MENU

Vaccination & titertest

Når du deltager i aktiviteter hos DKK skal din hund være vaccineret efter gældende regler eller have en positiv titermåling. Bliv klogere på reglerne her på siden.

Vaccination

Vacciner gives for at beskytte vores hunde mod smitsomme sygdomme. Vacciner inddeles i henholdsvis kernevacciner og ikke-kernevacciner. Kernevacciner bør gives til alle hunde, mens øvrige vacciner gives ud fra en individuel vurdering af den enkelte hunds smitterisiko.

Kernevacciner: Hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirus. Forkortes ofte DHP for Distemper, Hepatitis og Parvo.

Eksempler på ikke-kernevacciner: Leptospirose, kennelhoste, herpes og rabies.

DKK stiller ikke krav til hvornår eller hvor mange gange en hvalp bliver vaccineret. Det kan den enkelte opdrætter/hundeejer afgøre i samarbejde med sin dyrlæge.

DKK's krav til vaccination gælder udelukkende for deltagelse på DKK-arrangementer. Formålet er at sikre, at de deltagende hunde er beskyttede mod hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirus. Udenlandske hunde skal desuden opfylde de gældende regler for rabiesvaccination.

Hvorfor vaccinerer man ofte hvalpe flere gange?

Nyfødte hvalpe modtager antistoffer fra moderen gennem råmælken og det kalder man ”maternelle antistoffer”. Så længe hvalpene har et højt niveau af maternelle antistoffer i blodet, vil deres eget immunsystem ikke reagere tilstrækkeligt på en vaccine. Det er meget individuelt, hvornår effekten af de maternelle antistoffer klinger så meget af, at hvalpens eget immunsystem bliver aktiveret i forbindelse med en vaccination. Det er baggrunden for, at man giver flere hvalpevacciner efter hinanden – typisk ved 7-8 uger, 12 uger og 16 uger. Først efter 6 måneders alderen kan man være sikker på, at de maternelle antistoffer ikke længere griber forstyrrende ind.

DKK stiller ikke krav til antallet af vaccinationer. En voksen hund med ukendt vaccinestatus skal ikke vaccineres flere gange – den vil være beskyttet efter en enkelt vaccination.

For at deltage i DKK's aktiviteter skal du kunne dokumentere, at din hund er beskyttet. Det kan ske ved at fremvise en vaccinationsattest eller en såkaldt titertest, der beviser, at hunden har beskyttende antistoffer i blodet.

Det er ikke tilladt at medtage hvalpe under 12 uger på udstillinger, prøver og lign. Det eneste sted, hvor hunde under 12 uger er velkomne, er til hvalpemotivation. De skal i så fald være vaccineret efter gældende regler.

DKK's vaccinationsregler pr. 1.1.2025:

Alle hunde der deltager på DKK arrangementer skal være vaccineret mod DHP: hundesyge (Distemper), smitsom leverbetændelse (Hepatitis) og Parvovirus.

Følgende dokumentation skal kunne fremvises:

  • For hvalpe under 12 uger må vaccinationen maksimalt være 5 uger og skal minimum være 7 dage gammel
  • For hvalpe/unghunde vaccineret 12 uger gamle eller derefter, er vaccinationen gældende til hunden fylder 1 år
  • For hunde vaccineret efter 6 måneder er vaccinationen gældende i 3 år
  • Ved første gangs vaccination, eller hvis vaccination har været udløbet, skal vaccinationen minimum være 7 dage gammel
  • Som alternativ til vaccinations attest godkendes en positiv titer-test for hundesyge, parvovirus og hepatitis. Titer-test skal være foretaget efter hunden er 6 måneder gammel. En positiv titer-test er gyldig i 3 år fra udtagelsen af blodprøve.

Udenlandske hunde skal desuden kunne fremvise dokumentation for rabies vaccination i henhold til den enhver tid gældende danske lovgivning https://foedevarestyrelsen.dk/dyr/om-dyr-og[1]kaeledyr-til-private/alt-om-kaeledyr/rejse-med-kaeledyr/rejse-med-hund

Endelig skal du være opmærksom på konkrete alderskrav for deltagelse i de enkelte discipliner.

Titertest

En titertest viser, at hunden er beskyttet af antistoffer over for de sygdomme, den skal være vaccineret imod.

En titertest har samme gyldighedsperiode som en vaccination.

DKK har lavet en attest, du kan bruge, når din hund får lavet en titertest hos dyrlægen. Hent den i vores dokumentsamling under blanketter.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRSPDK22 Handelsbetingelser Fortrydelsesformular

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem