HLT
DKK´s Hverdagslydighedstræning (HLT) er et tilbud til alle hunde over 6 måneder og deres ejere/førere. Ved hjælp af moderne træningsmetoder og relevante aktiviteter lærer både hund og fører at begå sig i det offentlige rum, og i træningen indgår såvel praktiske som teoretiske elementer. (Tidligere Kørekort til Hund)
I Hverdagslydighedstræning stiger sværhedsgraden i øvelserne fra niveau til niveau - på laveste niveau, Bronze, skal hund og fører bl.a. vise, at hunden accepterer daglig soignering, at hunden kan følge fører i løs line og vente roligt ved havelågen. På sølv-, guld og eliteniveauerne skærpes kravene til teamet. På guldniveau skal føreren kunne standse den løse hund, når den er på vej væk, ligesom hunden skal komme, når fører kalder, og gå i kurven, når den bliver bedt om det.
På alle fire niveauer skal ejer/fører også svare rigtigt på flere relevante teoretiske spørgsmål omkring pligter og ansvar forbundet med det at holde hund.
Der udleveres et diplom til ekvipagen, når denne har bestået. Bronzeniveauet skal være bestået, før ekvipagen kan gå til prøve på sølvniveau, og ligeledes skal sølvniveau bestås, før ekvipagen kan gå til prøve på guldniveau. Det samme gælder for elieniveau. Det er ikke nødvendigt at bestå en prøve, for at gå til træning i de forskellige niveauer.
I træningen såvel som ved prøverne, lægges der meget stor vægt på førerens evne til at motivere sin hund og hundens arbejdsglæde. Der lægges ligeledes stor vægt på førerens evne til at forudse situationer og håndtere hunden hensigtsmæssigt - med forståelse for sit ansvar over for hunden, naboer og samfundet generelt.
Målet er, at hundene bliver glade, dygtige og velfungerende, til glæde for førerne og ikke til gene for de medborgere, der er knap så begejstrede for vores firbenede venner.