Post 563353

UDDRAG FRA JULEMANDENS LOGBOG
12. DECEMBER 2021

1. logbogsoptegnelse:

Det er med tungt hjerte, at jeg sætter pennen til pergamentet.

Men jeg føler, at jeg er nødt til at nedskrive, hvad der skete den 1. december 2021, så der er redegjort for forløbet, såfremt det værste sker.

Jeg ved dårligt, hvor jeg skal begynde. For alt virkede så normalt, så rigtigt.

Vi var ikke klar over, at det ville ske allerede.

Vi vidste, det ville ske på et tidspunkt, men det var vores forventning, at der ville gå mange, mange år endnu, før denne ulykkelige begivenhed indtraf.

Vi var derfor af den sikre formodning, at vi stadig havde tid til at finde en måde at afværge det på.

Her må I også huske, at vi reelt ikke vidste, om det overhovedet ville ske. Vi havde jo bare de gamle skrifter at holde os til, og ikke alt hvad der står i disse, har været sandt. Det har vi kunnet konstatere ved mere end en lejlighed.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg ville ønske, at dette var en af de gange, hvor skrifterne ikke talte sandt, men det gjorde de – desværre.

Så sent som i begyndelsen af november aflagde jeg visit i kirketårnet hos min historieførerugle, Tyto Slørugle. Vi diskuterede situationen og kiggede på stjernerne. Men alt så ud, som det skulle.

Betelgeuse kogte ikke mere, end den gamle stjerne plejer. Den synger godt nok på sidste vers, men det har den jo også gjort længe.

Jeg var således fortrøstningsfuld, da Valstar Vovemod sejlede mig hjem igen i ”Julerosen”.

2. logbogsoptegnelse:

Hjemme på Nordpolen var alt også, som det skulle være.

Lapis var på et sikkert sted, og Vigil Vovemod passede på den.

Så jeg var af den formodning, at vi alle kunne se frem til en december, der ville være, som sådanne plejer – lidt hektisk med at få produceret de sidste gaver og tjekket lister over artige og uartige børn, men ellers en hyggelig og rar december måned.

Hvor tog jeg dog fejl.

Natten til den 1. december vågnede jeg ved, at slædehundene tudede og hylede. Det er ikke så mange, der ved det, men jeg kører ikke altid med rensdyr foran slæden.

I begyndelsen af min karriere kørte jeg kun med slædehunde, renerne kom til senere, men jeg har stadig en dejligt spand slædehunde, som jeg tager en tur med af og til.

Og så har jeg selvfølgelig min gode, gamle hund, Blazer, som tilbringer det meste af sin tid med at ligge foran pejsen. Det var just fordi, Blazer også begyndte at hyle den nat, at jeg reagerede.

Slædehundene hyler jævnligt – de finder fornøjelse i at tude mod månen, men det gør Blazer ikke. At Blazer pludselig satte sig op med næsen i sky og tudede, næsten højere end slædehundene, fortalte mig, at noget var galt.

Jeg skyndte mig derfor ud af sengen. Ærlig talt, så troede jeg bare, det var en isbjørn, der måske var ved at bryde ind i depotet for polkagrise, det har vi før oplevet.

Isbjørne er nemlig vilde med de røde og hvide sukkerstænger. Isbjørne er totalt tossede med sukkerstænger, isbjørne vil gøre alt for en polkagris.

Det var en frostklar nat. Sneen knirkede under mine støvler, da jeg gik over mod polkagris-depotet for at jage isbjørnen væk.

3. logbogsoptegnelse:

Som I sikkert har gættet, var der ingen isbjørn, og da hundene i mellemtiden var blevet tavse, tænkte jeg, at jeg nok havde overreageret.

Lige som jeg vendte om, for at finde tilbage til min lune seng, brød det løs.

En meteorstorm.

Store stykker af for længst døde stjerner væltede ud af himlen.

Jeg – og slædehundene – ville være blevet dræbt, såfremt vi havde været der, hvor meteorerne faldt. Det var vi heldigvis ikke, men det er også det eneste held, vi havde denne nat.

En meteorstorm er onde stjerneskud.

Stjerneskud, der ikke brænder op i atmosfæren, men brager lige igennem den for så at ramme jorden. Hver meteorsten har en hale af ild efter sig, en ild, der først slukkes, når meteoren rammer ned i sneen.

Så meteorerne er tydelige at se, når de falder. De trækker lysende ildstriber over himlen, og det ryger og syder fra deres nedslagssted.

Det mærkelige var bare, at denne meteorstorm var lokaliseret til et bestemt sted, nemlig Vigil Vovemods igloo, der ligger, undskyld, der lå, små hundrede meter fra polkagris-depotet.

Lad mig sige det med det samme, der var intet, jeg kunne have gjort.

Intet.

Jeg måtte bare stå og se til, mens den ene meteorsten efter den anden ramte Vigil Vovemods igloo. I løbet af et øjeblik havde de brændende varme sten smeltet iglooen. Og det er, øh, undskyld igen, det var en meget moderne, stor og solidt bygget igloo.

Så dukkede Vigil Vovemod op i ruinerne af iglooen. Jeg så med det samme, at han knugede Lapis ind til sig.

4. logbogsoptegnelse:

Jeg råbte ham an, men han hørte mig ikke. Her må jer lige fortælle jer, at en meteorstorm laver en forfærdelig larm. Der er en susen og bragen, en hvislen og syden, så det er svært at høre noget som helst andet, når meteorer falder ud af himlen.

Først undrede jeg mig over, at Lapis ikke lå i sin boks i kælderen under Vigil Vovemods igloo, men Vigil må jo have vurderet, at den ikke var sikker der.

I hvert fald så jeg ham række Lapis i vejret, sådan som jeg også selv plejer at gøre, når jeg skal jorden rundt med gaver.

Som sædvanlig svarede universet prompte, og nordlyset skød en vej ned på jorden. En funklende, glimtende Nordlysvej – lige til at tage på eventyr på.

Åh ja, her bør jeg nok fortælle – det er jo sikkert noget, som ikke alle ved – at Nordlysvejene er de veje, jeg benytter, når jeg tager jorden rundt i juledøgnet omkring den 24. december.

Uden Nordlysvejene ville jeg slet ikke kunne nå min verdensrunde med gaver. Uden Nordlysvejene ville der slet ikke blive uddelt julegaver. Og uden den årlige tur på Nordlysvejene ville der heller ikke være nogen julemand – turen på nordlysvejene og forbi stjernerne gør, at jeg aldrig ældes, at jeg kan blive ved med at være julemand.

Nå, nok om mig.

Jeg så altså Vigil Vovemod åbne Nordlysvejene med Lapis, og i samme øjeblik Nordlysvejen var for hans fødder, sprang han op på vejen. Med Lapis under armen løb han alt, hvad han kunne op ad Nordlysvejen, op mod månen. Vejen bag ham skrumpede ind og var på nippet til at vippe tilbage på himlen, men lige inden, det ville være sket, så ramtes vejen af en kæmpemeteor, der tyngede Nordlysvejen ned mod sneen.

Du godeste, et syn, nordlyset hvislede og sydede og vred sig ved mødet med den isnende sne.

5. logbogsoptegnelse:

Og så kom han. Ret ud af himlen. Nærmest i en eksplosion, en tavs eksplosion. Monstret. Azazel. Monsterjulemanden med rødglødende øjne. Kæmpestor og så ond, at jeg kunne mærke hans ondskab i mit hjerte, selv om jeg stod næsten 100 meter væk. Hans fingre havde ikke negle, men lange uhyggelige kløer. Han nåede lige præcis at række en arm frem, slå kløerne i Nordlysvejen og trække sig op på vejen, idet Nordlysvejen fik vristet sig løs fra vægten af den store meteor.

Jeg så, at Vigil Vovemod drejede til højre og forsvandt bag månen, og at han blev forfulgt af monsterjulemanden med de rødglødende øjne, så lukkede Nordlysvejen og forsvandt op på himlen igen.

Væk var Vigil Vovemod med monstret i hælene, og væk var Lapis.

Det er intet mindre end en katastrofe, at Lapis er væk. Ja, det er selvfølgelig også uheldigt, at Vigil Vovemod er væk, men intet er vigtigere end Lapis.

Lapis er min, altså Julemandens, meteorsten, en lille bid af Betelgeuse, som blev overdraget til julemandsembedet at passe på. Og det har vi gjort i tusinder af år – inden nogen overhovedet havde tænkt på jul og julemanden, det er jo alt sammen noget, der er kommet til senere. Jeg skal ikke trætte jer nu med, hvordan det hænger sammen, det må blive en anden gang.

Lapis er årsagen til, at min kane flyver, og at jeg har adgang til Nordlysvejene.

Proceduren den 24. december er, at kanen pakkes med gaver, rensdyrene spændes for, bjælderne påsættes, jeg tager plads i kanen, løfter Lapis op i luften, nordlyset svarer og sender en vej ned for fødderne af rensdyrene.

Her plejer der så tit at være lidt tumult, fordi renerne er utålmodige efter at komme i luften, men de er nødt til at vente, indtil jeg har fået placeret Lapis i boksen under mit sæde i kanen.

Uden Lapis på plads i boksen kan slæden og rensdyrene nemlig slet ikke flyve. Det er Lapis´ magiske egenskaber, der får os alle sammen i luften juleaften og julenat hvert eneste år.

6. logbogsoptegnelse:

Og nu er Lapis væk, og for nærværende ved ingen, hvor den – eller Vigil Vovemod – er.

Og så er der jo også den – i denne sammenhæng – uheldige kendsgerning, at Lapis ikke bare hjælper mig rundt i verden juleaften og julenat.

Den oprindelige grund til, at vi fik Lapis overdraget og skulle passe på den, var, at Lapis aldrig måtte blive forenet med Betelgeuse. For Lapis er nøglen, der kunne sætte Azazel, der jo oprindelig var fængslet på Betelgeuse, fri.

Nu er Azazel imidlertid alligevel kommet fri – på grund af en uforudset stjerneeksplosion – så den del betyder ikke noget nu.

Men det er der desværre en anden ting, der gør. Lapis er nemlig også en nøgle til det ydre rums sorte uendelighed.

Hvis Lapis forenes med Betelgeuse, så åbnes der for den uendelige sorthed, og så forsvinder Sirius ud i det sorte, uendelige univers, og med Sirius også alle hunde i hele verden.

Det er nemlig det, vi har kunnet læse i de gamle skrifter, at hvis Azazel kom tilbage, så ville han komme fyldt med hævntørst mod alverdens hunde, fordi det var Orions jagthunde, der opsporede ham og fik ham sat i livvarigt fængsel på Betelgeuse.

Det er så der, vi er nu.

Ingen ved hvor Lapis er, men vi ved, at Azazel er løs og på jagt efter Lapis. Lykkes det for Azazel at finde Lapis, så vil alle hunde i hele verden forsvinde og julen vil også forsvinde.

Og hvem har lyst til en verden uden hunde og uden jul?