Vitus & Hundestjernen den 13. december

13. KAPITEL

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia

Vitus vågnede ved lyden af sang. Den lille, hvide hund gabte og strakte sig så lang – eller kort – han var.

Pax lå ved siden af Vitus, jagthunden sov dybt. Marie Flagermus og Kaj Rotte var også stadig i dyb søvn. Marie hang, med hovedet nedad, som flagermus nu gør, og sov på en af juletræets øverste grene. Kaj lå under juletræet helt inde ved stammen, rullet sammen, så han lignede en bold mere end en rotte. De to hunde var faldet i søvn foran pejsen.

Ilden var gået ud, men pejsen glødede og pulsede og varmede stadig dejligt.

Vitus var mæt af æbleskiver og veludhvilet efter en nats søvn i den julepyntede kahyt på ”Julerosen”.

De fire venner var udmattede efter aftenens oplevelser, og det var der næppe noget at sige til. Alle de nye oplysninger, og oven i det hele så også uddraget fra julemandens logbog.

Logbogen var ankommet først på aftenen med pelikanpost – en noget forfrossen pelikan med et stort, rødt uldent tørklæde var landet på ”Julerosen” og havde afleveret dokumentet til Tyto Slørugle.

Sløruglen havde læst dokumentet fra julemandens logbog højt for Vitus og hans venner. Men det havde været en lang og anstrengende dag, så alle var enige om at vente med at diskutere indholdet i logbogen. Hvor alarmerende det så end var.

”Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia”

Det lød som om sangen kom oppe fra dækket. Vitus rejste sig, gabte, strakte sig en ekstra gang og gik så efter lyden.

Det var koldt udenfor. ”Julerosen” sejlede roligt afsted oppe mellem skyerne. Hvis man ikke kiggede ud over rælingen og så hvor langt ned, der var, så ville man tro, at det var et ganske almindeligt skib, der sejlede på havet.

Vitus rystede sig så det sidste indtørrede mudder fra turen i den dybe, mudrede grøft dryssede af. Nu var han igen en flot, hvid lille hund. Så kiggede han sig omkring, sangen var ophørt, og der var ingen at se. Dækket på ”Julerosen” var tomt.

Hvor var sangen blevet af? Og hvem havde sunget?

Vitus lagde hovedet på skrå og lyttede intenst. Intet. Ikke en lyd. Ikke en tone. En svag susen fra de store sejl over hans hoved var alt, hvad han kunne høre.

Mærkeligt. Havde han drømt? Måske skulle han gå ned i kahytten og sove en time mere?

I samme øjeblik Vitus holdt op med at tænke på Lucia-sangen, hørte han den igen. Pludselig var sangen over det hele, fyldte luften og var tydelig at høre.

Vitus stod helt stille og lyttede, og så gik det endelig op for ham, at han i virkeligheden lyttede til sit hjerte. Til det, hans hjerte var fyldt med. Lige i det sekund gik det op for ham, at han havde taget fejl. Grusomt fejl.

William havde ikke villet af med ham. William havde været bekymret for ham. Det var derfor, William ville have taget ham til dyrlægen.

Lige nu sad William derhjemme og lyttede til Lucia-sangen, sådan som han altid gjorde den 13. december. Det var nemlig en af Williams yndlingssange, men alligevel hørte han den kun den ene dag om året.

William savnede Vitus lige så meget, som Vitus savnede ham. Det vidste Vitus nu fuldstændig sikkert, det kunne han mærke i sit hjerte.

Når Vitus tænkte nærmere over det, så havde han heller ikke været helt sig selv i dagene op til, at himlen var eksploderet over hans hoved.

Der havde jo været det med Bella, den dejlige pigehund, der boede tre huse fra Vitus. Hun havde duftet så lækkert, at Vitus ikke havde kunnet tænke på ret meget andet. Han havde heller ikke spist så meget og været vågen om natten, gået omkring og sukket og småpebet. Og så alt det, der var sket, efter himlen var eksploderet, ja, så var der ikke noget at sige til, at William havde troet, at Vitus fejlede noget.

William havde ikke forstået, at Vitus kun kunne tænke på Bella. Det andet, der var sket, det med det rødøjede monster, det havde William ikke haft forudsætninger for at forstå, for han var jo kun et menneske.

Vitus kunne høre Lucia-sangen lige så tydeligt nu, og han vidste, at det var fordi, William lyttede til den og tænkte på ham, og savnede Vitus lige så meget, som Vitus savnede ham.

Erkendelsen gav Vitus nyt mod, og han bestemte sig på stedet til, at han skulle klare den her nissemission og klare den godt. Og så hurtigt som muligt, så han kunne komme hjem igen.

Pludselig følte Vitus sig stærkere, end han længe havde gjort. Tanken om, at William stadig holdt af ham ændrede alt. Det var i det øjeblik, at Vitus blev en hund med en mission.

For sådan er det. Når nogen holder af en, stoler på en, savner en, når man ikke er der, så vokser man, og så kan man klare det meste.

Vitus følte sig så glad, ja, nærmest kåd. Så kåd, at han simpelthen ikke kunne lade være med at ræse to gange rundt på ”Julerosen”s store dæk – bare for at få en lille smule afløb for sin glæde.

Nu kunne han høre Lucia-sangen igen. Men denne gang rigtigt, og ikke bare i sit hjerte, gik det op for ham. Et kor af spinkle stemmer, der sang lidt falsk.

Vitus stoppede sit glædesløb og så sig omkring. Og var lige ved at tabe underkæben af forbløffelse.

På ”Julerosen”s ræling trippede otte hvide mus afsted, på rad og række. Den forreste mus havde en lille stump tændt lys mellem forpoterne.

”Santaaaaa Luciaaaa, Santaaaa Luciaaaa… ” lød det med musenes små stemmer. Vitus stirrede forbløffet. Hvide mus, der sang?

”Nej, nej, de er ikke hvide mus,” kom det fra Valstar Vovemod, nisse-luftskibskaptajnen på ”Julerosen”, der på mystisk vis pludselig stod ved siden af Vitus.

Vitus var helt sikker på, at han ikke havde sagt noget højt men kun tænkt det. Eller næsten sikker. Eller måske havde han sagt det højt, tænkte han lidt forvirret.

”De har – i dagens anledning – bare dykket ned i tønden med mel. Se selv.”

Valstar Vovemod greb en af musene og rystede den. En hvid sky stod om musen, og da skyen var drevet væk, var musen ganske rigtigt grå – præcis som mus plejer at være. Musen så sur ud.

Da Valstar Vovemod satte musen tilbage på rælingen, forsvandt både den og dens syv – stadigt melhvide – kolleger hurtigt mellem diverse tønder og kasser, der stod på dækket.

”Det er selvfølgelig ikke mus,” sagde Valstar Vovemod. ”Mus synger ikke, i hvert fald ikke, hvad jeg ved af.”

”Øh, jamen, hvad er det så?” spurgte Vitus.

”Uheldige nisser. Nisser, tidligere hemmelige nisseagenter, der har været på en eller anden mission for julemanden, og som ikke har fået løst opgaven. Det er en eller anden gammel, gammel forbandelse, som vi stadig kæmper med.

Der er jo ingen moderne ledere, der kan gå ind for, at deres medarbejdere forvandles til mus, hvis de ikke udfører arbejdet godt nok. Det går julemanden selvfølgelig heller ikke ind for. Vi håber at kunne ændre på det på et tidspunkt, men foreløbig har vi ikke fået bugt med forbandelsen.

De forbandede nisser, altså mus, bor så her på ”Julerosen”, for her er ingen katte, så der er de nogenlunde i sikkerhed,” forklarede Valstar Vovemod. ”I øvrigt plejer der at være 10 mus, altså 10 forbandede nisser, men der var da kun otte oppe på rælingen før. Mærkeligt,” funderede Valstar Vovemod.

”I dag, hvor det er Lucia-dag, demonstrerer de så lidt, mussenisserne, formodentlig for vi ikke skal glemme dem. Men de glemmer bare, at de kendte risici, da de sagde ja til at være hemmelige nisseagenter for julemanden. For det er en risiko, hvis man er på mission for julemanden og ikke klarer missionen. At man bliver til en mus.

”Jeg er vel også på en mission for julemanden nu, ikke?” spurgte Vitus.

”Jo, det må man da i den grad sige, at du er,” nikkede Valstar Vovemod.

”Jamen, risikerer jeg så også at blive til en mus, hvis jeg ikke får løst opgaven?”

"Nej, nej, det er ikke sikkert. Det kan jo også være, du bare bliver slået ihjel,” sagde Valstar Vovemod. ”Nå, men vi skal jo en tur til Skotland i dag, kan jeg forstå på Tyto,” fortsatte nisse-luftskibskaptajnen. ”Jeg må hellere op på broen og få indstillet skibets instrumenter.”

Med de ord forlod Valstar Vovemod Vitus, som pludselig ikke var helt så glad, som han havde været ti minutter tidligere.

Skotland, tænkte Vitus, skal vi til Skotland? Hvorfor mon det? Længere nåede Vitus ikke i sine overvejelser, for sløruglen Tyto landede på skibets ræling lige ud for Vitus´ næse.

Det gav et sæt i Vitus, så forskrækket blev han. Uglen havde fløjet lige hen over hovedet på ham, uden at han havde hørt det. Igen blev han forbløffet over, at så stor en fugl – med kæmpestore vinger – kunne flyve fuldstændig lydløst, men det kunne han altså.

”Jeg ved fra vores efterretningsnisser, at Lapis faldt ned i din have. Derfor ved jeg, at du er den udvalgte. Lapis ville aldrig lade sig dumpe ned hos et eller andet fjols af en hund, der ikke kunne tænke to selvstændige tanker,” sagde Tyto uden yderligere indledning.

Vitus nikkede og bakkede en lille smule, så diskret han overhovedet kunne. Af en eller anden grund følte han sig ikke helt tryg ved at være alene med uglen.

”Jeg går ud fra, at du har sørget for at gemme Lapis godt. Og bedt Vigil Vovemod om at blive der og passe på den, indtil vi kan uskadeliggøre Azazel, ikke Vitus?”

Uglen bøjede sig let frem mod Vitus og kiggede intenst på ham med sin store, sorte slørugleøjne.

For sit indre blik så Vitus, hvordan Vigil Vovemod var blevet slugt af den kæmpestore, sorte hund med de rødglødende øjne. Og huskede, at han sidst havde set Lapis, da den trillede ind bag egetræet i Williams have.

Han skulle lige til at fortælle Tyto sandheden, da Tyto bøvsede. Bøvsen fik uglen til at klapre lidt med næbbet, og i et splitsekund så Vitus en halv musehale dukke op i Tytos mundvig. Tyto tog hurtigt en dyb indånding, og musehalen forsvandt, lidt ligesom når William sugede en lang spaghetti i sig.

Der var vist ingen tvivl om, hvor de to manglende mus, som Valstar Vovemod havde omtalt, var blevet af. Mus, der i virkeligheden var nisser.

Tyto var julemandens historieskriverugle, han måtte vide, at musene på ”Julerosen” var forbandede nisser. Tidligere hemmelige nisseagenter. Alligevel havde han spist to af dem.

Vitus var chokeret. Og Vitus besluttede omgående, at han ikke ville fortælle Tyto sandheden om Vigil Vovemod og Lapis.

”Jo, jeg har gemt Lapis godt, og Vigil Vovemod passer på den,” sagde Vitus derfor. ”Ingen problemer,” tilføjede han så og logrede. Det var virkelig svært at logre, når han i virkeligheden løj. Men han gjorde det, for han følte meget stærkt, at det var vigtigt, at Tyto troede på ham.

Tyto nikkede og så eftertænksomt på Vitus, så foldede han vingerne ud, fløj hen til den åbne kahytsdør og forsvandt ind i kahytten, hvis dør smækkede i efter ham.

Næppe var uglen forsvundet under dæk, før der skete der noget helt uforudset.

”Søg dækning, ned i kahytten alle mand, vi bliver angrebet,” brølede Valstar Vovemod pludselig oppe fra broen.

Valstar Vovemods råb var næppe forstummet, før ”Julerosen” krængede voldsomt til den ene side. Så voldsomt, at skibets dæk næsten stod lodret.

Det gik så hurtigt, og der var intet, Vitus kunne holde fast i. Og Vitus var alene på dækket, så der var ingen hjælp at hente.

Skibets voldsomme krængning fik derfor Vitus til at kure hen ad dækket i høj fart. Så hurtigt kurede Vitus, at rælingen slet ikke kunne holde ham inde.

I høj fart fortsatte den lille, hvide hund ud over rælingen og lige ud i luften, hvor han omgående begyndte at falde. Falde i rasende fart, direkte mod jorden, der, flere hundrede meter under ham.

Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe
skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia

Var det her ”livets kvæld” – livets aften - for ham, tænkte Vitus rædselsslagen, mens han hvirvlede gennem luften som en snebold i overstørrelse.