Som opdrætter kan det være nødvendigt at skele til graden af indavl på det afkom, der kommer ud af en parring imellem to forældredyr. Men hvad dækker begreberne linjeavl og indavl overhovedet over - og hvordan udregner man en indavlsgrad? Det kan du få svar på her
Begrebet indavl defineres som:
"avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit".
Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.
Definitionen på linjeavl er: "Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane".
Ofte koncentrerer linjeavl sig om en hanhund, men der kan også drives linjeavl på tæver. Det er vigtigt at understrege, at linjeavl også er en form for indavl - og derfor medfører de samme ulemper som beskrives under indavl.
Graden af slægtskab mellem forskellige individer angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50 % fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50%.
Men hvad er egentlig potentialet ved og risikoen ved indavl? Faktisk er de to sider af samme sag: Helt enkelt er potentialet, at det er sandsynligt, at afkom af tæt beslægtede dyr har de samme ønskede egenskaber som forældrene. Risikoen er, at det er sandsynligt, at uønskede egenskaber kommer til udtryk.
Graden af slægtskab mellem forskellige individer angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50 % fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50%.
Men hvad er egentlig potentialet ved og risikoen ved indavl? Faktisk er de to sider af samme sag: Helt enkelt er potentialet, at det er sandsynligt, at afkom af tæt beslægtede dyr har de samme ønskede egenskaber som forældrene. Risikoen er, at det er sandsynligt, at uønskede egenskaber kommer til udtryk.
Linjeavl betyder "parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane." Ofte laves der linjeavl på hanhund, men der kan også linjeavles på tæver. Det er vigtigt at understrege, at linjeavl også er indavl - og derfor medfører de samme ulemper, som beskrives under indavl.
Indavl betyder "Avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit." Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.
Graden af slægtskab mellem forskellige individer angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50% fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50%.
lndavl skaber ikke defektgener, det bringer de defekter, som allerede findes, frem i lyset, hvis de allerede er skjult til stede i populationen.
Det skal derfor pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere!
Forudsætningen for at du som opdrætter kan få succes med indavl er, at du virkelig kender dit avlsmateriale. Det er vigtigt, at du kender individernes baggrund - deres fordele og ikke mindst deres ulemper. Det, du ønsker, er jo at fordoble de positive egenskaber. Det, du risikerer, er imidlertid, at også de negative egenskaber fordobles - ind imellem med uoverskuelige følger for sundhed og temperament. Derfor må du som opdrætter f.eks. spørge dig selv: Er det risikoen for sygdom værd at forsøge at stabilisere en korrekt ørestilling via indavl - eller hvad dit ønske for din avl måtte være.
Længere tids indavl vil desuden medføre en såkaldt "indavlsdepression", der betyder, at frugtbarhed og livskraft nedsættes. Der ses flere tæver, der ikke bliver drægtige, færre hvalpe i kuldene, større hvalpedødelighed og nedsat sædkvalitet hos hanhundene.
Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte egenskaber i racen. Ved en parring mellem beslægtede individer har opdrætteren nemlig ofte større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af, at antallet af forskellige varianter af generne reduceres – dvs. en del af den genetiske variation går tabt.
Når du parrer nært beslægtede individer, stiger sandsynligheden nemlig for, at afkommet modtager den samme variant at et gen fra både sin far og sin mor.
Alle individer indeholder et vist antal defekter i deres gener, der kan videregive uheldige egenskaber, f.eks. sygdom. Defektgener er ofte recessive, dvs. de bliver først synlige, når et individ får dem i dobbelt dosis - altså et fra faderen og et fra moderen. Hvis faderen og moderen er i familie med hinanden, er sandsynligheden for at de bærer samme defektgener større.
Det er muligt at beregne indavlskoefficienten på et kommende kuld.
Hvis den hanhund, du planlægger at anvende, endnu ikke findes i DKK´s database, gør du følgende:
Slægtskabet (i procent) mellem en hund og dens:
Forældre 50%
Helsøskende 50%
Bedsteforældre 25%
Halvsøskende 25%
Fætter/kusine 12,5%
Graden af slægtskab bruges til beregning af indavlsgraden. Beregningen vil ikke blive gennemgået her, da det hurtigt bliver temmelig kompliceret.
Man kan vælge at opstille retningslinjer for, hvor høj grad af indavl man vil acceptere indenfor en given race. Som hovedregel bør man ikke parre tættere end fætter/kusine (indavlsgrad på 6,25%).
Parring af en given hund med en slægtning som anført nedenfor giver en indavlsgrad hos afkommet på (%)
Forældre 25%
Helsøskende 25%.
Bedsteforældre 12,5%
Tante/Onkel 12,5%
Halvsøskende 12,5%
Fætter/kusine 6,25%
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21