MENU

European Open

DKK kan med stolthed løfte sløret for, at vi - i samarbejde med KAF - er valgt som værtsnation for European Open 2023!

DKK kan med stolthed løfte sløret for, at vi - i samarbejde med KAF - er valgt som værtsnation for EO´23!

European Open i agility er en af verdens mest prestigefyldte internationale agility-konkurrencer. I 2023 afholdes European Open for første gang på dansk jord!

European Open blev første gang afholdt i Østrig i 2002 som et uofficielt europamesterskab, men afholdes i dag som officielt FCI-mesterskab.
I dag er European Open niveaumæssigt på højde med – og deltagermæssigt endda endnu større – end det officielle FCI-VM.
Ligesom ved VM forventes der deltagelse af ca. 35-40 forskellige nationer fra hele verden, der alle inviteres til at tilmelde et udvidet landshold på op til 28 ekvipager.
Alt i alt forventer vi, at flere end 800 deltagere vil konkurrere i løbet af de tre konkurrencedage.

Dansk agility på verdenskortet

”Vi er stolte af, at Danmark har fået tildelt værtsskabet for det prestigefulde FCI European Open i agility i 2023,” fortæller formand for DKK´s agilityudvalg, Allan Hansen.

”EO´23 er kun det andet store FCI-Agilitymesterskab, vi afholder i Danmark; Vi var heldige at få lov til at afholde VM tilbage i 1997, og det kommende arrangement bliver forhåbentlig ikke det sidste,” siger han.
I 2018 kunne agilitysporten fejre sin 40-årsdag; verdens allerførste agility-konkurrence blev afholdt i forbindelse med Crufts i England i 1978, men sporten, som hentede sin inspiration i hesteverdenen, har siden da udviklet sig til en grænseoverskridende hundeaktivitet.
”For dansk agility betyder det, at vi igen kommer på kortet som arrangører af et officielt FCI-mesterskab i agility og ikke kun nyder godt af alle de andres hårde arbejde. Samtidig viser det, at vi – trods vores lands begrænsede størrelse – er et land der kan samle os om sådan et stort event, og at vores formåen faktisk rækker hertil. Vi får desuden markeret vores danske dommere, to hoveddommere og fire assist-dommere, og alle seks kommer ud i verden og viser, hvad DKK står for,” forklarer Allan Hansen.

Unikt samarbejde gør drømmen til virkelighed

Allan Hansen fortæller, at DKK´s agilityudvalg igennem flere år har arbejdet med ideen om på ny at afholde et officielt FCI-mesterskab i Danmark, og at udvalget både har haft VM og EO i sit synsfelt.
”Men da vi altid konkurrerer indendørs til VM, kræver afholdelse af et VM haller af en vis størrelse, og da det ikke så ud til at være muligt at arrangere ud fra den præmis, besluttede vi os for at gå målrettet efter European Open”, forklarer han.
”At afholde et European Open i Danmark har vi derfor arbejdet hen imod siden sommeren 2018. Ideen blev faktisk født under en hyggesnak over en kop kaffe for halvandet år siden under EO i Østrig. Poul Lerche fra Kvistgård Agility Forening (KAF) var helt med på ideen, og så begyndte det for alvor at tage fart.”
I foråret 2019 holdt DKK´s agilityudvalg og KAF et indledende møde, og i forlængelse heraf påtog KAF sig opgaven med at undersøge mulige lokationer for afholdelse af et så stort arrangement, og samtidig udarbejde et forslag til budget. Forslaget blev i begyndelsen af januar 2020 forelagt for DKK´s agilityudvalg og DKK´s administration, og i fællesskab nåede man frem til en aftale, hvor Kvistgård Agility Forening som stævnearrangør er med til at gøre drømmen om et FCI-mesterskab på dansk jord til virkelighed.
”For seks måneder siden luftede jeg tanken om et EO i Danmark i FCI´s agility-komité – og vores forslag blev positivt modtaget. I januar i år indsendte DKK den officielle ansøgning, og da vi i forvejen havde hejst interesseflaget, var der ingen modkandidater, og derfor var det for FCI en uproblematisk og nem beslutning,” fortæller Allan Hansen.
KAF og DKK ser frem til et supergodt samarbejde igennem de næste par år, som vi sammen vil bruge på at forberede en fantastisk international agilitybegivenhed på dansk jord, så vi i 2023 kan være helt klar til at modtage de mange deltagere fra hele verden!

FAKTA: VM vs. EO

European Open adskiller sig afgørende fra FCI’s Verdensmesterskab på flere punkter:

  • Ved European Open opfordres de deltagende nationer til at afholde et kvalifikationsforløb, der giver ALLE interesserede mulighed for at kvalificere sig.
  • Som konkurrence er European Open - i modsætning til VM - åben for alle hunde, både med og uden stamtavle. Dog kræves der en FCI-anerkendt resultatbog for at deltage, da konkurrencen er et officielt FCI-arrangement.
  • Ligesom ved VM er der officiel FCI-måling af hunde, dyrlægekontrol, opvarmning og ind- og udmarch samt nationer i ens holddragter m.v. Konkurrenceformen adskiller sig fra VM ved, at EO såvel individuelt som for hold afgøres i et afsluttende finaleløb, som deltagerne kvalificerer sig til via to forudgående kvalifikationsløb. I finaleløbet starter alle deltagere fra nul, og bedste hold/individuelle deltager i finaleløbet kåres efterfølgende som vinder af European Open.

European Open 2022 - Officiel hjemmeside

Her kan man læse regler, om stedet, om dommerne samt meget mere om arrangementet, som sitet nu løbende bliver opdateret af arrangøren.

European Open Junior 202? - Officiel hjemmeside

Teamleder for JOAWC: Eve Blom

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem