Vitus & Hundestjernen den 15. december

15. KAPITEL

Valstar Vovemod kæmpede for at rette ”Julerosen” op.

Havde nisse-skibskaptajnen ikke handlet hurtigt, og krænget ”Julerosen” skarpt til siden, var skibet blevet ramt af den store meteoragtige sten, der – ud af det blå - var kommet susende mod det.

Meteoren ville være fløjet direkte igennem storsejlet og have revet det itu. Og da ”Julerosen” ikke kunne flyve uden sejl, ville skibet være styrtet til jorden.

Skibet krængede et par gange mere, til først den ene side, så den anden side, før det fandt balancen og lå stabilt i luften igen.

Valstar Vovemod tørrede sveden af panden og pustede ud.

Om han fattede, hvorfor ”Julerosen” pludselig var blevet angrebet. Nisseluftsskibskaptajnen kiggede sig agtpågivende omkring, men der skete ikke mere. Det blev ved den ene meteor. Meget besynderligt.

”Julerosen” var ikke engang specielt højt oppe, de fløj under skyerne.

Døren til kahytten gik op, og Pax og Kaj og Marie og Tyto kom tumlende op på dækket. De var en anelse svimle efter at have raslet rundt mellem hinanden, da skibet var begyndt at vippe så voldsomt.

”Du godeste, det var en stor meteor. Godt du undveg den,” hørte Valstar Vovemod en stemme sige nede fra dækket. Men i det samme greb vinden fat i sejlet og fik det til at blafre, hvilket larmede ganske meget, så Valstar Vovemod hørte ikke hvem det var, der talte.

Pax så sig omkring.

”Hvor er Vitus?” spurgte jagthunden så.

Ingen sagde noget, men alle kiggede sig omkring.

”Han var her på dækket, da jeg fløj ned i kahytten,” sagde Tyto så endelig.

”Vitus, Viiiitus,” råbte Pax.

Man kunne høre på jagthundens stemme, at han var bekymret, meget bekymret.

Det eneste, der var at høre, var lyden af skibets sejl, der fangede vinden. Valstar Vovemod ville gerne væk fra stedet, hvor skibet var blevet angrebet, så han lod ”Julerosen” flyve afsted i høj hastighed.

”Vitus, Vitus, sig det igen,” råbte Marie med så høj stemme, at Pax, som havde flagermusen siddende på ryggen, krøllede sine ører næsten helt sammen.

”Jeg kan høre ham,” fortsatte Marie. ”Sæt farten ned, Valstar Vovemod, så sejlet ikke larmer så meget,” fortsatte flagermusen, og så lettede hun fra Pax´ ryg.

”Dæmp farten,” råbte Valstar Vovemod, og ”Julerosen” satte omgående farten ned. Næsten som om skibet gjorde, hvad Valstar Vovemod ønskede – bare ved at han talte til det.

Og det gjorde det måske også, hvem ved, med nisser er alt muligt.

Marie slog et par saltomortaler i luften. Pax og Kaj kunne se, hvordan flagermusens store ører vippede og drejede i alle retninger. Så forsvandt Marie ud over skibets ræling og ud af syne.

Et højt hvin fra Marie, et hvin, der kom fra et sted under skibet, fik den lille besætning til at fare hen til rælingen, læne sig ud og kigge ned.

Synet, der mødte dem, var skræmmende. Meget, meget skræmmende.

Nede under skibet hang Vitus.

Den lille, hvide hund havde bidt sig fast i den trosse, der altid hang ned fra julerosen, og som Valstar Vovemod brugte til at tøjre skibet, hvis han skulle lægge til ved et træ eller en bygning.

Marie hvirvlede rundt om Vitus, som svingede frem og tilbage i luften i takt med skibets bevægelser.

”Hold fast, Vitus, hold fast,” råbte flagermusen.

”Grrr, vroooo, grrr,” kom det fra Vitus.

”Hvad siger du, Vitus?” råbte Kaj. ”Du må åbne munden lidt mere. Vi kan ikke forstå, hvad du siger, når du taler med lukket munden.”

”Neeej,” råbte Pax. ”Hold munden lukket, Vitus. Hold fast”

”Øh, nå, ja, for resten, lad hellere være med at åbne munden. For hvis du gør det, så falder du jo ned og bliver slået ihjel. Bliver til hundemos mod jorden,” råbte Kaj så. ”Så ikke noget med at fortælle vittigheder nu, vel, Vitus.”

”Du er en idiot, Kaj,” hvæsede Pax, som allerede havde sat tænderne i trossen og langsomt begyndte at hive den ombord.

”Neeeej,” hvinede Marie Flagermus. ”Han glider, han kan ikke holde fast.”

Og ganske rigtigt.

Vitus begyndte langsomt, men sikkert, at glide ned af rebet. To meter til, og den lille hund ville være i frit fald mod jorden.

Så stod Valstar Vovemod pludselig ved siden af Pax. Nisseluftskibs-kaptajnen havde et reb i hånden. Valstar Vovemod kastede rebets ene ende ned til Vitus.

”Marie,” råbte Valstar Vovemod, ”du skal … ”

Men Valstar Vovemod behøvede ikke at forklare noget. Marie havde med det samme forstået, hvad hun skulle. Flagermusen tog rebets ende i munden, og så hvirvlede hun rundt og rundt om Vitus, så hurtigt i luften som kun en flagermus kan være.

Et øjeblik efter var rebet bundet solidt om den lille, hvide hund, og Pax og Valstar Vovemod begyndte at trække ham ombord.

Tyto spadserede frem og tilbage på rælingen og udstedte ordrer om, hvordan og hvor meget de to skulle trække, mens Kaj Rotte gnaskede på to æbleskiver, som han var spænet ned i kahytten efter.

”Spænding gør mig altid sulten,” forklarede Kaj, let undskyldende, da Tyto kiggede misbilligende på rottens æbleskiver.

”Sådan har jeg det med rotter,” svarede Tyto og kiggede intenst på Kaj, der omgående sprang hen ved siden af Pax, så jagthunden var mellem rotten og uglen.

Med et let bump landede Vitus endelig på ”Julerosen”s dæk, og Valstar Vovemod befriede ham for rebet.

I samme sekund rebet var væk, slog Marie Flagermus sig ned på Vitus´ ryg. Vitus kunne mærke, at Marie gav ham et lillebitte, blødt flagermuseknus.

For første gang var Vitus ikke irriteret over, at flagermusen sad på hans ryg. Marie måtte sidde alt det, hun ville på hans ryg. Marie havde reddet hans liv.

Vitus ville gerne sige tak - til Marie og til Pax og Valstar Vovemod - men han kunne ikke få et ord frem, for han havde krampe i kæberne.

Den, han skyldte den største tak, var der desværre ikke. William. Vitus havde tænkt på William, mens han holdt fast i rebet. Han havde været nødt til at holde fast, han kunne ikke være bekendt at falde ned, for så kom han aldrig hjem til William. Det ville William blive ked af, og det ville Vitus ikke byde ham.

Sådan er det med trofaste hunde, de vil gøre alt for deres ejer – også bide sig fast i et reb under et flyvende nisseskib.

Vitus prøvede at sige noget, men det blev bare til en rusten hoste. Pax kiggede bekymret på Vitus.

”Er du okay?” spurgte jagthunden.

Vitus nikkede.

Men der var også noget andet. Noget vigtigt han gerne ville sige. Vitus havde set noget, da han faldt ud over rælingen. Noget mærkeligt noget. Også noget skræmmende noget. Noget, der måske kunne være vigtigt.

”Jeg vil foreslå, at I alle sammen går under dæk, så vi ikke risikerer at tabe flere passagerer,” sagde Valstar Vovemod. ”For vi er forsinkede, og vi har en vigtig aftale, som vi skal nå frem til. Så ”Julerosen” kommer nu til at flyve så hurtigt, hun overhovedet kan, og det er hurtigt, meget, meget hurtigt.”

____________

En, der også ønskede at kunne flyve, var Valstar Vovemods fætter, Waldo McDaredevil.

Den lille nisse var klar over, at hans sidste tid nu var kommet. Der var ingen grund til at prøve at flygte, til at løbe. Waldo vidste, at hundene ville indhente ham i løbet af et øjeblik. Desuden var han en McDaredevil – nisser af slægten McDaredevil – de flygtede ikke. De stod fast på slagmarken og så faren i øjnene.

Hundene var stadig langt væk, de skulle hele vejen ned af det bakkedrag som de oprindelig havde været på vej ud af, da de fangede luftfærten af Waldo. Dernæst tværs over en lille dal, og så op ad den store bakke, som Waldo stod på.

Men de nærmede sig i høj hastighed, hundene. Hundekoblet lignede et hvidbrunt tæppe, der bølgede afsted gennem det grønne landskab.

Waldo overvejede om han havde noget i nissehuen, der kunne redde ham. Nisseforglemmelsespulver ville ikke hjælpe, det virkede kun på mennesker. Usynlighedsarmbåndet var der ingen grund til at tage på, hundene ville kunne lugte ham alligevel, uanset om han var usynlig eller synlig.

Det var desværre alt, hvad Waldos skotskternede nissehue indeholdt, for lige i dag havde han tømt den for alt andet.

Waldo havde taget ekstra meget nisseforglemmelsespulver med, så han ikke løb tør, hvis han nu mødte mennesker. Usynlighedsarmbåndet havde han medbragt, så han kunne gøre sig usynlig, hvis en kongeørn skulle få øje på ham – det havde han nemlig ikke haft med de to gange, hvor han var blevet angrebet af en ørn.

Situationen så håbløs ud, konkluderede Waldo og rustede sig til at møde sin skæbne.

Waldo havde stået med næsen nede i nissehuen og ledt, men det kan nok være, at han blev forbløffet, da han løftede blikket fra nissehuen.

Pludselig var hundeflokken ikke det eneste bølgende tæppe mod det grønne landskab. Der var et tæppe mere, et kæmpestort hvidt tæppe, der bølgede gennem dalen og fyldte den fra ende til anden.

Aldrig i hele sit nisseliv havde Waldo været så glad for at se McFluffys får. Mcfluffy havde flere tusinde får, og lige nu var han, og hans hyrdehunde, ved at drive alle de mange får gennem dalen.

Fårene dannede en levende, ulden mur mellem Waldo og jagthundene. Og så var der også noget andet, vidste Waldo. Alle McFluffys hyrdehunde var tæver, og alle hundene i Happy Hounds-koblet var hanhunde.

Det var noget Mcfluffy og McHolliday, ejeren af Happy Hounds Hotel, tit diskuterede, når de sad i baren på hotellet. Det havde Waldo hørt, når han listede rundt i baren iført sit usynlighedsarmbånd og tømte gæsternes glas for sjatter. For det var en del af arbejdet, når man var hotelnisse. Så Waldos tilstedeværelse i baren var naturligvis kun professionelt motiveret – det havde han for længst afgjort med sig selv. Det var et job, som nissen tog meget alvorligt, også fordi baren var det allerbedste sted til at holde sig orienteret om nyheder og spændende rygter.

Mcfluffy mente, at tævehunde var de bedste til at arbejde, og McHolliday havde samme opfattelse af hanhunde. Begge dele var, efter Waldo mening, helt forkert.

Waldos erfaring var, at hunde var lige så individuelle som nisser – eller mennesker, for den sags skyld. Man kunne ikke sige, at tæver var bedre end hanhunde eller omvendt. Så meget havde Waldo da lært, selv om han helst undgik hotellets jagthunde.

Men lige der – på bakketoppen – der var Waldo pludselig meget glad for McFluffy og McHollidays stædige holdninger.

Da jagthundekoblet nåede frem til fårene, blev deres fremdrift effektivt stoppet. Ingen af jagthundene havde lyst til at prøve at mase sig gennem fåreflokken. Først løb jagthundene frustreret frem og tilbage langs med fåreflokken, men så opdagede de McFluffys hyrdehunde – og glemt var både fært og får.

Happy hounds-koblet fulgte omgående i hælene på de lækre hyrdehundepiger, som på deres side fuldstændig ignorerede flokken af tilbedere og fortsatte med at passe deres arbejde med fårene. Så måske havde Mcfluffy alligevel haft lidt mere ret end McHolliday, funderede Waldo.

Waldo satte den skotskternede nissehue tilbage på hovedet. Han følte sig meget lettet – og glad. Det havde været uhyggeligt tæt på. Nu skulle han bare hjem på loftet og slappe af.

Og måske spille en sejrsmarch på sækkepiben, nu han var undsluppet hundekoblet. Waldo var nemlig Skotlands bedste nisse på sækkepibe. Det var faktisk derfor han oprindelig var flyttet ind på ”Happy Hounds Hotel”. Der kunne han spille sækkepibe, alt det han ville, for folk troede bare det var hundene, der hylede i kennelen. Det var det sådan set også, for hver gang Waldo trakterede sækkepiben, stemte hundene omgående i med højlydt tuden.

Men Waldo kom ikke hjem. Aldrig nogensinde mere. For der skete nemlig noget …