Skal din hunds stamtavle ”opgraderes” til nyt design?
Ønsker du at opgradere din hunds stamtavle til det nye design, som DKK har lanceret i januar 2021? Så kan det nu lade sig gøre.
Siden vi tidligere på måneden offentliggjorde Dansk Kennel Klubs nye, kopisikre og moderne stamtavlecertifikater, har vi fået en lang række henvendelser fra medlemmer, der ønsker at ”opgradere” deres hunds stamtavle til det nye look.
En hunds stamtavle er ikke bare ”et stykke papir” – det er på mange måder et værdifuldt certifikat:
Det et dels
- et fødselsbevis, der desuden viser mange vigtige informationer om race, farver mm.
- en anetavle, der viser hundens ophav i mange generationer
- et ”ægthedsbevis”, der viser, at den hund, certifikatet omhandler, er registreret i Dansk Kennel Klub.
Dermed bliver stamtavlecertifikatet et vigtigt redskab; ikke bare for opdrætteren, men også for hvalpekøberen og den enkelte hundeejer – fordi der også ligger mange timer bag hver enkelt nøje opdrættede hund - og det skal stamtavlen naturligvis afspejle.
Vil du ”opgradere” din DKK-hunds stamtavle til det nye design, kan du gøre det HER
Bemærk, at det koster kr. 349,- inkl. fremsendelse at få ombyttet en eksisterende stamtavle til det nye design. Når du har bestilt og betalt for din nye stamtavle, skal du pr. brev indsende din originale stamtavle samt ejerbevis til DKK, mærke kuverten ”Nyt stambogsdesign” og vedlægge en kopi af den ordrebekræftelse fra DKK´s webshop, som du vil modtage på e-mail efter bestillingen.
Er din hund oprindeligt importeret fra udlandet, og nu registreret i DKK, kan stambogen desværre ikke ombyttes til det nye DKK-design, da importerede hunde altid skal beholde stambogen fra udstedelses/opdrætslandet. Det samme er gældende for overførelser fra andre stambogsførende organisationer.
Er din hunds originale stamtavle blevet væk, er det muligt at bestille en duplikat-stambog – også i det nye design. Bemærk dog, at der på duplikat-stambogen vil blive stemplet ordet ”duplikat”.
Læs mere om, hvordan du bestiller en duplikatstambog HER
Vil du læse mere om baggrunden for – og se det nye design, så læs HER
Og læs meget mere og se detaljer fra det nye stambogs-design i februarnummeret af HUNDEN, der udkommer i uge 7.