MENU

Hvalpekøberens tjekliste

Lykken er en varm hundehvalp, siger Søren Brun i tegneserien Radiserne. Og han har ret, det er skønt at have hund. Men det forudsætter, at du tænker dig rigtig godt om og træffer nogle vigtige valg, før du vælger at åbne dit hjem og dit hjerte for en hund.

Hverdagen med hund

Hunderace

Vælg den rigtige race

Det er vigtigt at vælge hund med hovedet - ikke med øjnene eller med hjertet. Det vigtigste ved valg af hund er ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det, den er skabt til, passer til dig og din familie. Det er en klassisk brøler, at man køber hund efter udseendet og ikke har sat sig ind i »brugsanvisningen«. De enkelte racer ser ikke kun meget forskellige ud i størrelse og pels - de er også vidt forskellige indvendigt. Der er en række grundlæggende egenskaber, som er fælles for alle hunde, uanset race. Hunde gør, de springer op, de undersøger med både næse og bund og smager på verden ved at gnave i ting – og de er alle flokdyr (i modsætning til f.eks. katte), og de er rovdyr (i modsætning til f.eks. heste, der er flugt/byttedyr).

Alle racer har deres eget fantastiske temperament og udseende, som er det, vi falder for. Forskelligheden er opstået, fordi mennesket igennem århundreder har avlet hundene til at kunne hjælpe os med at løse meget forskellige opgaver.

Alle racer har sine styrker – men du skal være opmærksom på, at enhver ”guldmedalje” har en bagside. Og den skal du som ejer være indstillet på at leve med i de næste mange år. For hvad er bagsiden af medaljen, hvis en hund er modig? Det kan – f.eks. - betyde, at den ikke vil kunne enes med andre hunde af samme køn. Hvad betyder det, hvis en hund har stor jagtlyst og er selvstændig.

HvalpGoldenRetriever.jpg#asset:1854

Måske at det bliver en omfattende – og dyr – opgave at hegne sin grund ind. Og at den aldrig vil kunne slippes løs i fri natur, fordi du ikke kan forvente, at den kommer, når du kalder. Og vagtsomhed? Det kan betyde en hang til at gø – højt og længe og hver gang noget rører på sig i nabolaget.

Du bør gøre dig selv og hunden den tjeneste at undersøge den race, du er interesseret i, find ud af hvad ”den er lavet til”, dens oprindelige arbejdsegenskaber og dens medfødte temperament. Det kan give dig et hint om eventuelle ulemper i forhold til det, du ønsker og forventer af din kommende hund.


Hverdagen med hund

Stil spørgsmål til opdrætteren

Her er DKK’s 5 råd til at købe en sund og velfungerende hund:

  • Hunderacer er lige så forskellige indeni som uden på. Sæt dig grundigt ind i racernes forskellige egenskaber, deres adfærd og behov for træning og aktivering.
    Du kan læse om mere end 250 racer her: købhund.dk
  • Spørg ind til forældredyrenes fysiske og mentale sundhed. Spørg om forældredyrenes sundhedsstatus, DNA-test og evt. sygdomme? Hvilke sundhedsundersøgelser har hundene og har de fejlet noget gennem tiden? (bl.a. hud, led, fordøjelse, vejrtrækning, allergi?) Spørg også ind til hundenes mentalitet. Du kan læse mere om sundhed og sygdom her: dkk.dk/alle-emner/sundhed-og-sygdom
  • Hvalpen skal være sundhedsundersøgt, ID-mærket og evt. vaccineret inden de flytter hjemmefra.
    Bed om at se udkast til skriftlig købsaftale og hvis hvalpen er tæt på 8 uger eller ældre, se også sundhedsbog og stamtavle og, før du indgår aftale om køb.
  • Se altid hvalpene sammen med deres mor. Både tæven og hvalpene skal være nysgerrige, i god trivsel, frimodige og tillidsfulde.
  • Hvalpekøb er en tillidssag. Køb aldrig en hund af medlidenhed (kontakt i stedet politi og dyreværnsforeninger, så hundene kan få hjælp).
    Køb derfor en hvalp fra en opdrætter, der gør sig umage og som du har tillid til. Køb altid en hvalp med DKK-stambog.

Hverdagen med hund

Hundens opdrætter

Vælg din opdrætter med omhu

Når du vælger at lukke en hund ind i dit hjem og dit hjerte, er det vigtigt, at den får den bedste start på sit hundeliv. Derfor vil vi opfordre dig til at bruge tid på at finde en opdrætter, du har tillid til og en god dialog med. Der skal være en god kemi imellem jer, så du som hvalpekøber tør stille alle de spørgsmål, du har brug for svar på – også de dumme.

DKK´s opdrættere er både kenneler med få eller flere hunde, som jævnligt har hvalpe, og privatpersoner, som måske kun opdrætter et enkelt kuld eller to i hele deres liv, men benytter DKK´s stambogsførte, avlsgodkendte forældredyr og derfor kan få hvalpene stambogsført.

DKK´s opdrættere har frivilligt underlagt sig såvel anmeldt som uanmeldt kontrol og de er del af et system med klagenævn etc., hvis der mod forventning skulle vise sig at være noget galt med hvalpen. Det er din garanti og sikkerhed som hvalpekøber.

Du skal se det hjem, hvalpene vokser op i, for gode opdrættere har intet at skjule og åbner gerne deres hjem og viser alle papirer og sundhedsresultater på deres hunde. Gå efter din mavefornemmelse - du skal kunne stole på den opdrætter, du vælger, og føle, at du og opdrætteren kan have en god dialog resten af din hunds liv – også hvis noget mod forventning skulle gå galt senere i hvalpens liv. Derfor er det ikke kun opdrætteren, der skal stille krav til hvalpekøberen - du skal også stille krav til opdrætteren.

Køb aldrig hvalp af medlidenhed. Hvis du føler, der er noget galt hos en DKK-opdrætter, at hundene ikke har det godt eller mistrives, så henvend dig straks til DKK, så en af vores kennelkontakter kan tage fat i sagen.

Du skal som køber huske, at opdrætteren også kan sige nej. De fleste opdrættere ønsker at se deres hvalpekøbere an, før de indgår aftale om salg af en hvalp. Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke har krav på at få en hvalp, blot fordi man har talt med opdrætteren i telefonen eller har været på besøg og set hvalpene - men er der afgivet depositum og indgået aftale, kan opdrætteren ikke smutte fra aftalen.

Hverdagen med hund

Det gode match

Vælg den rigtige hvalp

Det er ikke kun racen, som er svær at vælge - det er også en udfordring at vælge hvilken hvalp i kuldet, som skal være din. Her kan opdrætteren være din bedste hjælp, det er nemlig opdrætteren, som kender de enkelte hvalpes temperament. Og måske får du slet ikke lov til at vælge selv - opdrætteren har kendt hvalpene i otte uger, så mange opdrættere vælger, hvilken hvalp de synes passer bedst til hvilken hvalpekøber. Respekter dette - og kan du ikke det, skal du vælge at købe hvalp et andet sted.

Til børnefamilien

Er I en familie med mindre børn, skal du vælge en hvalp, der temperamentsmæssigt ligger ”midt i” kuldet. Hvis den er for aktiv, kan du risikere, at den stresser for meget omkring børnene (bider og hopper op i leg). Og er den lidt forsigtig, risikerer du, at den trækker sig væk og bliver utryg, fordi den synes, at børnene er for vilde og støjniveauet er for højt.

Familien uden børn

Er du uden børn, har mere tid og skal evt. bruge hunden til det, den er avlet til, er det en god idé at tage den selvsikre og initiativrige hvalp. Den vil formodentlig være i besiddelse af en stor portion motivation og iver for at blive beskæftiget og brugt til den funktion, den skal udfylde. Og husk, at det er lettere at nedtone en adfærd end at fremme den – og derfor vil den aktive og nysgerrige hvalp som regel være lettere at træne og motivere, end den rolige og forsigtige i kuldet.

Til seniorer

Ældre mennesker eller mennesker, der lever et stille liv, vil kunne få stor glæde af den hvalp, der ikke er så ”fremme på poterne”. De, der ønsker en hund uden de store udfordringer, vil med stor succes kunne vælge den forsigtige og lidt tilbageholdende hvalp i kuldet.

Hverdagen med hund

Benyt DKK’s købsaftale

Den er obligatorisk ved handel med DKK stambogsførte hunde og er en god skriftlig aftale, som kommer omkring alle aspekter af salget og kan udviske de fleste uenigheder, der kan opstå efter et salg.

Når du kontakter opdrætteren første gang, så bed om at få tilsendt et eksemplar af den købsaftale, som du senere skal skrive under på. Så får du mulighed for at sætte dig ind i vilkårene i ro og mag. Når man først sidder med hvalpen på skødet hos opdrætteren, er man som regel ”solgt” - det er en rigtig god idé at læse både selve aftalen og vejledningen på bagsiden.

DKK's købsaftale indebærer, at købelovens forbrugerkøbsregler gælder, medmindre der er tale om handelskøb.

Opstiller opdrætteren særkrav? Så tænk dig ekstra godt om, inden du accepterer dem. Nogle opdrættere vil gerne indføje krav i forbindelse med handelen f.eks om, at hunden skal have et kuld hvalpe, som tilfalder opdrætteren, eller om, at den skal stilles til rådighed for parring. Sådanne krav skal man ikke acceptere uden at tænke sig vældig godt om og uden at det afspejler sig i en tydelig reduktion af prisen. Er du i tvivl, så kontakt racens specialklub eller DKK, før du handler.

Bliv medlem af Dansk Kennel Klub

Et medlemskab i Dansk Kennel Klub giver dig mange fordele:

Bliv medlem af Dansk Kennel Klub for 595 kr. om året

Hverdagen med hund

Stambog

Hvis du vil have en racehund, fordi du ønsker bestemte egenskaber, et særligt temperament og et bestemt udseende, så vælg en hund med stambog fra DKK. Er du stadigvæk i tvivl? Så får du her er seks gode grunde:

  • Hvis hvalpen ikke har en stambog, er det ofte fordi forældredyrene ikke har kunnet godkendes til avl pga. af sundhedsmæssige årsager.
  • Ved at beholde flest mulige hunde inde i den organiserede avl er man med til at forhindre, at racen risikerer at blive for indavlet.
  • Hvis man senere bliver bidt af en form for konkurrencesport med hunden (og det er der mange, som gør), så stilles der ofte krav om stambog.
  • Hvis man en dag får lyst til at få hvalpe – selv om man ikke lige forestiller sig det på købstidspunktet, så er det positivt for både racen og dig selv, at hvalpene kan stambogsføres.
  • Selve stambogen koster under 300 kr.
  • Når en DKK hvalp sælges, skal stambogen afleveres til køberen sammen med hvalpen, så man er helt sikker på, at hvalp og stambog ”passer sammen”.

Hverdagen med hund

Ejerskifte

Gør hvalpen til din - også juridisk

Sørg for at du får den fulde ejendomsret over hunden, og at du står anført som den underskriftsberettigede person i DKK.

Dette sker ved at opdrætteren skal ejerskifte hvalpen til dig - hvis ikke dette er gjort, så mind opdrætteren om det.

Er du i tvivl?

Er du i tvivl om det mindste, så gå hjem og tænk. Søg råd og overvej situationen endnu en gang. Du skal kunne leve godt sammen med hunden i 10-15 år.

Vær opmærksom på, at der ikke findes en generel fortrydelsesret.

Hverdagen med hund

Relaterede artikler

Udvalgte produkter

Varer fra DKK Shop

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem