Nye restriktioner i hovedstadsområdet
Gårsdagens udmelding om nye restriktioner i hovedstadsområdet rammer nu også de yngste udøvere af hundesport.
På grund af et højt smittetryk afskaffes nu – udelukkende i hovedstadsområdet - den undtagelse for børn og unge op til 21 år, der blev indført ved seneste stramning af forsamlingsforbuddet.
Det betyder, at i 17 hovedstadskommuner bliver børn- og unge, når de udfører aktiviteter som idræt og hundesport, nu også underlagt at skulle overholde et forsamlingsforbud på max 10 - og altså ikke længere de max 50, som ellers er gældende for aldersgruppen i resten af landet.
De nye restriktioner gælder fra mandag den 7. december og foreløbig frem til den 2. januar i følgende kommuner: København, Tårnby, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Gladsaxe, Rødovre, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Frederiksberg, Ishøj, Gentofte, Ballerup, Høje-Taastrup, Dragør, Glostrup, Albertslund.
Coronapandemien har gjort 2020 til et svært år for de frivillige, der står for afvikling af både træning og konkurrencer – men i alle dele af landet er det trods skiftende restriktioner lykkedes at holde liv i mange aktiviteter for både børn, unge og voksne.
Fra DKK´s side håber vi, at de frivillige i kredse og klubber har overskud til at give den endnu en skalle og forsøge - trods de nye forsamlingsforbud og begrænsninger – at drive de træningsaktiviteter videre, det er muligt, også for de yngste hundesportsudøvere.
DKK´s samlede Covid-19-retningslinjer for hundesport er opdateret dags dato.