Vitus & Hundestjernen den 3. december

3. KAPITEL

Vitus løb. Løb for sit liv. Som et lille, hvidt – ret pelsrigt – missil blæste han tværs over haven med kurs mod havedøren.

Vitus så sig ikke tilbage, han bare løb – og så meget fart havde han på, at han ramte lige ind i havedøren med et ordentligt brag. Et brag, der fik William til omgående at komme løbende, åbne døren og tage Vitus op.

”Jamen, Vitus, dog, hvad går der af dig. Du er da er da helt fra den. Så, så, lille ven dog,” sagde William trøstende, mens han knugede Vitus ind til sig og strøg ham over hovedet.

Vitus var ikke spor modtagelig, han ville ind under sengen og gemme sig og aldrig mere komme ud igen. Den lille, hvide hund sprællede, satte forbenene mod Williams brystkasse og skubbede fra, hvilket fik William til at sætte Vitus ned.

Næppe havde Vitus poter kontakt med gulvet, før han var forsvundet ind under Williams seng.

Tilbage stod William og så forbløffet ud. Han kunne slet ikke genkende sin – normalt – så nemme og søde lille hund.

Inde under sengen pustede Vitus ud. Aldrig i sit liv havde han været så bange. Han havde ikke ventet for at se, hvad der ville ske. I samme øjeblik han havde set de rødglødende øjne, var han drejet om på hælen, og havde løbet så hurtigt han kunne.

Nu ville han helt sikkert aldrig, aldrig mere gå ud i haven. Aldrig.

”Aldrig?” lød en stemme i det samme.

Det gav et sæt i Vitus, og han kiggede sig forvirret omkring.

”Øh, hallo, hvem der?” sagde han prøvende.

”Hold nu op, jeg havde ikke troet, at en lille, lavbenet hund som du kunne løbe så hurtigt. Det var imponerende. Jeg var lige ved at falde af to gange, man skulle godt nok holde fast” lød det.

I det samme mærkede Vitus, at noget – eller nogen – gled ned over hans skulder, og, med et lille bump, landede på gulvet ved siden af ham.

Det var tæt på, at Vitus havde udstødt et hyl og var stæset ud fra under sengen. Det gjorde han nu ikke. Måske mest fordi han samtidig blev så overrasket, at han slet ikke kunne flytte sig.

Ved siden af Vitus stod nemlig en lille person, ja, person. For skikkelsen lignede fuldstændig en miniatureudgave af et menneske.

”Du er jo en nisse,” sagde Vitus forbløffet.

Vitus kendte til nisser for William var en stor juleelsker, og hvert eneste år til jul fyldte han huset med nissefigurer. Den lille person ved siden af Vitus lignede på en prik de figurer, som William kaldte nisser.

”Ja, det er præcis hvad jeg er” svarede nissen, og lettede endda høfligt på nissehuen. ”Hvor er det dog dejligt at møde en veluddannet hund, der kan genkende en nisse.”

Vitus sagde ikke noget. Det kan nemlig godt være svært at finde på noget at sige, når man lige har opdaget, at nisser virkelig findes.

”Det var på et hængende hår, at vi slap væk, hva´,” sagde nissen, og satte den røde nissehue tilbage på hovedet. ”Et hængende hundehår” tilføjede han og grinede højt. En sjov latter, der lød lidt, som når Vitus var ved at brække græs op.

”Hak, hak, hak” grinede nissen. Så stoppede nissen midt et grine-hak, og blev alvorlig.

”Nå, men vi må lægge en plan,” sagde han.

”Øh, må vi det,” mumlede Vitus.

Vitus havde ingen ønsker om at lægge flere planer. Han havde allerede lagt en plan, nemlig at blive under Williams seng resten af sit liv.

Eller i hvert fald til han var sikker på, at den sorte hund med de røde øjne helt sikkert var forsvundet fra hans have.

”Ja, julen afhænger jo af det,” sagde nissen og så meget alvorligt ud.

”Gør den det,” sagde Vitus. ”Der kan man se.”

Vitus anede ikke, hvad nissen talte om, men han prøvede at være høflig.

”Ja, du så jo selv, at nordlysvejene er gået fuldstændig i udu,” fortsatte nissen.

”Gjorde jeg,” sukkede Vitus og begyndte at overveje, om han alligevel skulle forlade sit skjulested under Williams seng.

Den nisse forekom ham at være en smule belastende. Så kom Vitus pludselig i tanke om noget.

”Hvad lavede du bag egetræet? Og hvor kommer du fra? Og hvad er det for et uhyre med de røde øjne?” spurgte Vitus, og denne gang var han oprigtig interesseret i nissens svar.

”Mit navn er Vigil Vovemod. Jeg er særlig udsendt nisseagent. Jeg passer på julemandens meteorsten, julestenen. Hvor den er, der er jeg også.”

Nissen stak næsen i vejret og så meget vigtig ud.

Det varede nu kun et øjeblik. Så sank Vigil Vovemod ligesom lidt sammen og så pludselig meget bekymret ud.

”Desværre nåede jeg ikke at få fat i stenen. Ja, det var jo der vi mødte hinanden. Jeg løb ind i dig, da jeg flygtede fra Azazel. Det er ham med de røde øjne.”

Jeg tror, det er fordi du er en hund, at han har taget skikkelse af en hund. Du er jo den udvalgte hund. Hvorfor ved jeg godt nok ikke. Du er jo ikke særlig stor eller stærk eller noget.”

Vigil Vovemod stoppede sin talestrøm og kiggede nøje på Vitus. ”Har du nogle særlige talenter? Kan du trylle eller noget i den stil?”

Vitus rystede på hovedet.

”Næ, jeg er bare en helt almindelig hund.”

”Hm, tja, noget må der jo være ellers havde Lapis ikke valgt dig.”

”Lapis?”

”Ja, julestenen. Den du legede med. Du troede sikkert, det var en bold, men det er det ikke.”

”Hvad er det så?” spurgte Vitus og denne gang var han virkelig spændt på svaret. Han huskede jo, hvordan den der Lapis-ting havde skinnet og lyst i nat i rosenbedet.

”Det er hele julens hemmelighed. Det er nissesamfundet og julemandens omdrejningspunkt, det er … Hey, hvor er den for resten? Du tog den vel med, da vi stak af fra Azazel, ikke?”

Vitus havde lyst til at sige, at han ikke lige havde tænkt på at samle hvad, der havde lignet en gammel bold op, når et frådende monster med rødglødende øjne var efter ham. Det gjorde han dog ikke. Han nøjedes med at ryste på hovedet.

Vigil Vovemod blev helt bleg.

”Vil det sige, at, jamen, du godeste, så ligger Lapis stadig ude i din have. Eller måske har Azazel allerede fundet den, og taget den med sig. Hvis det er sket, så er det slut med julen og juleglæden, slut med venlighed og kærlighed, slut med … slut med alt.”

Nissen så fortvivlet ud.

”Vi må finde Lapis med det samme,” råbte Vigil Vovemod, og så greb han fat i Vitus lange pels og svingede sig op på hans ryg.

”Hyp” råbte han, og hamrede hælene ind i siden på Vitus.

Vitus blev så overrasket, at han reagerede uden at tænke. Han ville af med den nisse, og William måtte hjælpe ham.

Det var det, en hund havde et menneske til - at hjælpe sig, når der skete mærkelige og underlige ting.

Med nissen på ryggen galoperede Vitus gennem huset, ind i stuen og videre ind på Williams kontor.

William sad som sædvanlig og skrev på sin computer men så op fra den da Vitus kom farende ind.

”Hej Vitus,” sagde William venligt. ”Hvorfor har du så travlt?”

Vitus stoppede op foran William og hoppede op og ned, mens han gøede. Han ville have William til at fjerne den irriterende nisse, som stadig sad på hans ryg.

Men det gjorde William ikke. William rejste sig bare og åbnede havedøren.

”Så løb ud med dig,” sagde han og skubbede blidt Vitus udenfor.

Det var først der, at Vitus forstod, at William ikke kunne se nissen. Typisk mennesker, tænkte han. De kan bare ikke ret meget.

Vitus fik dog ikke lejlighed til at tænke mere over de umådeligt mange begrænsninger mennesker havde i forhold til hunde, for i det samme skete der noget mærkeligt.

Et voldsomt vindstød for gennem haven, og fik havedøren til at slå ind mod husmuren, og gardinet, som hang ved havedøren, til at stå ud i luften som et flag i skarp blæst.

Vitus mærkede, han blev grebet af vinden og var ved at blive trukket ud i haven, og han vidste instinktivt, at det ikke var godt.

I sidste øjeblik lykkedes det ham at sætte tænderne i Williams bukseben og blive ved med at holde fast i det.

”Hjææælp,” hørte Vitus nogen råbe.

Det var nissen på hans ryg, der ikke kunne holde sig fast længere. Vitus mærkede at trækket i hans lange pels i nakken ophørte.

Ud af øjenkrogen så Vitus Vigil Vovemod flyve gennem luften. Han så også noget andet. Han så en lille tornado, der, midt på græsplænen, som snurrede om sig selv i en rasende fart.

Det var tornadoen, som skabte den vilde vind. Tornadoen sugede alt til sig. Grene og græs og nedfaldne blade blev suget op i tornadoen – og det samme gjorde nissen Vigil Vovemod.

Lige i det Vigil ramte tornadoen stoppede den, forsvandt, og græsset og grenene og bladene, alle de ting, som tornadoen havde suget op, faldt til jorden i en støvsky.

Inde midt i støvskyen stod den store, sorte hund med de rødglødende øjne. Vitus så, hvordan hunden åbnede munden og afslørede et kæmpegab med en masse spidse tænder.

Vitus så også hvordan nissen Vigil Vovemod, der kom susende gennem luften, ramte lige ind i den sorte hunds gab og forsvandt.

”Red julen, Vitus, du er den eneste, der kan gøre det nu,” nåede Vigil at råbe inden det sorte uhyre lukkede sit kæmpegab om nissens krop.

Vitus tænkte ikke over det, for så havde han nok aldrig turde gøre det.

Vitus knurrede.

Knurrede så højt han kunne ved synet af den sorte, ved synet af Azazel, som han nu vidste, at den sorte hed.

”Nej, nej, nej, nu stopper det altså. Er du blevet vanvittig, Vitus. Du bider mig, og nu knurrer du som en løve. Kan du SÅ slippe mit bukseben,” råbte William, og så bøjede han sig ned, skubbede Vitus ud ad døren og lukkede havedøren bag ham.

William havde åbenbart intet set af det, der var forgået lige for øjnene af ham. Vitus vendte sig hurtigt om, væk fra havedøren, så han kunne se, hvad der skete ude midt på græsplænen, hvilket var … intet.

Den sorte hund med de uhyggelige øjne var væk. Det havde nok mere været Williams råb end Vitus´ knurren, der havde fået den til at forsvinde. Det eneste, der var at se, var en lille bunke blade og grene, som lå der, hvor tornadoen havde været.

Og så et eller andet rødt. Vitus gik forsigtigt lidt tættere på. En nissehue. Det røde var Vigil Vovemods nissehue. Vitus samlede forsigtigt nissehuen op, og med nissehuen i munden – og tung om hjertet ved tanken om den lille nisses skæbne – gik han langsomt tilbage til huset. Vitus skrabede på havedøren, som han plejede, når han ville ind. Men William kom ikke og lukkede ham ind.

Til gengæld kunne Vitus høre Williams stemme gennem døren. William talte i telefon, han talte meget højt og med en vred stemme. Vitus blev meget, meget bange, da han hørte hvad William sagde.

”Min hund er blevet vanvittig. Han har lige angrebet mig. Jeg kan ikke have en hund, der angriber. Hvad tid kan jeg komme hen på dyreklinikken med ham?”