Juniorhandling er en konkurrence, hvor samarbejdet mellem hund og handler (personen, der fremviser hunden) er i centrum. Det er altså ikke hundens eksteriør, som bliver bedømt, men derimod hvordan og hvor godt handleren formår at fremvise sin hund.
Juniorhandling er for unge mellem 10 og 17 år. Her skal de fremvise deres hund på den bedst mulige måde og vise et godt samarbejde mellem handler og hund.
Hunden, der bruges i konkurrencen, skal være min. 9 mdr. på dagen for konkurrencen.
I DKK er juniorhandling opdelt i 2 aldersgrupper: Mini (10-13 år) og Maxi (14-17 år). De 2 aldersgrupper bliver bedømt individuelt i første omgang og de 4 bedste fra hver aldersgruppe møder til sidst hinanden og konkurrerer om at blive placeret 1 - 4.
De 4 placerede juniorhandlere får point til konkurrencen om at blive Årets Juniorhandler i DKK og dermed repræsentere Danmark det efterfølgende år i juniorhandlerfinalerne på Crufts, Verdenshundeudstillingen og Europaudstillingen. Nr. 1 får 5 point, nr. 2 får 3 point, nr. 3 får 2 point og nr. 4 får 1 point.
Desuden vil der udtages et dansk landshold, som skal repræsentere Danmark til Nordisk Mesterskab i juniorhandling. Dette landshold er nr. 1 - 4 på ranglisten for Årets Juniorhandler efter dén udstilling, der tidsmæssigt passer ind ift. svarfrist for tilmelding til Nordisk Mesterskab. Det er typisk årets næstsidste udstillingsweekend, men kan nogle gange være tidligere.
Juniorhandling forløber på lige fod med racebedømmelser og starter derfor samtidig med racebedømmelser (undtagelser vil blive gjort tydeligt i PM). Der vil være tilknyttet én dommer, som kun dømmer juniorhandling den pågældende dag, samt min. én ringpersonale. Ringen vil typisk være en afskærmet del af Store ring eller en opstillingsring ved Store ring.
Der vil blive skrevet individuelle kritikker. Kritikkerne kan hentes på udstillingskontoret efter finalerne er afsluttet.
Bedømmelserne vil være inddelt i 30 minutters grupper med 3-7 juniorhandlere ad gangen.
OBS! Hvis din tildelte gruppe passer dårligt med raceringen eller andet, er det muligt at bytte gruppe med en anden juniorhandler. Bytte skal gøres juniorhandlerne imellem og DKK skal ikke inddrages i bytningen. OBS! Hvis du bytter gruppe, skal du stadig beholde dit katalognummer. Bytning kan findes sted helt indtil gruppens bedømmelser går i gang. Bytte inden udstillingen sker i denne Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/895471475284731/
Det er dit eget ansvar at være klar til tiden. Du skal selv sørge for at være klar til den gruppe du er tildelt eller har byttet dig til. Bemærk at selv hvis du ikke er klar, når din gruppes bedømmelse starter, godtager vi stadig, at du kan komme inden for tidsrummet af din gruppes bedømmelse. Eks.: din gruppe forløber kl. 10-10.30, men din hund er først færdig kl. 10.10 i raceringen. Så er det altså stadig muligt at deltage i din gruppes bedømmelse, hvis du når det inden gruppen afslutter.
Hvis dommeren taler engelsk, vil der være personale til stede til at oversætte hvis nødvendigt, men det er vigtigt at øve sig hjemmefra på at forstå og tale engelsk. Og det er vigtigt selv at gøre opmærksom på, at du har brug for hjælp til oversættelse. Personalet vil ikke stå klar hele tiden under bedømmelserne.
Det er IKKE TILLADT at bytte hund undervejs i konkurrencen. Det gælder altså også mellem den individuelle bedømmelse i gruppen og i finalen. Det SKAL være den samme hund, juniorhandleren fremviser under hele konkurrencen. Hvis dette overtrædes, diskvalificeres juniorhandleren og fratages eventuel placering. Dette betyder også, at to juniorhandlere IKKE kan bruge den samme hund, uanset om de er i forskellige grupper eller mini/maxi.
OBS! Undtagelser kan gøres, hvis den oprindelige hund bliver skadet eller på anden måde ikke kan udstilles mere pga. helbredsmæssige årsager. En officiel person for juniorhandling skal godkende byttet af hund og der skal fremvises en form for dyrlægeerklæring, hvor det tydeligt fremgår, at hunden ikke kan deltage længere. Her bruges udstillingens dyrlæge, der kan findes på udstillingskontoret.
Udstilling | Lørdag | Søndag |
---|---|---|
Fredericia | Daphne van den Brink, NL | Camilla Gothen, DK |
Roskilde | Tim Haren, DE | Cecilie Samuelsen, DK |
Vejen | Svein Bjørnes, DK | Melissa van Oosten, NL |
Bornholm | Sofia Harkell, SE | Vakant |
DKK Junior Cup | Formiddag: Vakant Eftermiddag: Sandra Villumsen, DK | |
Roskilde | Rebecca Govik, SE | Vakant |
Herning | Vakant | Ezster Kazinsky, HUN |
Hvis du vil vide mere om juniorhandling, kan du læse retningslinjerne for juniorhandling i Danmark:
Eller finde FCI's juniorhandlermanual og lidt kortere guidelines (begge på engelsk):
Juniorhandling
Tilmelding skal ske online eller på særskilt tilmeldingsblanket inden tilmeldingsfristens udløb.
Ret til at deltage i juniorhandling har alle, der er fyldt 10 år men ikke 18 år på udstillingsdagen. Af hensyn til og respekt for, at juniorhandlere skal passe deres skole, afvikles der ikke juniorhandlerkonkurrencer på skoledage. Dette er gældende for udstillinger arrangeret af DKK centralt.
Der konkurreres i 2 aldersklasser: Mini for juniorhandlere i alderen 10-13 år samt Maxi for juniorhandlere i alderen 14-17 år.
De 4 bedste juniorhandlere i hver klasse (henholdsvis Mini og Maxi) udtages og går efterfølgende videre til finalen. I finalen bedømmes de 4 bedste fra hver klasse (henholdsvis Mini og Maxi) sammen, hvorefter de 4 bedste juniorhandlere placeres som nr. 1, 2, 3 og 4.
På kreds- og specialklubudstillinger kan ovennævnte fraviges efter arrangørens skøn.
Bedømmelsen omfatter samspillet mellem fører og hund og fremvisningen af hunden.
Juniorhandlere kan kun deltage med stambogsførte hunde, der opfylder betingelserne for at kunne deltage på DKK’s udstillinger og har opnået juniorklassealderen. Det er dog muligt at vælge en anden hund på udstillingsdagen, så længe denne også opfylder de førnævnte krav. På udstillinger arrangeret af DKK centralt er det tilladt, at en juniorhandler deltager med den samme hund både lørdag og søndag. Det er muligt at stille i juniorhandling med en kastreret hanhund (gælder ikke ved kemisk kastration). En hund, der stilles i juniorhandling, må ikke tidligere have modtaget præmieringen ”Disqualified” på grund af temperamentet. Juniorhandleren skal være både fysisk og psykisk robust til at kunne håndtere og kontrollere hunden. Hvis dommeren eller ringpersonalet i den pågældende konkurrence mener, at dette ikke er tilfældet, kan de stoppe fremvisningen af sikkerhedsmæssige årsager.
Det kan af tidsmæssige årsager ikke forventes, at en hund, der på samme udstilling er tilmeldt til at deltage i de almindelige racebedømmelser, kan nå at deltage i juniorhandling, som påbegyndes i løbet af dagen.
På hver DKK-udstilling med konkurrencer i juniorhandling (kredsudstillinger undtaget), samt eventuelle cups arrangeret af DKK Ungdom opnår de fire bedste juniorhandlere i finalen points, der tæller i konkurrencen om ”Årets juniorhandler”. Læs mere under punktet ”Årets Juniorhandler”.
Nordisk Mesterskab i juniorhandling
De fire danske juniorhandlere, der på tidspunktet for tilmeldingen til Nordisk Mesterskab, har opnået flest points i konkurrencen om Årets Juniorhandler, og desuden opfylder alderskriteriet for konkurrencen, bliver tilbudt at repræsentere Danmark på førstkommende Nordisk Mesterskab.
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21