Kopi af Vitus & Hundestjernen den 6. december

10. KAPITEL

Åh, det havde været så rart at få noget mad. Det værste var bare, at Vitus nu var smaddersøvnig og mest af alt havde lyst til at lægge sig i Pax´ store, bløde kurv.

Det havde været en hård dag, syntes den lille, hvide hund. En virkelig hård dag. Vitus savnede William mere og mere. Mon William også savnede ham?

Nå nej, William var sikkert glad for, at Vitus var væk. William ville jo ikke have ham mere, måtte Vitus minde sig selv om.

Det føltes bare ikke rigtigt. Vitus havde svært ved at forestille sig, at William ikke ville have ham mere. Det kunne ikke nytte noget at tænke på William, det eneste, der kom ud af det var, at Vitus følte sig ulykkelig.

”Øj, nu kunne jeg godt bruge en lur – sådan en 8-10 timers lur,” sagde Kaj og skævede længselsfuldt i retning af Pax´ kurv.

”Det går ikke,” sukkede Pax. ”Vi lovede Tyto, at vi kom op og hørte resten af hans beretning om stjerner og eh, hvad det nu var, han snakkede om, når vi havde spist. Et løfte er et løfte. Kom så, venner.”

Vitus og Kaj sukkede begge højlydt. Men Pax havde ret, de havde jo lovet det. Og det man lover, det skal man holde.

Flagermusen Marie var mere heldig. Hun havde spist to bidder af Pax´ tørfoder, erklæret at hun var stopmæt, hvorefter hun havde boret sig ind i Vitus lange pels og var faldet i søvn. Det var åbenbart intet problem for en flagermus at sove på ryggen af en hund – uden at falde af, når hunden bevægede sig, måtte Vitus erkende.

Selv var han ved at vænne sig til flagermusen. Det viste, at man kunne vænne sig til meget. Det var nok udmærket i Vitus´ nye situation som en hjemløs hund på flugt.

Men, hold da op, det var lige før, Vitus var misundelig på Marie Flagermus, der bare kunne ligge der og sove, rart og blødt, på hans ryg, tænkte Vitus, mens han, med halvvejs lukkede øjne, traskede i hælene på Pax og Kaj på vej tilbage over kirkegården mod kirken. Pax havde snuppet en lommelygte fra bryggerset, og Kaj Rotte havde behændigt tændt lygten med sine smidige rottepoter. Pax bar lygten i munden, og den spinkle lysstråle gav netop lys nok til, at hundene og rotten kun se, hvor de satte poterne.

Måske var det, fordi Vitus var så træt, at han ikke lagde mærke til, at vejret havde slået om, mens de spiste. Himlen var overskyet, og der blæste en strid vind.

Vinden rev i de mørke, stedsegrønne buske på kirkegården og fik dem til at neje og bøje sig og antage groteske og mærkelige former. Til at knirke og knage, næsten jamre, synes Vitus, og pludselig kunne han ikke lade være med gyse lidt.

Nu, da han gik stille og roligt, var mæt og ikke tænkte på mad, gik det op for ham, at han kunne lugte de døde. Ingen behagelig lugt.

Det var en af de ting, mennesker skulle være taknemmelige for, tænkte han, at de havde sådan en elendig lugtesans. Havde de haft en hunds lugtesans, ville de helt sikkert undgå kirkegårde. Så der var måske alligevel fordele ved at være menneske, konkluderede Vitus.

Men det var ikke kun lugten, der var uhyggelig, der var også noget andet. Noget, som Vitus ikke havde bemærket før heller.

Der var en stemning.

En meget mærkelig stemning, der på kirkegården. En stemning, som Vitus tydeligt fornemmede. Måske fordi han var så træt, at han næsten kunne have lagt sig ned, lige hvor han gik, og sovet. Tit, når man er lige ved at falde i søvn, så er sanserne langt mere åbne og modtagelige. Det var måske det, der var tilfældet med den lille, søvnige hund.

Vitus stoppede op og prøvede at fange stemningen, men lige så snart han anstrengte sig, forsvandt fornemmelsen. Hvis han nu stod stille et øjeblik, ville det måske være nemmere, tænkte han. Som tænkt, så gjort.

Vitus blev stående og lukkede øjnene. Åh, hvem der bare kunne lægge sig ned og sove. Med lukkede øjne svajede Vitus med, når et vindstød greb ham. Og så kunne han pludselig mærke det. Stemningen på kirkegården.

Det gav et sæt i ham, det var ingen rar stemning. Det var præcis det modsatte. Det var en decideret ond stemning.

Vitus slog øjnene op, hans hjerte slog hurtigere, for han var ikke i tvivl. Der var noget i gære. Noget farligt. Alle de hvileløse sjæle vidste det og var spændte.

Vitus ville fortælle Pax og Kaj om det, men de var væk.

Den spinkle lysstråle fra lommelygten, der havde hoppet afsted på stierne mellem gravene, var også væk. Pax og Kaj var gået videre uden at opdage, at Vitus var stoppet op.

Vitus var alene på kirkegården. Eller alene og alene. Alene med en masse spøgelser, som han ikke kunne se i mørket, men hvis tilstedeværelse han fornemmede lige så klart, som havde han kunnet se dem.

Det var mørkt, åh, så mørkt. Vitus drejede et par gange rundt om sig selv i forsøg på at få øje på Pax og Kaj, og det skulle han aldrig have gjort. Lige pludselig var han ikke klar over, hvor han var kommet fra, og hvilken retning han skulle tage for at nå frem til kirken.

Som om det ikke var nok, lød der pludselig også en mærkelig, knitrende lyd lige ved Vitus´ øre.

”Der er en stor, levende ting. Meget stor, og den trækker vejret hurtigt, som om den er vred eller har løbet, ca. halvtreds meter bag os, lidt inde til højre. Den står halvvejs bag en gravsten og kigger mod os. Jeg tror, den er farlig. Jeg tror, det er os, den er efter,” lød en spinkel stemme i Vitus´ øre.

Marie Flagermus.

”Kan du se i mørke?” hviskede Vitus forbløffet. ”Nej, men jeg har sonar indbygget,” hviskede Marie tilbage. ”Jeg ser med mine ører. Når jeg sender lyd ud, så fortæller ekkoet, der kommer tilbage til mig, hvordan omgivelserne ser ud. Så jeg er ligeglad med mørke. Jeg orienterer mig uden problemer i mørke.”

”Ja, ja,” afbrød Vitus.

Han var ret sikker på, at han vidste, hvad det var, der lurede på dem ude i mørket. Det rødøjede monster. Han var også klar over, at deres eneste chance bestod i at nå frem til kirken – inden monstret nåede frem til dem. Underligt nok var han ikke særligt bange, mere koncentreret om at finde en løsning – og helst en, der ikke indebar, at han blev slået ihjel af monstret.

”Kan du finde kirken?”

”Ja, selvfølgelig,” pippede Marie. ”Du skal bare lige frem, og så til højre, og …" Marie begyndte at dirigere Vitus gennem kirkegårdens labyrint af små grusstier. Først havde Vitus meget svært ved at bevæge sig gennem mørket udelukkende ud fra, hvad Marie sagde. Men så besluttede han sig til at stole på Marie og blindt følge hendes anvisninger.

Tillid er godt, for derfra gik det let og hurtigt med at finde frem til kirken. Et øjeblik efter stod Vitus, med Marie på ryggen, foran kirkens massive dør, som stod på klem.

Vitus smuttede ind i våbenhuset og lukkede kirkedøren efter sig.

I det samme skar en lysstråle gennem mørket.

”Nå, der er du,” lød det lettet fra Pax, der dukkede op inde fra kirken med lommelygten i munden. ”Vi skulle lige til at gå op ad tårntrappen, da vi opdagede, du ikke var med.”

”Kirkegården er fyldt med spøgelser,” sagde Vitus stakåndet. ”De er over det hele, og de er ikke rare.”

Vitus var nødt til at komme af med det, nu, da han var indenfor i kirken og heldigvis ikke længere alene.

”Jeg ved det godt,” nikkede Pax. ”Jeg mærkede dem også, og der er mange i aften. Det er som regel de, der ikke nåede det, de gerne ville, mens de var levende, der spøger,” forklarede Pax, mens han og Vitus og Kaj gik gennem kirken mod opgangen til klokketårnet.

”Tit er spøgelserne ikke særlig rare, fordi de er så opfyldt af bitterhed over de forspildte muligheder, mens de levede. Men det er da også nærmest som om, alle de forpinte sjæle kommer frem i aften. Man skulle næsten tro, at nogen havde hidkaldt dem. Men det undrer mig, at du kunne se dem. Når det blæser så meget som her i aften, plejer man ikke at se spøgelserne. Jeg tror, de blæser fra hinanden. Du ved, ligesom tåge også forsvinder, når det blæser.”

”Jeg så dem ikke, jeg fornemmede dem. Kunne mærke, de var der,” sagde Vitus og skulle lige til at fortælle Pax og Kaj om det, Marie havde sagt. At der var noget stort og farligt, der havde luret på dem.

Så langt nåede Vitus dog aldrig.

I det samme lød et brag, der næsten fik de gamle, metertykke kirkemure til at ryste og kirkedøren til at springe op med sådan en kraft, at den hamrede ind i væggen.

Et vindstød, nærmest et stormstød, så voldsomt, at hundene og rotten, der havde været på vej mod kirkens bageste del, hvor opgangen til klokketårnet var, fik slået benene væk under sig og blæste de sidste meter hen til orglet.

Orglet begyndte at spille, en dyster langsom, næsten jamrende melodi.

Pax rettede lommelygten mod orglet, og hundene og rotten stirrede forbløffet, for der sad ingen organist ved orglet. Alligevel blev tangenterne trykket ned, og der kom musik – eller hvad man nu skulle kalde det. Det var en uhyggelig melodi, der nærmest gjorde ondt i hjertet at lytte til.

Og så kom de, de dødes hær. Blev nærmest blæst ind i kirken som en kold fugtig tåge, der dog lynhurtigt materialiserede sig som skikkelser.

Spøgelser. Grå og gennemsigtige, og med sig bragte de kulde, dødens kulde.

På et øjeblik blev kirken ikke bare kold, men også fugtig, og Vitus kunne mærke noget af den samme uhyggelige stemning, som han også havde fornemmet før, ude på kirkegården. Nu bare mere intens, mere ond, mere farlig.

Hundene og rotten var lige ved siden af døren op til klokketårnet, og den dør tog de. I få spring var de inde i trappeskakten og på vej op af den stejle vindeltrappe i et langt højere tempo, end man skulle have troet muligt på en så snoet trappe.

Imponerende nok formåede Pax at holde lommelygten i munden hele vejen op. Halvvejs oppe kunne Vitus mærke, at temperaturen pludselig faldt i kirketårnet, han var ikke i tvivl om hvorfor. Spøgelserne strømmede ind i tårnet, var på vej op ad trappen efter dem.

Hundene og rotten nåede endelig toppen af trappen, og kom ud på loftet.

”Tyto, Tyto, vi bliver forfulgt,” råbte Pax. ”Vi bliver forfulgt af spøgelser,” råbte Vitus. ”Sagde du ikke, vi var i sikkerhed i kirken?” råbte Kaj. ”Tyto er her ikke. Jeg tror, han er død,” råbte Marie.

Maries råb fik de tre andre til at stoppe op og blive helt stille. Et øjeblik stod de i tavshed.

”Hvorfor siger du, at Tyto er død?” spurgte Pax så.

”Fordi der ligger en hel masse fjer på gulvet ovre ved vinduet mod syd, og fordi han ikke er her på loftet.”

”Hvordan kan du vide det. Her er jo mørkt,” sagde Kaj Rotte.

”Sonar. Jeg scannede loftet idet Vitus trådte ind her,” forklarede Marie. Vitus sagde ikke noget. Han havde opdaget, hvilke fantastiske evner Marie Flagermus havde, så han var ikke i tvivl om, at hun havde ret.

Pax lod lommelygten glide gennem rummet, og ganske rigtigt indfangede lysstrålen en masse sløruglefjer, der lå på gulvet under sydvinduet, men ingen slørugle. Ingen Tyto.

I tre spring var Pax henne ved fjerene med Vitus og rotten lige i hælene.

Vitus stak næsen frem og lugtede til fjerene, der lå i en uordentlig bunke på gulvet.

”Han var bange. Tyto var bange, da han mistede de fjer,” sagde Vitus, som tydeligt kunne lugt angstfærten, der stadig hang ved fjerene.

”Det … det … kan … kan jeg godt forstå han var, bange … hvis han har set det der…” sagde Kaj Rotte.

Rotten kunne næsten ikke få ordene frem. Så løftede han den ene forpote og pegede hen mod døren ind til loftet.

De var nået frem.

Spøgelserne.

Et efter et kom de lydløst glidende ind på loftet. Hver og en som et uhyggeligt gråligt, svagt udvisket omrids af den person, de engang havde været.

Med spøgelserne fulgte igen dødens kulde, og loftet blev isnende koldt.

Vitus opdagede pludselig, han klaprede tænder, om det var af kulde eller af skræk, var han ikke helt klar over.

Ikke før han så de efterhånden alt for velkendte rødglødende øjne i midten af en klynge spøgelser.

Det var der, Vitus afgjorde, at han nok rystede af skræk.