlige specialklub selv bestemme reglerne for kastrerede hundes deltagelse. Tjek derfor de enkelte prøvereglementer, før du tilmelder en hund, der er kirurgisk eller kemisk kastreret.

Dispensation for kastration

For hunde, som har fået fjernet den ene eller begge testikler på grund af en skade eller sygdom, er det muligt at søge dispensation hos DKK. Dette foregår ved at søge om dispensation fra dopingreglerne ved at udfylde en særskilt dispensationsansøgning, som ligger på DKK’s hjemmeside.

Sammen med dispensationsansøgningen skal der indsendes dokumentation for, at hunden har haft ”normale testikler på normal plads” før operationen. Dette kan være i form af en dyrlægeerklæring eller dokumentation fra tidligere deltagelse på udstillinger eller prøver, hvor hundens testikelstatus er blevet tjekket.

Herudover skal der vedlægges dokumentation fra en dyrlæge, hvor den præcise årsag til fjernelsen af den ene eller begge testikler fremgår. Det er kun i tilfælde af tilskadekomst eller alvorlig sygdom (f.eks. kræft), at hunden kan opnå dispensation, og det altid er op til DKK at vurdere, om den bagvedliggende årsag og/eller den indsendte dokumentation er tilstrækkelig.

Den dispensation, DKK kan give, gælder alene hundens mulighed for at deltage på en udstilling. Det vil sige, at dommeren ikke kan undlade at bedømme hunden eller diskvalificere hunden pga. testikelmangel.

Det vil dog stadig være op til den enkelte dommer at vurdere, om der f.eks. er fejl (ud over testikelmangel), som ikke længere kan konstateres grundet indgrebet, så DKK vil aldrig kunne forudsige, hvordan en hund, der mangler den ene eller begge testikler, vil blive bedømt.

Kennelbesøg

DKK’s kennelkontakter gennemfører hvert år flere hundrede kennelbesøg hos DKK´s registrerede opdrættere. Ved besøgene bliver de fysiske rammer såvel som hundenes fysiske og mentale sundhed gennemgået.

DKK skelner ikke imellem erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige opdrættere – alle opdrættere kan få besøg, og besøgene kan være anmeldte eller uanmeldte.

I tilfælde af at problemer er vokset en opdrætter over hovedet, har DKK desuden en nødhjælpsfond, der kan hjælpe med at dække omkostninger til foder eller til behandling af syge hunde.

DKK er dog ikke de eneste, der tager på besøg hos kenneler og større hundehold. Har man erhvervsmæssigt hundehold, siger lovgivningen, at man skal have fire årlige tilsynsbesøg af en dyrlæge - som erhvervsmæssig opdrætter skal man være registreret hos Fødevarestyrelsen, og man skal angive navnet på den dyrlæge, der skal føre tilsyn med opdrættet.

Dyrenes Beskyttelse og Dyreværnet gennemfører ikke rutinemæssige besøg, men rykker ud på baggrund af bekymrede henvendelser fra borgere rundt omkring i landet.

Kennelmærke

For at få et kennelmærke, skal du først gennemføre DKK´s opdrætteruddannelse.

Vil du ansøge om kennelmærke? Se her hvordan

Kontingenter og gebyrer

Alle DKK´s priser for gebyrer, registrering mv. kan du finde på den gældende liste over Kontingenter og gebyrer i DKK

Købsaftale

Det er obligatorisk at benytte sig af DKK’s købsaftale, når man handler med DKK-stambogsførte hunde.

Købhund.dk

Købhund.dk er den hjemmeside, DKK har udviklet med det formål at præsentere DKK-stambogsførte hvalpe til salg.

For potentielle hvalpekøbere fungerer købhund.dk som et gedigent online opslagsværk - her kan du nemlig læse om minimum 250 forskellige racers egenskaber, pelspleje, mentalitet og meget andet - og du kan lede efter hvalpe til salg i en specifik race.

Som opdrætter kan du oprette en profil for dig selv som opdrætter, og du kan præsentere dine hvalpe til salg for potentielle hvalpekøbere.

Se hvordan du opretter en hvalpeannonce

Se hvordan du opretter en opdrætter annonce

Opdræt

L

Lovgivning

Som opdrætter er du, underlagt en række lovkrav, bl.a. Dyreværnsloven og Hundeloven.

Vær herudover især opmærksom på bestemmelserne i "Bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde" - som du er omfattet af, hvis du opdrætter mere end 2 kuld hvalpe om året.

Opdræt

M

Matadoravl

Begrebet matadoravl beskriver en situation, hvor få individer (oftest hanner) bliver brugt intensivt i avl. Hvis enkelte hanner får lov til at dominere avlen i en race, kan det have nogle negative konsekvenser på længere sigt.

Her kan du finde alt, hvad du bør vide om Matadoravl

Meld hund død

I det tilfælde du mister en hund, kan du herunder se, hvad du skal gøre i bl.a. DKK-regi og i forhold til Dansk Hunderegister:

Melde hund død

Opdræt

N

Ny stambog (duplikatstambog)

Har du af en eller anden årsag mistet din stambog, kan du bestille en duplikatstambog - se på linket herunder hvordan:

Bestille ny stambog

Opdræt

O

Opdrætter annonce

Som opdrætter kan du oprette en profil for dig selv som opdrætter, og du kan præsentere dine hvalpe til salg for potentielle hvalpekøbere.

Se hvordan du opretter en opdrætter annonce

Opdrætteruddannelse

DKK's opdrætteruddannelse hvis du hhv. skal søge kennelmærke i DKK

Opdræt

P

Parring

Vi har samlet information om parring her:

Parring.

Pasningsvejledninger

Du finder pasningsvejledninger på de enkelte racer i hundeleksikonet.
Find dem ved at gå til Hundeleksikon og vælg derefter den race du ønsker at finde pasningsvejledning for.

Opdræt

R

Racer

Vi har samlet alle oplysninger om alle de hunderacer, vi har registreret i DKK i vores online hundeleksikon.

Opdræt

S

Satellitkuld

Er betegnelsen for et kuld hvalpe, der fødes og vokser op, på en anden adresse end opdrætters – det kan være i Danmark eller i udlandet, men opdrætter skal oplyse dette ved registrering af kuldet.

Befinder kuldet sig i udlandet, men ønskes stambogsført i DKK, skal der foreligge gensidig accept fra de 2 involverede landes kennelklubber. I henhold til FCI’s International Breeding Rules (pkt. 18) fastslår - et kuld skal registreres i det land, hvor kuldet er født og opdrætteren bor. Undtagelser kan forekomme, hvis der er en fælles aftale imellem kennelklubberne.

DKK's stambogsføringsregler er gældende og racens avlskrav skal være opfyldt, af begge forældredyr inden parring.

Specielle fordele for DKK-opdrættere

Som opdrætter i Dansk Kennel Klub-regi har du mulighed for at at opnå gode fordele hos DKK´s hovedsponsorer, Agria Dyreforsikring og Royal Canin - Læs mere om de specifikke tilbud fra hovedsponsorerne her

Stambogsføringregler

Alle hvalpe skal stambogsføres, inden de er otte uger. De skal stambogsføres i det land, hvor opdrætteren har sin juridiske bopæl. Alle hvalpe i et kuld skal anmeldes til stambogsføring samtidigt, og kuldets størrelse skal angives ved registreringen. Husk altid at stambogen skal udleveres samtidig med hvalpen.

Læs alle DKK's stambogsførings regler her

Opdræt

T

...

Opdræt

U

Udenlandske parringer

Skal du parre din hund med en hund fra udlandet? Læs mere her

Udenlandske sundhedsresultater

Skal du have lavet en sundhedsundersøgelse på din hund i udlandet? Eller måske benytte en udenlandsk hund til avl? Find information her

Udstationeringsaftale

En del opdrættere vælger at have en eller flere af deres hunde udstationeret hos private familier, så hundene – ud over at skulle være avlsdyr – også får et almindeligt liv som familiehund.

For at sikre, at en sådan udstationering får et godt forløb for både opdrætteren og værtsfamilien, har DKK udarbejdet en udstationeringsaftale, som du kan finde under DKK's dokumentsamling

Opdræt

W

Opdræt

X

X-register

Bruges til registrering af ikke FCI anerkendte racer, hunde opdrættet i en non-FCI-organisation eller registreret på baggrund af fænotypen - læs mere her

Opdræt

Y

Opdræt

Z

Opdræt

X

Æ

Ægthedsgaranti

Du kan altid være sikker på, at din hunds Dansk Kennel Klub-stambogscertifikat er ægte, dvs. original og uforfalsket, fordi vi har sikret stambogen mod kopiering.

Læs mere om DKK's stambøger her

Opdræt

Ø

Opdræt

Å

Opdræt

Relaterede artikler

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem