Vitus & Hundestjernen den 17. december

17. KAPITEL

Valstar Vovemod sov tungt.

Puden, der oprindeligt havde været lænet op ad masten, var gledet ned og lå nu på dækket. Valstar Vovemod var gledet med og havde lagt sig oven på puden, rullet sammen som en lille, rød bold med nissehue på. Nisser er ikke store, men det var puden, så Valstar Vovemod lå dejligt.

Det var formodentligt derfor, nisseluftskibskaptajnen først vågnede, da Kaj Rotte hoppede på hans mave og råbte på ham.

Valstar Vovemod fejede Kaj Rotte ned fra sin mave og satte sig op.

”Skibet er gået på grund, skibet er gået på grund,” råbte Kaj.

Det fik liv i Valstar Vovemod, som sprang op.

”Op i luften,” råbte han. Og med det samme begyndte ”Julerosen” at stige.

”Julerosen” er et flyvende skib, hun kan ikke gå på grund,” meddelte han så til Kaj.

”Skibet lå nede på jorden. Hvad skal jeg så kalde det, hvis jeg ikke må sige, at det er gået på grund?” spurgte Kaj Rotte.

”Nede på jorden?” gentog Valstar Vovemod. ”Men hvordan er det sket – jeg har ikke bedt hende om at lægge sig på jorden.”

”Der er også noget andet,” meddelte sløruglen Tyto og landede ved siden af Valstar Vovemod.

”Ja?” Valstar Vovemod så spørgende op Tyto.

”Hvad sker der lige dernede?” Tyto pegede ned mod jorden. ”Måske skulle vi at komme væk inden noget eksploderer,” fortsatte uglen.

Valstar Vovemod kiggede ned. Og var lige ved at tabe nissehuen af bare forbløffelse.

Kirken, der før havde været grå og lidt trist at se på, var nu omgivet af en form for lysskær og små stjerner – eller flyvende guldglimmer lignede det næsten, tænkte Valstar Vovemod.

Det var de tusindvis af bittesmå stjerner, der som en røgfane strømmede ud af kirken og lagde sig rundt om den, der gav hele bygningen det lysende skær.

Det måtte være det tegn, som julemanden havde nævnt. Det tegn, som Valstar Vovemod skulle holde øje med. Men hvad i alverden betød det? Og hvad forventedes han at gøre?

”Ja, hvis ikke jeg havde hørt den skraben på kahytsdøren og var vågnet, så var vi sikkert alle sammen blevet snigmyrdet. Jeg var i hvert fald, så havde jeg været død nu,” afbrød Kaj Rotte Valstar Vovemods tankerække.

”Hvilken skraben?” spurgte Valstar Vovemod uden at tage øjnene fra det mærkelige, der skete ved og omkring kirken.

”Ja, hvis ikke Tyto havde skræmt den væk, så kunne det være gået helt galt."

”Skræmt hvad væk?”

”En fritte.”

”En pommes frites?” spurgte Valstar Vovemod, som kun hørte efter med et halvt øre, fordi han spekulerede som en gal på, hvad det var der foregik nede omkring kirken.

”Nej, en fritte. Sådan en, der spiser rotter. En ilder, lidt ligesom en mår og den slags,” indskød Tyto. ”Og nu forstår du vel endelig, Rotte, at jeg ikke vil spise dig – eller lade andre spise dig. Ellers havde jeg nok ikke skræmt den væk."

”Og hundene, de er godt nok ikke vagthunde. De snorksov, begge to. Hørte ingenting. Den store foran pejsen og den lille inde under juletræet. Og flagermusen sov oppe i træet, og… ” snakkede Kaj Rotte videre.

”Klap nu i, Kaj,” sagde Valstar Vovemod, der ikke havde flyttet blikket fra kirken, som der blev ved med at strømme glimmertåge ud fra.

Virkede det ikke som om, glimmertågen blev mere kompakt?

Valstar Vovemod kunne ikke lide det her. Jo, jo, det var smukt, men på en ildevarslende måde.

Og så skete det. Uden varsel skød glimmertågen i ildlignende tunger lige op i luften.

”Væk,” brølede Valstar Vovemod, og heldigvis reagerede ”Julerosen” omgående. Skibet rykkede skarpt til siden, og sekundet efter hang det ude over marken på god afstand af kirken. Rotten og uglen hvinede i vilden sky, men begge havde lykkedes med at holde fast, så ingen var faldet overbord.

Valstar Vovemod var en så rutineret luftskibskaptajn, at han uden problemer var fulgt med i skibets bratte bevægelse. Så han stod, hvor han hele tiden havde stået, og betragtede det forbløffende skue, der udfoldede sig for hans øjne.

Et stykke oppe i luften nærmest eksploderede søjlerne af glimmertåge i noget, der grangiveligt lignede det vildeste fyrværkeri, som Valstar Vovemod nogen sinde havde set.

Hele området rundt om kirken fremstod i nogle sekunder lige så tydeligt som på den klareste solskinsdag.

Og så, lige så hurtigt som det var opstået, forsvandt det hele, den lysende glimmertåge var væk.

Decembereftermiddagen virkede nu endnu mørkere, end den måske egentlig var.

Et øjeblik var der stilhed, men så hørte de det. Nissen, uglen og rotten, en buldren, fyldte luften. Som en svag torden langt væk. Lyden tog til. Kom tættere på.

Valstar Vovemod kneb øjnene sammen. Det så ud som om, markerne langt væk begyndte at bevæge sig. En bølgende bevægelse, der kom nærmere og nærmere, samtidig med at lyden også blev højere og højere.

”Det er, det er … ” begyndte Tyto, der sad på rælingen ved siden af Valstar Vovemod. ”Det er godt nok mærkeligt. Det er jo hjorte, kronhjorte i massevis, der kommer galoperende fra alle sider.”

Ugler har skarpe øjne, og ikke spor svært ved at se i halvmørke eller helmørke, for den sags skyld.

Og han havde ret, Tyto. Markerne vrimlede med kronhjorte, store flotte dyr med kæmpegevirer, der strakte sig i vejret, forgrenede som gamle træer. Det var et forunderligt syn.

Krondyrene sprang uden besvær over kirkemuren og stoppede så op. Den lidt skarpe lyd af gevirer, der ramlede sammen, nåede ind i mellem op til de tre tilskuere på det flyvende nisseskib.

I løbet af et par minutter var kirken omgivet af en massiv ring af kronhjorte, der stod side ved side, skulder ved skulder, lige inden for kirkemuren.

Dyrene havde løbet stærkt, de pustede stadig, og i den kolde decemberluft stod deres ånde som skyer omkring dem.

”De lugter jo,” sagde Kaj Rotte forbløffet og vrængede på næsen. Det havde rotten ret i. Den skarpe lugt af kronhjort, af vildt, nåede helt op til ”Julerosen”.

”Det er højlandets konger,” sagde Tyto lavmælt. ”Hvad betyder det?”

I det samme blev alle hjortene fuldstændig stille. Ingen prusten, ingen gevirer, der slog mod hinanden. Helt og aldeles tavshed.

Alle krondyrene havde de smukke hoveder med de imponerende gevirer højt løftede. De eneste bevægelser var dyrenes ører, der hele tiden vippede i snart den ene, snart den anden retning, som om dyrene lyttede efter noget, ventede på noget.

Mindst et par minutter stod muren af kronhjorte sådan, tavse og ubevægelige som statuer.

Så fyldte en ny lyd luften. Lyden af taksfaste klovslag. Klovslag, der kom nærmere og nærmere. En ensom hjort med en lille skikkelse på ryggen kom galoperende op ad vejen mod kirken.

Allerede inden hjorten var nået helt frem til kirkegården, gled de to massive støbejernslåger langsomt op – tilsyneladende af sig selv – så hjorten kunne fortsætte sin galop ind på kirkegården. Bag den ensomme hjort med rytteren gled lågerne atter i. Krondyrene rykkede også hen foran kirkegårdslågen. Valstar Vovemod lagde mærke til, at dyrene nu havde strakt hovederne frem, så hver hjorts gevir greb fat i nabohjortenes gevir. Det gik op for nisseluftskibskaptajnen, at krondyrene dannede en form for fæstning, en ring omkring kirken.

Ingen ved deres fornufts fulde brug ville forsøge at trænge gennem en ring bestående af sammenflettede gevirer på hovederne af en kæmpe flok af højlandets sande konger.

Midt på kirkegården stoppede den sidst ankomne hjort. Så brat, at den var nødt til at stejle, hvilket fik den lille skikkelse til at glide ned fra den ryg.

”Du milde nissehue,” udbrød Valstar Vovemod. ”Det er jo min fætter, Waldo McDaredevil. Ham har jeg ikke set i 150 år.”

”Sig mig lige, er det en sækkepibe, han har under armen?” spurgte Kaj.

”Ja, det er det,” svarede den skarpøjede Tyto.

Valstar Vovemod sagde ikke noget. Han havde været i det skotske højland før og besøge Waldo, godt nok for mere end 150 år siden. Men sækkepiberne huskede han stadig. Ikke så meget for lyden, som han i øvrigt ikke havde noget imod. Valstar Vovemod kunne endda godt lide sækkepibernes stemmer.

Men Valstar Vidste også hvilket magtfuldt instrument, sækkepiben var.

Førhen var sækkepiberne en tro ledsager på slagmarken, når skotterne gik i krig. Waldo havde, med stolthed i stemmen, fortalt, at ved et slag mellem englænderne og skotterne, som skotterne havde tabt, blev man ved at kunne høre en sækkepibe spille. Den engelske kaptajn beordrede sækkepibespilleren pågrebet og skudt. Englænderne kunne imidlertid kun finde en allerede afdød piber liggende på slagmarken, instrumentet var der intet spor af, men alligevel forstummede lyden af sækkepiben ikke.

Waldo havde også fortalt, at når skotterne gik i krig, så var det sækkepiberne, der kaldte til våben, når slaget skulle slås. Sækkepiberne var et ”call to arms”, havde Waldo vist kaldt det.

Når et slag var overstået – uanset om det var tabt eller vundet – så fortsatte regimentets piber med at spille på sin sækkepibe for at ære de faldne, og for at sækkepibernes stemmer kunne lede de faldnes sjæle det rigtige sted hen, så de kunne hvile i fred.

Det var nemlig sådan, havde Waldo alvorligt forklaret, at sækkepiben var det eneste instrument i verden, der kunne høres både af de levende og af de døde.

Valstar Vovemod huskede dog også, at Waldo havde fortalt historien efter en lang aften i baren på det hotel, hvor han boede dengang, og efter at en hel del whiskysjatter var gledet ned.

Men Waldo havde berettet om sækkepibernes specielle – ja, nærmest magiske egenskaber – med så stor indlevelse og alvor, at Valstar Vovemod var overbevist om, at Waldo selv troede på det.

Waldos fortælling havde gjort indtryk på Valstar Vovemod, så stort indtryk, at han stadig tydeligt huskede historien, her, 150 år senere.

Med Waldos beretning i erindring var Valstar Vovemod ikke just henrykt ved udsigten til, at Waldo måske ville begynde at spille på sækkepibe – på en kirkegård.

Men ingen, og slet ikke Waldo, spurgte Valstar Vovemod om hans mening. Næppe havde Valstar Vovemod nemlig tænkt tanken, før Waldo lod sækkepibens stemme høre.

”Spiller han en julesang?” måbede Kaj Rotte. ”En julesang på sækkepibe, den er ny. Jeg synes… ”

Men hvad Kaj Rotte syntes, fandt hverken Valstar Vovemod eller Tyto Slørugle ud af, for netop da skete der noget nede på kirkegården, der fik Tyto til at råbe op.

”Vi flyver. Vi skal væk. Der er ting, som er så mægtige, at de ikke egner sig for hverken ugle-, rotte- eller nisseøjne,” råbte Tyto.

Det var Valstar Vovemod fuldstændig enig med uglen i, og et øjeblik efter var ”Julerosen” allerede ude over havet med kurs hjemad.

Vitus, som i det samme kom løbende ud af kirkedøren, nåede lige præcis at se ”Julerosen”, inden hun forsvandt op mellem skyerne og var væk.