Det kan være umådeligt svært at finde hoved og hale i hundefagtermer og -talemåder. Specielt hundeudstillingernes forløb med de mange rosetter og farvede kort, der vises i løbet af en udstilling, kan give anledning til forvirring.
En hundeudstilling er et dyrskue, dvs. en offentlig fremvisning af hunde, som bedømmes og præmieres ud fra deres alder, køn, racepræg og eksteriør, dvs. kropsbygning.
Det kan være umådeligt svært at finde hoved og hale i hundefagtermer og -talemåder -specielt hundeudstillingernes forløb, de mange rosetter og farvede kort, der vises i løbet af en udstilling, kan give anledning til forvirring.
Her får du lidt historisk baggrund og en introduktion, der giver et overordnet indblik i udstillingsverdenen, så du selv bliver klar til at deltage i udstilling med din hund.
I hundredvis af år har der over det meste af verden været afholdt dyrskuer, dvs. en offentlig fremvisning af alle former for husdyr, som bedømmes og præmieres, bl.a. for deres kropsbygning.
Den 3. oktober 1810 afholdt Randers Amts Husholdningsselskab præmiering af kvæg på Randers Torv. Det menes at være det første dyrskue i Danmark.
Traditionelt har dyrskuer været en vigtig del af dansk husdyravl og -brug, hvor man udvalgte og præmierede de dyr, man vurderede til at have den højeste kvalitet specielt med henblik på at indgå i videre av.
I den moderne husdyravl er dyrskuernes praktiske betydning begrænset. Til gengæld har hundeudstillingerne, dvs. dyrskuer udelukkende for racehunde, som bedømmes og præmieres ud fra deres alder, køn, racepræg og eksteriør, bevaret sin oprindelige funktion i forhold til avlsarbejdet. Samtidig har hundeudstillingerne, naturligvis pga. det indbyggede konkurrence-element, udviklet sig til en disciplin for sig selv indenfor hundesporten.
Selv om hundens udvikling mod stadig mere domesticering har varet i flere tusinde år, betragter forskningen den ”moderne hund” som et victoriansk produkt, der er under 200 år gammelt:
For nok har hunde og mennesker levet sammen længe, men vores forhold til hunden har aldrig udviklet sig hurtigere end det gjorde op igennem 1800-tallet.
I Danmark begyndte hunden langsomt at blive et mere almindeligt kæledyr i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, men den moderne hund, hele racehundebegrebet og ikke mindst den organiserede hundesport tog sit udgangspunkt i victoriatidens England:
Her mødtes overklassen, og de medbragte de sædvanligvis deres hunde. Hundemennesker taler om deres dyr, og disses fortrin og ikke mindst fejl og mangler blev allerede dengang ivrigt diskuteret. Dengang var en vurdering af hunden primært baseret på dyrets funktion og egenskaber til at løse den opgave, den skulle, hvorimod udseendet var af mindre betydning.
Efter sigende var det rævejægerne, der allerede i slutningen af 1700-tallet begyndte at vise sine hundeflokke frem, hvorefter også bønderne begyndte at vise deres dyr frem. Det var startskuddet på dyrskuerne, og snart blev der fremvist hunde imellem høns, gæs, kalkuner og ænder.
I London opstod der egentlige klubber, hvor medlemmer en aften om ugen medbragte deres hunde og konkurrerede i hurtighed, højdespring og endda i evnen som rottedræber.
Der udvikledes desuden såkaldte ”fancy dog shows”, hvor hundene, såkaldte ”fancy pets”, primært blev vurderet ud fra deres udseende, størrelse, proportioner og farver - og ikke længere ud fra deres funktionsdygtighed - til stor forundring for nok primært arbejderklassen, som dengang i højere grad benyttede sig af hundenes oprindelige brugsegenskaber.
På de første hundeudstillinger var der ingen regler eller standarder at vurdere hundene ud fra. Først da den engelske kennelklub (The Kennel Club) blev stiftet i 1873, efterfulgt af den danske kennelklub i 1897, begyndte man at registrere og klassificere hundene ud fra størrelse, farve osv.
Hunderacebegrebet opstod, og udgangspunktet for nutidens racer defineret og skabt – faktisk er kun få af nutidens ca. 350 racer ældre end 150 år. Hunderacernes karakteristika blev beskrevet i de såkaldte racestandarder, som fungerer som rettesnor for det avlsarbejde, den enkelte opdrætter skal udføre.
Samtidig med oprettelsen af de kynologiske foreninger fulgte registreringen af stamtavler og organiseret avl. Det første bind af ”Dansk Hundestambog” udkom i 1887, og stambogsføringen overgik til Dansk Kennel Klub, da denne blev stiftet i 1897. Den rationelle og systematiske interesse for forædlingen, løftede ”det ædle racehundeopdræt” op til noget kultiveret, civiliseret, agtværdigt og med en vis agtelse for det racerene element, og hundesporten, dvs. i første omgang hundeudstillingerne, så dagens lys med det formål at bevare og forbedre vore hunderacer.
Sidst i 1800-tallet var det stadig primært det bedre borgerskab, som anskaffede sig racerene selskabshunde – det hed sig, ”at damerne hellere ville præsentere sig med en gammel, umoderne hat end at promenere med en køter. Men fordi racehundene dengang blev associeret med klasse, bredte deres popularitet sig: Selv om der dengang endnu kun blev brugt få udstillingshunde i marken, blev jagthunderacerne favoriseret af den mandlige del af overklassen, mens kvinderne foretrak selskabshundene og den første egentlige ”modehund”, borzoi´en. Middelklassen begyndte at stræbe efter racehunde, der kunne vise velstand og status, mens arbejderklassen i højere grad søgte mod mere funktionelle hunde som terrier- og bulldog-racerne.
Den første hundeudstilling i Danmark fandt sted i Rosenborg Have i København i 1886.
Den blev afholdt på foranstaltning af ”Dansk Jagtforening”, dog var det muligt at udstille alle hunderacer – og udstillingen var international: Tilmeldt var få hunde fra Sverige, ca. 50 hunde fra Tyskland, mens de resterende var danske. I alt fandtes der på udstillingen 178 hunde.
Det kostede 5 kr. at tilmelde en hund eller et kuld hvalpe til udstillingen, som dengang strakte sig over 3-5 dage. Hvis ejerne ikke selv afleverede hundene på udstillingen, blev de sendt dertil med post, jernbane eller dampskib. Alle hunde skulle opholde sig på udstillingspladsen i alle 4-5 dage og blev luftet en gang om dagen: Dog var det muligt for hundeejeren at deponere den fyrstelige sum af ekstra 30 kr. for at få lov til at fjerne deres hunde fra pladsen efter lukketid – garantisummen skulle sikre, at hundene var tilbage på udstillingspladsen, inden udstillingen åbnede næste dag.
I 1887 skrev Viggo Møller i ”Hunden og Hunderacerne”, at ”Det er naturligvis også Hensigten med Udstillinger og skulde gjærne være et Resultat af sadanne, at der bliver udpeget gode Avlsdyr for det ydre Vedkommende. Men som tidligere fremhævet, bør sjælelige Egenskaber ogsaa tages i Betragtning. At en Hund er præmieret på en Udstilling er derfor ikke Bevis for, at den er et godt Avlsdyr; Præmieringen siger kun, at hvis en hund anvendes til Avl, bør den være i besiddelse af de samme Racemærker, som det præmierede Individ. Den Fare, der er ved Udstillinger, at der opdrættes Udstillingshunde, som ikke egne sig til Brugshunde, er allerede omtalt i Kapitlet Racernes inddeling”.
Allerede dengang var man opmærksom på, at det gode avlsdyr ikke kun skulle se godt ud, men også bibeholde sine oprindelige brugsegenskaber. Hedengangne Viggo Møller var forudseende på flere fronter: ”Der kan næppe være tvivl om, at Afholdelsen af Hundeudstillinger er et af de bedste Midler til at fremme Hundesporten i et Land. Det er en af Hovedhensigterne at vise, hvorledes Racehunde maa se ud”.
Hundeudstillingerne har i dag udviklet sig til en sportsgren: Adskillige tusinde danskere bruger hver år en, flere eller mange dage på hundeudstillinger i ind- og udland. For udenforstående kan hundeudstillinger forekomme alt fra komiske, over forvirrende til fascinerende.
For den uindviede kan en hundeudstilling forekomme som et stort virvar af smukke hunde og glade mennesker der løber rundt imellem hinanden.
De mange ringe, som de forskellige hunderacer "optræder" i, er ofte garant for en god portion forvirring for nye ansigter. Og en ting, der virkelig kan give nye udstillere og uindviede blandt publikum hovedpine, er de mange farvede kort og rosetter, som optræder i ringene.
Ligesom på et dyrskue laver eksteriørdommeren allerførst en kvalitetsbedømmelse af den enkelte hund. Han beskriver hundens ”eksteriør”, altså det, han kan se med det blotte øje, dvs. kropsbygning, pels, farve, bevægelser osv– både med hensyn til udseende og temperament. Dommeren vurderer hundene i forhold til racens standard, som er en beskrivelse af det ideelle eksemplar af racen.
Derefter konkurrerer de hunde, som opnår de bedste resultater i kvalitetsbedømmelsen, om at blive racens bedste hund. Den allerbedste bliver præmieret som Bedst I Racen og sendes videre til en samlet konkurrence, hvor alle de bedste fra alle racer konkurrerer om at blive hele udstillingens samlede vinder, som med et engelsk låneudtryk får titlen Best in Show. Og det er ikke så nemt at nå dertil, når man har flere tusinde konkurrenter.
Det er æren, man kæmper om i hundesport, for der er ingen pengepræmier, men masser af ambitioner og konkurrencegejst.
Herunder kan du finde Dansk Kennel Klub's folder "Ny på udstilling", som giver et overordnet indblik i udstillingsverdenen - og giver gode råd med på vejen, inden du kaster dig ud i at prøve at gå på udstilling med din hund.
Desuden finder du en oversigt bedømmelsesforløbet for en udstilling og de 10 FCI-grupper og deres raceinddeling, så du kan se hvilken gruppe netop din hund hører til i.
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21
