Vitus & Hundestjernen den 14. december

14. KAPITEL

Tiden var ved at løbe ud. Kun 10 dage til jul og stadig intet.

Intet som i nothing.

McNothing burde måske være hans ny efternavn, tænkte Waldo, mens han slæbte sig op over den næstsidste bakke – eller bjerg føltes det snarere som om, det var – mod sit hjem.

Waldo McDaredevil havde været ude at lede hver evig eneste dag de sidste 14 dage.

Det var ikke nemt for en nisse at skulle færdes i fuldt dagslys og udenfor hjemmet. Ganske vist var det skotske højland ikke det mest befærdede sted i verden, men der kom dog mennesker.

Det ville være så flovt, hvis han blev set af et menneske. Det var faktisk det mest pinlige, der kunne ske for en nisse, at blive set af et menneske.

Og besværligt. Så skulle man til at dykke i nissehuen og skynde sig at smide en håndfuld nisseforglemmelsespulver i hovedet på personen, så vedkommende glemte alt om at have set en nisse.

Der var altid den risiko, at man ikke nåede det, at mennesket, der havde set ham, nåede at komme for langt væk, eller at vinden lige greb nisseforglemmelsespulveret, så det ramte ved siden af.

Waldo havde hørt om den slags. Heldigvis havde han selv kun en eneste gang oplevet at blive set af et menneske. Det var mange, mange år siden, men Waldo kunne stadig blive flov over det. At blive set af et menneske bare én gang var stadig én gang for meget.

Waldo genkaldte sig julemandens ord: “Mennesker skal ikke vide med bestemthed, at der findes nisser. Hvor ville magien så være henne?”

Det var det første enhver nisse lærte på uddannelsen til lofts- og husnisse. Så Waldo var – ligesom alle nisser – altid meget påpasselig med ikke at blive set af mennesker.

Heldigvis havde Waldo, på sine daglige udflugter, opdaget de få mennesker han havde mødt, længe inden de havde fået øje ham.

Værre havde det været med højlandets kongeørne. Ørnene var langt mere opmærksomme på deres omgivelser, end mennesker var.

Kongeørnene hang højt, højt oppe i luften og cirklede på de opgående luftstrømme, og ørnene så alt, alt, hvad der foregik på jorden. Også en lille nisse, der moslede afsted i højlandets kuperede terræn. Og ørnene var fuldstændig ligeglade med, om det var en nisse eller et lam, de fik til frokost.

To gange havde Waldo været lige ved at ende som ørnefrokost. Begge gange var det dog lige præcis lykkedes for ham at komme i ly under nogle store sten, inden ørnen havde slået på ham. Den ene gang havde han måttet blive under stenene det meste af dagen, fordi ørnen havde været af den stædige slags, der blev siddende oven på stenene lige til det blev mørkt.

Havde han så bare fundet den hellige hjort, ville det ikke have gjort så meget. Men det havde han ikke. Han havde ikke set bare skyggen af den. Hvordan skulle han kunne overbringe julemandens besked, når den, der skulle have beskeden, var umulig at opspore?

Waldo vidste, at julemanden stolede på ham.

Der var ingen i verden, Waldo havde mindre lyst til at skuffe end julemanden. Siden han havde fået beskeden fra julemanden med en krage fra Krage-jet, havde han trofast ledt. Hver evig eneste dag siden den 1. december. Efterhånden var han ganske udmattet, men han vidste, at det var en livsvigtig mission, julemanden havde sendt ham ud på. Det havde kragen også pointeret.

Waldo havde jo heller ikke lyst til at ende som en mus. Det vigtigste var selvfølgelig at redde verden, men det ville virkelig heller ikke være rart at blive til en mus.

Nå, nu bare en bakke til, så var han hjemme.

Så skulle han have sig et stort krus nisseøl, og hvad der nu var på dagens menu. Det var fordelen ved at være hotelnisse – god, varm mad hver aften. Og ikke kun risengrød. Faktisk kunne Waldo slet ikke lide risengrød, men det skyldtes muligvis, at han var blevet bedre vant med al den gode hotelmad.

Endelig dukkede ”Hotel Happy Hounds” op i Waldos synsfelt. Bare en bakke til, så var han hjemme.

En lyd ovre fra hotellet fik Waldo til at stoppe op og lytte. Det var hundene i hotellets kennel, der var begyndt at gø og småtude. Underligt.

”Happy Hounds Hotel” var en af det skotske højlands gamle borge, der var blevet lavet om til hotel. Et hotel, hvis attraktion var at tilbyde gæsterne jagtridning efter et hundekobbel.

Rytterne, der fulgte hundekoblet på hesteryg, var således turister, der kom til ”Happy Hounds Hotel” netop for at prøve den klassiske britiske jagtform med heste og hunde.

Hotellet lå på kanten af højlandet, så hestene og hundene kunne arbejde i det noget fladere og dermed nemmere terræn, der foldede sig ud modsat højlandet.

Hundenes tuden fik pludselig Waldo til at føle sig ubehageligt tilpas. En fornemmelse af noget dystert, noget farligt sneg ind på ham. Fornemmelsen kom fra det ene øjeblik til det andet.

Waldo rystede på hovedet af sig selv, så kraftigt, at kvasten på hans nissehue hoppede op og ned.

Den skræmmende fornemmelse kunne han dog ikke ryste af sig, den tog tværtimod til, i takt med at hundene hylede og gøede, højere og højere og vildere og vildere.

Happy Hounds-koblet bestod af veltrænede Foxhounds, der var vant til at jage og løbe med heste. Nu til dags jagede hundekoblet ikke levende vildt, men arbejdede på en udlagt, kunstig fært, drag hunting, vidste Waldo, at det blev kaldt.

Waldo boede på loftet over hestestalden, så han hang mest ud med hestene. Han kendte selvfølgelig hundene, men han omgikkes dem ikke, for han følte sig aldrig rigtig tryg i hundenes selskab. Det var jagthunde, rendyrkede jagthunde, og fik de lov, så jagede de alt hvad der bevægede sig. Sikkert også små nisser, så Waldo holdt altid afstand til hundekoblet.

Hundene i kennelen hylede og tudede som gale, og på en måde, der fik Waldo til at sætte farten op. Hundene plejede at blive fodret omkring middagstid, og så var de typisk rolige resten af dagen. Waldo var ikke i tvivl om, at der foregik et eller andet usædvanlig i kennelen. Ellers ville hundene ikke larme sådan.

Waldo satte i løb. Al træthed var glemt, og Waldo løb så hurtigt hans små, korte nisseben evnede at bringe ham fremad.

Waldo nåede op på toppen af den sidste bakke, inden han var hjemme. Herfra kunne han kigge over på ”The Happy Hounds Hotel”, og det, han så, var skræmmende.

På gårdspladsen foran hotellet myldrede hele hundekoblet rundt. Alle 30 hunde i Happy Hound-koblet var lukket ud af kennelen, men der var ingen Huntsman at se, ingen til at styre dem. Der var faktisk ikke et eneste menneske at se nogen steder. Det var meget usædvanligt, hundene kom aldrig ud, uden deres hundepassere var sammen med dem hele tiden.

Hundene løb i cirkler og småpeb og gøede, og Waldo vidst præcis, hvad det betød. Hundene var ved at lokalisere den fært, de skulle arbejde på. Hundene var ved at finde færten – lugten – af det bytte, som de så ville forfølge, indtil det var trængt op i en krog, og hundene kunne tage det.

De talte ikke, hundene, de gøede og tudede kun, så Waldo var klar over, at de endnu ikke havde fundet den fært, de skulle jage på.

Hundene bevægede sig langsomt over mod hestestaldene, så Waldo, og lige pludselig, bum, så havde de færten.

De forreste hunde udstødte et hyl, og de øvrige hunde faldt i. Nu gøede de ikke længere, hundene, nu talte de. De fortalte, at de havde fundet færten og ville følge den til verdens ende, om det skulle være.

Hundene snurrede omkring, og i højt tempo gik det afsted ud af gårdspladsen, ud i højlandet.

Til sin lettelse så Waldo, at hundekoblet løb i modsat retning af, hvor han befandt sig. Væk fra nissen. Waldo vidste, at når Happy Hound-koblet var oppe i fart, og arbejdede på en fært, så skulle man ikke komme i vejen for dem, og slet ikke når man var en lille nisse.

Waldo havde en glimrende udsigt fra toppen af bakken og kunne tydeligt se hundene, der galoperede afsted ud i terrænet.

Der var et eller, der prikkede til Waldos underbevidsthed, da han så hundenes rute ud fra ”Happy Hounds Hotel”.

Ruten så bekendt ud, og så gik det i al sin gru op for ham, at det var den vej, han selv var gået tidligere, da han begav sig ud på dagens eftersøgning. Erkendelsen ramte Waldo så hårdt, at han var lige ved at tabe nissehuen.

Det der, det var ingen drag hunt – det var jagt på levende vildt. Og det vildt, det var ham.

Det var ham, Waldo McDaredevil, hundene jagede. Det var hans fært, hundene havde taget op ved hestestaldene. Waldo vidste fuldstændig sikkert, at de hunde, de gav aldrig op.

Det eneste gode var, at hundene var på vej ud af den fært, han havde afsat, da han forlod hotellet for flere timer siden, tænkte Waldo. Det ville heldigvis give ham tid til at nå frem til hotellet og komme i sikkerhed på loftet, hvor hundene ikke kunne komme, inden hundene nåede frem til ham.

Næppe havde Waldo tænkt tanken, før koblets forreste hunde bremsede op. Så brat, at hundene bag dem løb lige ind i dem. Et øjeblik var der lidt tumult i koblet, indtil de forreste hunde, der var blev væltet af hundene bag sig, kom på benene igen. Så stak, ikke bare de forreste hunde, men hele koblet, næserne i vejret, tog et par dybe indåndinger, og så drejedes 30 hundehoveder i retning af Waldo.

Hundene hylede igen, den lyd, der fortalte, at de havde færten. Færten af Waldo, gik det til hans rædsel op for nissen. Hundene havde fanget færten af ham i luften. Waldo havde vinden i ryggen, så hans fært blæste lige i hovedet på jagthundene – og det selv om hundene stadig var langt væk.

Hundekoblet slog omgående fra sporet, drejede skarpt til højre og kom så lige op mod Waldo, mens de hujede, talte, ophidset, fordi de kunne lugte, at nissen – deres bytte – var tæt på.

Hundene arbejdede ikke længere på fod af en ældre fært, men på frisk luftfært, der blev smidt lige ind i deres næser. Intet kan hidse jagthunde mere op end frisk fært, især når de er i flok.

Waldo stod som lammet. Han vidste, at han aldrig ville kunne nå frem til hotellets trygge loft, før hundene havde indhentet ham og flået ham i småstykker. Waldo så sig desperat om efter noget, der kunne redde ham. En stor sten eller et træ, han kunne klatre op i. Der var intet af den slags inden for rækkevidde.

Waldo stod på toppen af en græsklædt bakke. Der var ingen flugt mulig, og der var intet som kunne hjælpe ham til at undslippe hundene.

Hundene, der kom i rasende fart op mod ham, havde kun en eneste tanke i deres Foxhunde-hoveder. Det, de havde lært at gøre, det, der var naturligt og rigtigt for dem at gøre.

At fange nissen og flå ham i småstykker.