asdfaf

2. KAPITEL

Vitus havde ikke den fjerneste lyst til at stå op.

William var selvfølgelig oppe for længst. Vitus kunne lugte kaffen, der var sat over og høre William synge ude under bruseren.

”Oh, what a wonderful morning, oh, what a wonderful day” lød det – lige så højt, og lige så falsk, som det plejede.

Som sædvanlig krympede Vitus sig, og spekulerede på, om netop hans menneske, var det eneste menneske, der ikke vidste, at hunde havde en uhyre både skarp og delikat hørelse.

Mest af alt lød Williams sang i brusebadet som lyden fra hans motorsav, når han parterede træstammer til brændeovnen.

Vitus sukkede.

Han elskede den brændeovn. Kunne ligge foran den i timevis, og så måtte man jo bære over med en ejer, hvis sang mindede om motorsavslarm – når samme ejer lavede brænde og tændte op i den vidunderlige brændeovn, tænkte han, og kløede sig bag øret med en bagpote.

”Ooooooh, what a wooooooonderful daaaayyyyyiiiiiiiiiyyyyiiiiooo” lød det i det samme ude fra badeværelset.

Vitus kneb øjnene sammen, og maste sit hoved ind under Williams hovedpude. Det dæmpede sangen – eller hvad man nu skulle kalde det – ude fra badeværelset en smule.

Normalt ville Vitus være sprunget ud af sengen, løbet ud i badeværelset, sat sig foran brusenichen og vente på at William blev færdig.

Så ville William sige noget med at ”nååå, er du sådan en lille trofast hund, der sidder og venter på far”.

Og klappe ham på hovedet med en våd hånd. Noget, der altid fik Vitus til at lukke øjnene, for ikke at få vand i dem.

William mente det jo pænt, det vidste han. Han vidste også, at når William havde tørret sig og fået tøj på, så fulgtes de ad ud i køkkenet.

Her drak William en kop kaffe og Vitus fik en håndfuld godbidder. Det var faktisk morgenens højdepunkt, og noget Vitus glædede sig til hver eneste dag.

Bare ikke i dag. I dag havde Vitus ikke lyst til at stå op. Overhovedet ikke den fjerneste lyst til at stå. Ikke det, der lignede. Vitus ville bare ligge under Williams hovedpude, og ikke tænke på noget som helst. Ikke tænke en eneste tanke.

Vitus ville i hvert fald slet ikke tænke på de der røde øjne, han havde set ovre ved det store egetræ om natten, da William havde befriet ham fra rosenbuskens tornede grene.

Lige som Vitus havde troet, at hans sidste time var kommet, havde han mærket Williams hænder rundt om sin krop. Sjældent havde Vitus været så glad for at se sin ejer, som i den mærkelige, uhyggelige vinternat.

William havde heldigvis hørt Vitus’ gøen, og var kommet ud i haven for at kigge efter ham.

William havde hurtigt fået befriet Vitus fra rosenbusken, og havde båret ham ind. Vitus var nemlig kravlet helt ind i favnen på William, og havde insisteret på at blive båret.

Skyggen, monstret, uhyret – Vitus vidste ikke helt hvad han skulle kalde det – med de glødende øjne havde trukket sig ind i skyggerne af det gamle egetræ, da William var kommet ud i haven.

Men Vitus havde vist, at det stadig holdt øje med ham og William, så det havde nærmest ikke kunnet gå hurtigt nok med at komme ind og få lukket havedøren.

Vitus havde næsten ikke sovet. Han havde holdt vagt hele natten. Flere gange havde han fornemmet, at den sorte hund derude var tæt på huset, snusede rundt om hjørnerne, prøvede at finde en vej ind.

Hver gang det skete var Vitus sprunget op og havde gøet. Det havde så fået William til at vågne og tænde lyset.

Sådan var natten gået. Det havde ikke været nogen rar nat, men Vitus havde været besluttet på at holde vagt og passe på William.

Det var nemlig det mest mærkelige af det hele.

William havde slet ikke opdaget den sorte hund med de røde øjne, han havde ikke vidst, at han havde været i livsfare i sin egen have. Han havde heller ikke set det mærkelige lys på himlen, det var Vitus sikker på. For så ville han helt sikkert have sagt noget om det til Vitus – og det havde han ikke gjort.

På den anden side så var William kun et menneske, så det var begrænset hvad man kunne forvente af ham. Det vidste Vitus godt. Sådan var det med mennesker – tit kunne der ske ting lige for næsen af dem uden de opdagede noget som helst.

Vitus sukkede. Han kunne godt lide mennesker. Men hvor måtte det være trist at være et menneske, de gik glip af så mange ting.

”Nå, ligger du stadig der” lød det og så forsvandt puden, da William løftede den væk fra Vitus hoved. ”Skal du ikke op, Vitus?” fortsatte William. ”Kom her, så skal jeg lukke dig ud i haven”.

William gik hen mod havedøren.

Vitus udstødte et hyl, sprang ud af sengen og forsvandt ind under den. Vitus skulle bestemt ikke i haven. Aldrig, aldrig mere. Ikke ti vilde heste og tyve endnu vildere elefanter kunne få ham ud i haven igen. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Det var et tarveligt kneb.

Vitus vidste godt det var et kneb, men han kunne alligevel ikke stå for det. Stå for den frikadelle som William havde i den hånd han lidt efter stak ind under sengen. Som hypnotiseret fulgte Vitus hånden med frikadellen, og, haps, så havde William fat i ham.

”Jeg ved virkelig ikke hvad der er med dig. Og du har også gøet hele natten, men nu skal du altså ud at tisse” sagde William.

Så åbnede han havedøren, satte Vitus udenfor og lukkede døren bag ham.

Aldrig havde Vitus været så bange. Monstret var måske stadig i haven. Vitus trykkede sig op af havedøren og rystede over hele kroppen.

William stod på den anden side af havedøren og kiggede spekulativt på sin hund, opdagede Vitus pludselig.

William kiggede med det der blik, som han brugte når han pludselig fandt ud af at Vitus skulle til dyrlægen.

Det gik op for Vitus, at William måske kunne tro han var syg, når han stod rystede.

Spørgsmålet var om han hadede dyrlægen mere end det rødøjede monster, som han helt sikkert vidste ville slå ham ihjel. Dyrlæge kontra monster, det kværnede i den lille hunds hoved.

Til sidst afgjorde Vitus, at han hadede dyrlægen mest. Så skød den lille hvide hund hjertet op i livet, prøvede at lade være med at ryste og begav sig langsomt ud i haven.

Vitus var i alarmberedskab, klar til at flygte - eller kæmpe, hvis der ikke var anden udvej.

Til hans forbløffelse lignede haven sig selv. Rosenbusken lignede sig selv. Egetræet lignede sig selv. Der var faktisk kun en enkelt ting, som ikke lignede sig selv.

Den mærkelige lysende kugle, der var faldet ned i rosenbedet om natten. Den kugle, der havde ligget og lyst, og pulset, lige ved siden af Vitus.

Den kugle lignede ikke sig selv, kunne Vitus konstatere, da han forsigtigt inspicerede rosenbedet. Kuglen lå stadig samme sted som den havde ligget om natten.

Vitus var forvirret – kunne det have været ham, der havde set syner i nat?

Måske havde det været noget genskær fra lyset på himlen, der havde fået kuglen til at se ud som om den lyste og skinnede.

Det, der i nat havde lignet en magisk kugle af en art, var jo bare, kunne Vitus nu se, her i dagslyset, en gammel bold. Ikke en tennisbold, men på størrelse med sådan en, en brunlig, kedelig bold.

Vitus var ikke fri for at være lidt skuffet – han måtte jo have været helt fra den i nat, tænkte han.

Men så havde monstret henne ved egetræet måske også bare været noget, han havde bildt sig ind? Og måske var det vinden, der var sust om hushjørnerne, som han havde kunnet høre om natten – og ikke den sorte hund med de røde øjne.

Vitus rettede sig lidt op. Det var pludselig rarere at være ude i haven. Vitus kom i tanke om, at han skulle tisse. Faktisk skulle han rigtig meget tisse.

Den lille hvide hund samlede bolden op og med den i munden travede han hen til egetræet og lettede ben op af det.

Vitus kunne se, at William stadig stod inden bag havedøren og holdt øje med ham. Det gjaldt bare om ikke at ryste, og se helt normal ud, så William ikke troede han var syg og slæbte ham til dyrlægen.

Vitus tissede færdig, skrabede grundigt i jorden med bagbenene, og gjorde sig meget umage for at se sej ud. Han skævede ud af øjenkrogen, jo William holdt stadig øje med ham.

Hm, hvad kunne han mere gøre. Åhr, bolden. Vitus greb bolden og smed den op i luften, greb den igen, smed den. Skubbede til bolden med næsen så den trillede hen over jorden, og løb efter den. Vitus kastede et blik i retning af havedøren, jo, William stod der endnu.

Nu var den lille hund faktisk begyndt at synes, at det var morsomt at lege med bolden. Især fordi det var som om bolden nærmest trillede af sig selv, så Vitus faktisk var nødt til at jagte den rigtigt. Det havde han ikke oplevet med nogen anden bold før, men det var ret sjovt.

Vitus kiggede kort over mod havedøren. William stod der ikke længere, herligt, så var dyrlægefaren nok afværget for denne gang. Men hvor pokker var bolden nu henne?

Vitus så sig omkring og nåede lige at se bolden trille om bag den store eg. Vitus logrede og satte efter, den bold skulle ikke tro den kunne slippe fra ham.

I fuld fart rundede Vitus det store egetræs massive stamme. Og ramlede så lige ind i et eller andet, der blødt, men mærkbart ramte ham på brystkassen.

”Dumme hund” lød en stemme. ”Se at komme væk hvis du har dit liv kært”.

Vitus bremsede omgående og kiggede op.

Pludselig flød det hele sammen for den lille, hvide hunds øjne.

Men én ting så han tydeligt. Et par andre øjne.

Et par onde, rødglødende øjne.