Vitus & Hundestjernen den 18. december

18. KAPITEL

Vitus´ pote havde passet perfekt ned i poteaftrykket.

Da Vitus havde sat sin pote ned i gruset, skete der to besynderlige ting.

Vitus pote blev suget ned i gruset, og han kunne mærke, at poten sad fast, som var den limet til underlaget.

Samtidig blev det lysende skær, der havde fået Vitus til at opdage den manglende sten i kirkens gulv, til mikroskopiske stjerner, der steg op omkring hans pote og bredte sig i kirkerummet som små, gyldne skyer.

Mærkeligt nok blev Vitus ikke spor forskrækket, snarere rolig, for i de gyldne skyer så han billeder. Billeder fra længst svundne tider, billeder, der havde ventet på ham.

De gyldne skyer blev flere og flere og begyndte at sive ud af den åbne kirkedør.

Og så, pludselig, var det hele overstået. Billederne forsvandt, de guldskinnende skyer forsvandt, og Vitus kunne trække poten til sig igen.

Men nu vidste Vitus præcis, hvad det var han skulle. Den lille, hvide hund rystede et par gyldne stjerner ud af pelsen og skyndte sig ud af kirken.

Akkurat tids nok til at se ”Julerosen” forsvinde mellem de rigtige skyer, skyerne på himlen. Lige nu bekymrede det ham dog ikke, for han havde vigtige ting at tage sig af.

Vitus satte sig derfor roligt ned, mens han lyttede til sækkepiben og kiggede på den lille nisse, der vandrede frem og tilbage midt på kirkegården og trakterede instrumentet.

Sækkepibens stemme steg og faldt. Vitus havde aldrig før hørt sækkepibemusik, men han syntes, det var meget smukt.

Hjortene, der dannede en levende mur indenfor den rigtige kirkemur, overraskede ham heller ikke. Han vidste jo nu, at det var noget, der skete på denne kirkegård ind i mellem.

”Nå, for pokker, har de nu gang i det igen,” lød en stemme ved siden af Vitus.

Vitus kiggede ned. Ved siden af ham stod en fritte. William havde en ven, der holdt to fritter, så Vitus vidste med det samme, hvad det var for et dyr.

”Hvad mener du?” spurgte Vitus. ”Jeg hedder Vitus”, tilføjede han så.

Selv om man befandt sig midt i et mystisk og magisk ritual, kunne man jo godt være høflig.

”Tops, er navnet” svarede fritten. ”Tiger Tops”.

”Tiger? Jamen, du er da ikke en tiger.”

”Det er lige meget. Det er da et megasejt navn, og det er jeg også, altså megasej.”

Vitus nikkede.

”Det vil jeg tro” sagde han, og mente det. For de to fritter Vitus kendte, de var faktisk ret seje.

Waldo havde for alvor fået luft i sækkepiben, og lyden fra instrumentet var kraftig og klangfuld.

”Nå,” sagde Tiger Tops og lænede sig afventende op ad kirkedørens karm. ”Nu kommer han nok snart. Forstår ikke, at de gør så meget ud af det hver gang, kronhjortene, men hvad ved jeg. Jeg er bare en fattig fritte, der sørger for, at holde kirken og omgivelserne fri for rotter. Ikke det dårligste job i øvrigt,” tilføjede fritten med et skævt smil, og slikkede sig hurtigt om munden.

”Tiden har aldrig været så farlig som nu,” hørte Vitus, til sin overraskelse, sig selv sige. ”Meget er på spil.”

Længere nåede han ikke, da tåge begyndte af sive op af jorden. Tågen kom listende fra de forskellige gravsteder på kirkegården og forenede sig til en stor, mørk tågemasse.

Det forekom Vitus, at hver gang, der lød nye toner fra sækkepiben, kom der nye tågeskyer til.

Vitus kiggede interesseret på tågen og begyndte at kunne ane konturerne af noget inde i den.

En skikkelse begyndte langsomt at dannes i tågen, og så var han der.

Tågen forsvandt, men kongernes konge stod lyslevende på kirkegården.

Åh, så smuk han var. Vitus sukkede betaget.

Kronhjorten, skabt af tåger – af længst hedengangne sjæle hidkaldt af sækkepibens stemme - stod med højt løftet hoved.

Den store hjort drejede langsomt omkring sig selv, mens han gentagne gange nikkede med hovedet, og dermed det smukt formede gevir, hvor hver stang afsluttedes af den krone, der havde givet hans art navn.

Hjorten hilste og anerkendte sine artsfæller, der stod skulder ved skulder indenfor kirkemuren, forstod Vitus.

Den lille, hvide hund kunne ikke få øjnene fra hjorten. Og slet ikke fra det lysende kors mellem gevirets stænger.

Den hellige hjort. Den udødelige hjort, som Hubertus havde mødt på en jagt for over 1000 år siden. Hjorten, med det lysende kors mellem gevirets stænger.

Den grå december eftermiddag var på vej over i aften, og mørket trængte sig på. Hjortene var stadig tydelige at se, der stod et gyldent skær om dem, som kun blev stærkere, jo mere mørket lagde sig over Kinneff.

Den hellige hjort havde nærmest en glorie omkring sig, og korset mellem gevirstængerne lyste og skinnede som en lille stjernesol.

Vitus kunne slet ikke få nok af at kigge på den fantastiske kronhjort.

”Hey, vovse, eh, Vitus, var det ikke det, du hed. Mon ikke det er nu, du skal gøre noget. Sådan plejer det at være, når hjortene stiller an med det der cirkus. Den, der er ny – og i dag er det jo dig – plejer at skulle gøre et eller andet sådan cirka omkring her, når fætter kors i rø …, eh, jeg mener, kors i panden, har hilst på de andre hjorte.”

Fritten havde tydeligvis oplevet scenen før og var åbenbart aldeles uimponeret.

”Og du skal nok skynde dig, for lige pludselig er han væk igen. Puf, bliver opløst og forsvinder ned i gravene igen. Det sker, når nissen ikke har mere luft, og sækkepiben bliver tavs,” meddelte Tiger Tops. ”Og hvis det er, som det plejer at være, ja, nu er det jo et par år, siden vi sidst havde den ballade her på kirkegården, men så vidt jeg ved, så kan du kun finde det, du skal, mens ham, den store, er her. Kun så længe han våger over dig, har du mulighed for at finde, hvad det nu er det handler om denne gang. Så, vovse, eh, Vitus, måske skulle du se at komme i omdrejninger. Siger det bare,” sluttede fritten og begyndte så at stange tænder med en lille spids knogle.

Vitus nærmede sig forsigtigt den store hjort midt på kirkegården og var lige ved at fortryde, da hjorten vendte sig mod ham og kiggede direkte på ham.

I et splitsekund forstod Vitus, at døden ikke var noget, man skulle frygte. Det var ikke slutningen.

Så kom han sig over at være, ja, starstrucked kunne man vel næsten sige, og bukkede ærbødigt for hjorten.

Kronhjorten gengældte hans hilsen med et lille nik. Og så gik Vitus i aktion. Aldrig havde han arbejdet så målrettet.

Men næsen klistret til jorden gik den lille, hvide hund i gang med metodisk at afsøge kirkegården.

Akkompagneret af sækkepibens toner og lidt skramlen fra alle de mange hjortegevirer, der var låst sammen, travede den lille hund fra grav til grav, mens han tog dybe indåndinger for at finde færten fra det stjerneskud, det vigtige stjerneskud, som var ramt ned på kirkegården.

Vitus vidste præcis, hvad det var for en fært, han ledte efter. Den fært havde han indåndet inde i kirken. Glimmertågen var en reminiscens fra det vigtige – det vigtigste – stjerneskud nogensinde. Det var den fært, han ledte efter.

Vitus anstrengte sin næse til det yderste, og alligevel var det lige ved at glippe for ham. Han havde god fart på, så da den rigtige fært pludselig ramte hans næse, var han allerede et godt stykke forbi stedet, færten stammede fra.

Faktisk havde han så meget fart på, at færten forsvandt for ham igen, inden han nåede at stoppe sit fremløb.

Den lille hund stoppede op.

Alene den korte kontakt med færten havde fået hans hjerte til at slå hurtigere, og ophidselsen fik ham til at halse med åben mund.

Vitus var godt nok bare en lille, ulden hund med et hjemmestrikket udseende, men han havde stadig en uovertruffen og fantastisk lugtesans. Og han var vant til at bruge sin næse.

William kunne aldrig finde sine bilnøgler eller sine briller eller mobiltelefonen, så Vitus var rutineret i at bruge sin næse og finde og holde en fært. Og i at finde nøgler i rosenbedet, mobiltelefonen under fem håndklæder i et badeværelsesskab og diverse briller i køleskabet, under en halv meter aviser eller på bunden af vasketøjskurven.

Så Vitus tog det roligt. Ikke noget med forvirret at fare tilbage og lede febrilsk efter færten.

Vitus stoppede op og ventede det øjeblik, det tog, før hans puls igen var i normalområdet, og han atter kunne trække vejret gennem næsen.

Først derefter begyndte han langsomt at siksakke tilbage i sit eget spor.

Sækkepiben havde mistet lidt af sin kraft, lyden var ikke så intens, som den havde været, opdagede Vitus pludselig.

Han løftede hovedet og kastede et blik på den store hjort med korset i geviret. Var det ikke som om, den begyndte at blive lidt gennemsigtig?

Det gik – til hans skræk – op for Vitus, at tiden var ved at rinde ud.

Om lidt ville sækkepiben forstumme, og hjorten ville forsvinde. Hvis det skete, inden Vitus havde fuldført sin opgave, så ville alt være tabt.

Men det ville Vitus ikke tænke på. Han vidste, den var her et sted. Færten. Han havde lige haft den i næsen. Vitus tog en dyb indånding og fortsatte sit målbevidste søg tilbage i sit eget spor.

Den lille hund var sig pinligt bevidst, at tonerne fra sækkepiben blev svagere og svagere. Han turde slet ikke kigge på den hellige hjort, for han var sikker på, at den også var ved at forsvinde.

Vitus siksakkede frem og tilbage, men han kunne ikke finde færten.

Først undrede det ham, men så gik det op for ham, at færten selvfølgelig også blev svagere i takt med sækkepibens stemme tonede ud.

Næppe havde han tænkt tanken, før han kunne høre Williams stemme, næsten lige så tydeligt, syntes Vitus, som havde William stået ved siden af ham.

”Dygtig dreng, du kan godt, søge, søge.”

William havde altid rost ham, når Vitus søgte efter et eller andet – aldrig havde han skældt ham ud eller været skuffet over ham. Altid kun ros og opmuntring, og ekstra ros når Vitus så havde fundet det han søgte efter.

Vitus var ingen rutineret sporhund, men han havde altid kun haft gode erfaringer når han fik lov at bruge sin næse. Så hans selvtillid var i top, og det kom ham til gode nu.

Den lille hund satte tempoet yderligere ned, helt ned og tog atter en tur på den rute, hvor han havde fanget færten for få minutter siden.

Sækkepiben genvandt med ét sin styrke, og nu var tonerne fra den nogle, som Vitus havde hørt før. Og så faldt en stemme ind. En lille, spinkel stemme, som Vitus omgående genkendte.

”Amazing grace – how sweet the sound -

That saved a wretch like me.”

Marie.

Marie Flagermus dykkede lavt ned over ham. Hvor hun var kommet fra, anede Vitus ikke.

“I once was lost, but now I am found,

Was blind, but now I see.”

Og så var den der, færten. Da han først havde den, så slap han den ikke igen. Ikke et sekund løftede Vitus næsen fra jorden men arbejdede sig støt og roligt frem til kilden, hvor færten kom fra.

Først der, da han var sikker på, at han var på det rigtige sted, kiggede Vitus op. Det, han så, overraskede ham. Han stod på et gravsted.

På kirkegårdens måske mest undseelige gravsted. En lille bitte, skæv sten markerede graven. Navnet på stenen var hærget af tidens tand, det eneste læselige var et årstal, 1779. Ingen ville have troet, at noget virkelig kostbart var at finde på netop dette gravsted, men det var måske også meningen.

Vitus var nu også ligeglad med, hvad der stod på stenen. Han vidste, at den kostbare skat lå begravet lige under hans næse. Vitus begyndte at grave. Grave alt hvad han kunne, så jord og grus stod om ørerne på ham.

Så havde han den endelig. Løftede den forsigtigt op med munden og følte samtidig en stor lettelse.

En lettelse, der varede kort.

Netop da døde sækkepibens toner ud. Vitus vendte sig om og nåede just at se, hvordan den hellige hjort blev gennemsigtig og langsomt begyndte at blive opløst i tåger. Tåger, der hurtigt blev suget tilbage til de gravsteder, fra hvilke de var opstået og der igen forsvandt ned i jorden.

Der blev en skramlen og raslen, da den levende mur af kronhjorte trak hvert sit gevir til sig. Så snart en hjort var fri, drejede den prompte om, satte i et spring over kirkemuren og galopperede væk så hurtigt, at der nærmest var lidt panik over det. Som om hjortene ikke vidste, hvor de var, eller hvorfor de havde været der.

I det sekund muren af kronhjorte var brudt, brød helvede løs.

En vind, en storm, nej, en tornado flåede kirkegårdslågen op og kom brølende ind over kirkegården.

Vitus ventede ikke. Han havde set sådan en tornado før, og han vidste præcis, hvad den indeholdt.

Så Vitus løb. Løb alt, hvad han kunne.

Han kunne ikke løbe mod kirkegårdslågen, for det var der, faren kom fra. I stedet løb han over kirkegården, mod kirken og rundt om den i håb om, at der var et hul i kirkegårdsmuren, så han kunne slippe ud.

Det er da også muligt, at der havde været det. Men så langt nåede Vitus ikke.

I sin næsten sanseløse flugt overså han nemlig et hul i jorden, og det faldt han i. Og faldt og faldt.

Mens Vitus hvirvlede afsted i en sort intethed, syntes han igen at høre sækkepiben og Maries stemme, der sang nok et vers fra ”Amazing grace”:

The Lord has promised good to me,

His word my hope secures;

He will my shield and portion be,

As long as life endures.

As long as life endures – så længe livet varer.

Vitus var ikke sikker på, det varede så længe endnu, som han faldt der, gennem mørket, i det dybe, dybe hul på den gamle kirkegård i Kinneff.