Vitus & Hundestjernen 4

4. KAPITEL

Vitus var ked af det. Eller, nej, ked af det forslog ikke. Han var ulykkelig, det var, hvad han var, ulykkelig. Dybt ulykkelig.

William ville ikke have ham mere. Bare at tænke tanken gjorde ondt.

Det knuste Vitus´ lille hundehjerte. Vitus ville gå gennem ild og vand for William, og nu ville William ikke have ham mere.

Vitus satte sig på sin runde, hvide bagdel, lagde hovedet tilbage og græd sin fortvivlelse ud i en langstrakt tuden.

Selvom Vitus sad lige foran havedøren, kom William ikke og lukkede ham ind. Vitus tudede igen.

”Uhuuuuuuu, uuuuuuu.”

Vitus stoppede sin tuden – mest for lige at trække vejret.

En anden tuden nåede hans ører, det var den brune hund henne på hjørnet, der svarede ham. Så faldt en ny stemme ind, så vidt Vitus kunne høre var det den søde pigehund, Bella, der boede tre huse fra Vitus.

Og så skete der noget besynderligt. En efter en faldt hundene i det nydelige villakvarter, hvor Vitus boede, ind i koret.

En flok ulve kunne ikke have tudet flottere og højere end hundene i Brombærkvarteret gjorde denne december eftermiddag.

Hundene tudede så højt og så længe, at folk stoppede op og lyttede.

Mange mennesker, ikke bare beboerne i kvarteret, men også folk i de nærliggende kvarterer, gøs en lille smule, for der var noget uhyggeligt ved alle de mange hundes tuden.

Den eneste hund, der var helt tavs, var Vitus. Vitus havde nemlig opdaget noget underligt. Noget meget, meget mærkværdigt.

Den ulykkelighedsfølelse han havde, den skyldtes slet ikke William.

Faktisk var Vitus mere vred på William, der var så dum at tro, at Vitus havde prøvet at bide ham. Sådan et fjols.

William burde vide, at Vitus aldrig kunne finde på at bide ham. Eller andre for den sags skyld.

Så det var ikke William, der gav Vitus ulykkelighedsfølelsen.

Men ulykkelig følte Vitus sig, og han havde allermest lyst til bare at hyle videre sammen med de andre hunde.

Det gjorde han nu ikke. I stedet lyttede han, og pludselig gik det op for ham, at alle de tudende hunde, de følte sig også ulykkelige. Det kunne han tydeligt høre i deres tuden.

Lige så pludselig som det var opstået, tav koret af hunde.

I samme øjeblik den sidste tuden var døet hen, forsvandt også den massive tristhed, der havde bemægtiget sig Vitus.

Vitus følte sig ikke længere ulykkelig. Han var stadig vred på William, men ulykkelig, nej.

Til gengæld var han forvirret. Vitus havde nemlig en fornemmelse af, at der var sket noget vigtigt, han var bare ikke klar over, hvori det vigtige bestod.

Det fik han imidlertid ikke tid til at spekulere yderligere over, for i det samme kom noget flaksende hen over hans hoved, og en stor sortkrage landede lige foran ham.

Uvilkårligt tog Vitus et skridt tilbage, for den var godt nok stor, den krage, næsten lige så stor som han selv.

Vitus kendte godt kragerne. Hvis sandheden skulle frem, så synes han, det var ret sjovt at jage kragerne, når han og William gik tur ovre i parken. At stæse – vildt gøende – lige ind midt i en flok krager, der var ved at gennemsøge en papirkurv for madrester, og se fuglene ryge i luften og spredes for alle vinde.

Ja, ja, Vitus vidste godt, det ikke var pænt, men det var sjovt.

Det var heller ikke altid, at han jagede kragerne. Kun nogle gange. De fleste gange. Nå, ja, okay, så måske nok altid. Vitus jagede altid kragerne.

Øj, det var svært ikke bare at blæse gøende i hovedet på kragen, der nu sad lige foran ham.

”Hallo, Vitus,” sagde kragen til Vitus forbløffelse. ”Det var noget af en tudekoncert, du fik sat i gang der, det må jeg sige.”

Vitus sagde ikke noget. Han havde aldrig forestillet sig, at man kunne tale med en krage.

”Hvordan ved du, hvad jeg hedder?” spurgte Vitus.

”Det er svært ikke at vide, hvad du hedder, eftersom vi krager har hørt dit menneske kalde og kalde på dig ovre i parken. Vi har faktisk et væddemål kørende om, hvorvidt du er døv. Er du det, døv?” spurgte kragen og så interesseret på Vitus.

Vitus rystede på hovedet.

Han følte sig pludselig flov. Vitus havde aldrig tænkt på, at krager også havde tanker og følelser – og kunne tale.

”Nå, men jeg har en besked til dig,” fortsatte kragen. ”Fra nissen Vigil Vovemod. Jeg lovede at give dig beskeden, hvis jeg så signalet i din have.”

”Signalet?” gentog Vitus og følte sig en lille smule dum ved at tale med en krage. Vitus havde stadig mest lyst til at fare gøende i hovedet på fuglen. Gamle vaner er svære at lægge af.

”Ja, nissehuen. Vigil Vovemod og jeg aftalte, at han ville lade sin nissehue ligge i din have, hvis missionen havde slået fejl. Jeg så, på min patruljeflyvning, at du samlede nissehuen op, så det er nok ikke så godt med vores ven, Vigil, vel?”

Vitus rystede på hovedet. Han kunne stadig se for sig, hvordan nissen var forsvundet ind i gabet på den uhyggelige, sorte hund. Han gøs ved tanken.

”For det første skal du passe meget, meget godt på Vigils nissehue. Nissehuer er magtfulde og kraftfulde og fyldt med magi, så måske kan den hjælpe dig på et tidspunkt. Det var det første, jeg skulle sige til dig.

”Mens vi er ved nissehuen. Jeg kan se, at du har smidt den der på jorden.”

Kragen nikkede mod nissehuen, der ganske rigtigt lå på jorden ved siden af Vitus.

”Jeg sætter den lige fast i dit halsbånd, så du ved, hvor den er,” meddelte kragen, samlede nissehuen op med sit store, sorte næb, proppede huen ind under Vitus´ halsbånd og slog en knude, så nissehuen var fast forankret.

”Så er det på plads med nissehuen,” sagde kragen tilfreds. ”For det andet så skal du se at få fat på Sløruglen i kirketårnet. Han ved alt om missionen. Det var det andet, jeg skulle sige til dig. For det tredje skal du gemme, øh, gemme, hm, hvad pokker var det nu, Vigil sagde, du skulle gemme.”

Kragen kløede sig i nakken med den ene vingespids.

”Det var noget med en sten, der hed et eller andet underligt. Nå, men i hvert fald skulle du sørge for at gemme stenen med det navn, jeg ikke lige kan huske.”

”Lapis?” foreslog Vitus. ”Hed stenen ”Lapis”?

”Det var da det, at den gjorde. Lapis, mærkeligt navn. Nå, men sådan er det med nisseting, de har tit mærkelige navne. Det var det tredje, jeg skulle sige til dig, altså at du skulle gemme Lapis-stenen, så ingen, INGEN,” gentog kragen, nærmest som et råb, ”andre end du ved, hvor den er. Det var det, jeg lovede Vigil at sige til dig. Har du forstået?”

Det havde Vitus ikke. Udover det med Lapis, som jo var den sten, der havde ligget og glødet i rosenbedet ved siden af ham om natten – og som nu bare lignede en gammel bold, så anede Vitus ikke, hvad kragen talte om. Men det havde han ikke lyst til at indrømme, så han nikkede bare. Det kunne jo også være lige meget, for kragen fløj vel lige om lidt, så den ville aldrig opdage noget.

Kragen lagde hovedet på skrå og kiggede indgåede på Vitus. Så spankulerede den en tur rundt om den lille, hvide hund, mens den nøje betragtede Vitus.

”Hm,” sagde kragen så. ”Jeg må indrømme, at jeg nok havde forestillet mig en lidt mere, æh, kraftig, æh, større, du ved, flere muskler og sådan, person, eh, jeg mener hund. Altså der, da Vigil Vovemod fortalte mig, at hans backup på missionen var en hund. Jeg havde måske ikke lige tænkt, at det ville være en lille hvid, langhåret hund med et lidt, øh, hjemmestrikket look.”

Vitus rettede sig op. Den krage var godt nok irriterende. Nu skulle den altså bare have et ordentligt ”vuf” lige i næbbet, og det skulle han nok være hund for at give den. Men så kom Vitus i tanke om noget, som han lige måtte have svar på. Inden han jog den irriterende krage ud af sin have.

”Hvordan kender du den der nisse, Vigil Vovemod, og hvordan kan jeg overhovedet vide, at du ikke bare er fyldt med krageløgne?”

Kragen grinede. Det var en skrattende lyd, som Vitus omgående genkendte. Det var sådan det lød ovre i parken, når en krage snuppede en halv burger fra en anden krage og fløj væk med byttet. Vitus havde bare aldrig vidst, at det var kragelatter, han hørte – ikke før nu.

”Krage-jet, Krage-jet – det er hurtigt, det er let. Krage-jet, Krage-jet, det er hurtigt, det er let,” sang kragen og tog endda et par lidt klodsede dansetrin.

Den krage var da helt forrykt, tænkte Vitus og bakkede yderligere væk fra fuglen.

”Det er os, som nisserne flyver med. Krage-jet. Den sikreste og hurtigste måde for alle nisser at komme frem til det nisseloft, hvor de skal bo i december måned. Sidst i november flyver Julemanden alle nisserne hertil i sin kane, og så tager hver nisse en krage fra Krage-jet videre til sit loft. Vi garanterer, at vi aldrig flyver i regnvejr, men at nissen alligevel altid kommer frem til sit loft den 1. december – uanset vejret. Nisser hader jo vand, som du sikkert ved.”

Det vidste Vitus ikke, men det sagde han ikke. Faktisk anede han ikke, hvad han skulle sige.

”Jeg har – personligt – fløjet for – og med – Vigil Vovemod i mange år. Det er ikke for meget at sige, at vi er blevet en slags venner.”

Kragen så stolt ud.

”Derfor stolede Vigil på mig og bad mig overbringe dig beskeden, hvis der skete ham noget.”

”Øh, nå, jamen, øh, tak,” mumlede Vitus, som ikke anede, hvad han skulle stille op med kragens oplysninger.

Og hvad var det for en mission, kragen talte om? Vitus var ikke på nogen mission, og hvis Vigil Vovemod havde været på en eller anden nisse-mission, hvad kunne det så komme Vitus ved?

”Nu er det op til dig at fuldføre missionen,” sagde kragen, som om den havde læst Vitus tanker. ”Nå, ja, Vigil Vovemod sagde også, at missionen var livsvigtig.”

”Jamen, hvad er det for en mission, du bliver ved med at tale om? Og som den der nisse talte om?”

”Aner det ikke,” svarede kragen ganske ubekymret. ”Det kan være alt fra, at risengrød bliver afskaffet, til at jorden går under. Alt kan ske, når nisser er involveret. Nå, men nu vil jeg flyve over i parken og tjekke et par affaldskurve for madrester. Nu er du jo ikke derovre til at forstyrre en hårdtarbejdende krage. Glædelig jul.”

Inden Vitus nåede at sige mere satte, kragen af fra jorden, og så var den væk lige så hurtigt og pludseligt, som den var dukket op.

Vitus rystede på hovedet. Det gav ingen mening, alt det kragen havde sagt. Alligevel havde kragens ord gjort indtryk. Men en mission? Og hvilken mission? Og hvad kunne Vitus gøre, han var jo bare en hund. Måske endda snart en hjemløs hund, for William havde stadig ikke vist sig, selv om Vitus nu havde siddet udenfor havedøren i mindst en time.

Ulykkelighedsfølelsen fra før skyllede igen ind over den lille, hvide hund. Men inden han nåede at lægge hovedet tilbage og hyle, kom en, nej, to, næ mange, ham i forkøbet.

Luften blev nemlig igen fyldt med lyden af tudende hunde. Alle hundene i Brombærkvarteret tudede og hylede, og denne gang var der flere hunde med, og deres tuden var høj og insisterende, og den blev ved og ved. I flere minutter sad alle hundene i Vitus nabolag på deres numser med næserne ret i sky og tudede mod himlen.

Vitus sagde ingenting. Han bare lyttede.

Det var mærkeligt, at alle hundene var gået i gang med at tude, netop som Vitus igen havde følt sig ulykkelig. Og endnu mere mærkeligt at jo mere hundene tudede, jo stærkere følte han sig.

På en eller anden måde fik Vitus kraft fra de andre hunde og deres stemmer. Hundestemmerne, som steg og faldt i den urgamle sang, deres ulveforfædres sang. Sangen, der kaldte flokken sammen, kaldte til sammenhold, kaldte til jagt.

Den urgamle sang, ulvenes sang, som alle hunde – store som små, byhunde som landhunde – stadig behersker, fyldte luften over Brombærkvarteret, og den fyldte Vitus med nyt mod.

Og det fik han brug for, mod, for i det samme blev havedøren åbnet, og en snor dalede ned om Vitus hals.

”Jeg er ked af det, Vitus,” lød Williams stemme. ”Men det kan ikke være anderledes, og det er nok hurtigt overstået. Nu kører vi til dyrlægen.”