Vitus & Hundestjernen den 20. december

20. KAPITEL

Den mudrede, underjordiske gang mundede ud i det åbne landskab. Både Vitus og Waldo havde forventet noget andet, noget ukendt, men landskabet så ud fuldstændig, som et helt almindeligt skotsk – eller dansk – landskab nu engang ser ud.

Både nissen og hunden var dog lettede over at være ude af den mørke, underjordiske gang og under åben himmel igen. Marie var ligeglad, hun havde boret sig ned i Vitus´ lange pels og var faldet i søvn.

Næppe var de kommet ud af gangen, før en langstrakt tuden, en tuden, der steg og faldt, skar gennem luften.

Det var næsten en slags melodi, tænkte Vitus og lyttede betaget, for det lød så smukt, så smukt.

”Åhr, ja, de kan slet ikke lade være. Samme ballade hver gang månen kommer på himlen,” mumlede fritten.

”Hvad er det?” spurgte Vitus, for han havde aldrig hørt noget så betagende smukt før.

Det føltes som om, den langstrakte tuden omfavnede hans hjerte og gjorde ham glad.

Som om der var en hemmelighed om selve livet, en urkraft, i lyden. Næsten som da han havde hørt alle hundene i Brombærkvarteret tude i munden på hinanden, kom Vitus i tanke om.

”Det er ulvene. De bor her i Tusmørkezonen. De har været her i flere hundrede år,” forklarede fritten.

”Jamen,” sagde Vitus. ”Der findes da ikke ulve i Skotland længere – eller gør der?”

”Ulvene har været i Skotland – og alle andre lande - fra før der var mennesker. Men her i landet findes de nu kun i Tusmørkezonen, det er det eneste sted, de kan leve i fred. Der er ingen mennesker i Tusmørkezonen.”

Pludselig holdt ulvenes tuden op, lige så brat som den var begyndt.

”De kommer lige om lidt. Vi er nødt til at få deres hjælp, hvis du skal nå frem til ”Julerosen” og dine venner."

Vitus havde allermest lyst til at spørge fritten, om den kunne hjælpe ham med at komme tilbage til ”Julerosen” uden at blande ulvene ind i det.

”Ulvene er ikke så vilde med mennesker, for mennesker har forfulgt dem på det grusomste i århundreder. Hunde er jo menneskets bedste ven, så hunde er ulvene heller ikke så vilde med. Så du er nødt til at være ekstra høflig. Bare følg mig, og gør som jeg siger, så går det nok. Det håber jeg da,” tilføjede fritten.

”Øh, hvordan har ulvene det med nisser?” indskød Waldo i et, for ham, meget afdæmpet tonefald.

”Aner det ikke,” svarede Tops. ”Måske æder de dig, måske gør de ikke. Det vil vise sig.”

Mere nåede fritten ikke at sige, for så var de der, ulvene.

Helt lydløst og som kom de ud af ingenting. En stor flok ulve, og Vitus havde ingen anelse om, hvor de var kommet fra.

Ulveflokken stod på en lille forhøjning i terrænet. Ulvene havde løbet, og løbet stærkt, for skyer af dampende ånde stod omkring dyrene. Ulvenes åbne munde afslørede de skarpe hvide tænder og deres tunger, som hang ud af munden på dem, mens de pustede.

Månelyset blev fanget i de gråsorte pelse, og fik dyrene til at se ud, som var de gjort af sølv.

Midt i flokken ragede en kæmpe ulv op over de andre. Han var helt lys grå og den eneste, som ikke pustede. Han stod, urørlig som en statue, og kiggede på Vitus.

Det var begyndt at blæse op, og der var pludselig mange lyde omkring dem. Træerne knagede, buskenes blade raslede, og på få øjeblikke tog vinden så meget til, at hvert vindstød var ved at slå luften ud af Vitus.

Sorte skyer trak hen over himlen, det var en grum decemberaften.

Vitus kunne ikke få øjnene fra ulveflokken og slet ikke fra den enorme, grå ulv, der havde lysende, gule øjne. Øjne, som stirrede direkte på ham.

”Knæl for Tusmørkezonens konge,” hviskede fritten, og så faldt den ellers så kække fritte selv på knæ.

”Knæl, ellers lever du måske ikke.”

Så slog fritten uden videre benene væk under Vitus, så den lille hund faldt direkte på maven og med hovedet ned i den mudrede jordbund. Vitus spyttede en mundfuld jord ud og skulle til at løfte hovedet for at sige noget til fritten.

I det samme mærkede han det.

Den varme ånde, og lugten af rovdyr, ramte ham i ansigtet. Instinktivt stoppede Vitus bevægelsen og blev i stedet ved med at kigge ned i jorden.

Ud ad øjenkrogen kunne han se et par poter, poter så store som pandekager, og det gik op for ham, at den kæmpestore ulv stod lige ved siden af ham.

Vitus lå fuldstændig stille. Ikke om han kunne begribe, hvordan ulven var nået hen til ham på de få sekunder, hvor han faldt, men det var den altså. Han skævede til siden og så flere ulveben, ulvene havde omringet ham.

En dyb, rumlende knurren lød lige ved siden af ham, og en dråbe ulvesavl faldt ned og ramte hans pote.

Ulven måtte stå over ham med åben mund.

Ville den dræbe ham?

Knække nakken på ham i et enkelt bid?

Han var ikke i tvivl om, at den kunne gøre det så let som ingenting.

Vitus tænkte ikke, han lyttede til sit hjerte, og det var hjertet, der fortalte ham, hvad han skulle gøre.

Langsomt fik han trukket sig op at stå, stadig med ydmygt bøjet hoved. Så var det hele overstået.

Lige så hurtigt som ulven havde været der, var den væk.

Vitus kiggede sig forsigtigt rundt. Hele ulveflokken var forsamlet omkring fritten, som nu igen havde fundet sine ben og ikke længere knælede. Det lød som om, fritten forklarede ulvene noget, men på et sprog som Vitus ikke forstod.

Fritten vendte sig mod Vitus og vinkede ham hen til sig.

”Dette er Rana,” sagde fritten og bukkede høfligt for den store ulv. "Han hjælper dig. Han vil føre dig til ”Julerosen”."

”Øh, hvordan det?” spurgte Vitus og kiggede måbende på ulven, som nu, da den stod ved siden af ham, virkede endnu større og endnu bredere.

Et enormt bundt jernstærke muskler med centimeterlange sylespidse tænder, i sandhed en imponerende skabning.

”Det skal du ikke tænke så meget over, det opdager du,” sagde Tops. ”Nå, men vi ses måske en anden gang. Held og lykke med at redde julen.”

Inden Vitus nåede at sige noget, drejede fritten om på poten, og væk var han.

”Hvor blev han af? ” sagde Vitus og opdagede i det samme, at ulvene havde slået ring om ham.

Så trådte den store ulv ud af flokken og hen foran Vitus.

Vitus burde have været bange, men det var han underligt nok ikke. Snarere forventningsfuld. Det var, som smittede energien fra ulvene, vilddyrets energi og kraft, til Vitus.

Uvilkårligt strakte Vitus hovedet frem og strøg forsigtigt næsen ned over ulvens forben. Det gav et sæt i ulven, og den tog et skridt baglæns, men samtidig drejede den hovedet og satte næsen mod Vitus´ skulder.

Ulven tog et skridt frem mod Vitus, så slikkede den ham let ved den ene mundvig – ulves måde at anerkende en ligemand.

Vitus var ikke i tvivl om, hvad ulven udtrykte, for de talte fuldstændig det samme sprog, den lille, hvide hund og den store, grå ulv. Vitus følte sig meget beæret over ulvens gestus.

Rana, den enorme ulv, tårnede sig op over Vitus. Men øjnene, det var ulvens øjne, som Vitus igen lagde mærke til. Ranas lysende gule øjne trak Vitus´ blik til sig og fik ham til næsten at føle sig en lille smule svimmel.

Vitus vidste ikke, hvor det kom fra, men han var pludselig fuldstændig sikker på, at det var vigtigt, at han lukkede øjnene. Så det gjorde han, lukkede øjnene fast i.

Så var de andre ulve der også. Dyrene rykkede helt tæt ind på Vitus. Og på Waldo, som knugede Bessie, sækkepiben, ind til sig. De store rovdyr masede og puffede, så Vitus og Waldo blev skubbet rundt mellem ulvene. Waldo var nærmest stiv af skræk, det var Vitus ikke. Marie var måske heller ikke helt tryg ved situationen. Vitus mærkede, at den lille flagermus kravlede ned i nissehuen og tog samtidig et fast tag i hans halsbånd.

Vitus var ikke det fjerneste bange, han fulgte, blødt svajende, ulveflokkens bevægelser og følte sig som en del af et stort fællesskab.

Det kunne godt være, han bare var en lille, hvid hund med et hjemmestrikket udseende, som William altid sagde, når han skulle drille ham, men han var mere end det.

Et sted i Vitus hundesjæl gemte der sig stadig en ulv med alle ulvens instinkter. Det følte Vitus meget stærkt lige i det øjeblik.

Vinden tog til, den kom løbende over markerne, hylende og tudende, eller var det ulvene, som tudede?

Vinden pressede mod Vitus ansigt, så voldsomt, at det næsten føltes, som hvis man sad i en bil og stak hovedet ud ad vinduet, mens bilen kørte meget hurtigt. Og så var der lugten, der stod omkring ulvene. Den varme, krydrede lugt af rovdyr.

Vitus bøjede hovedet frem og ned for at undslippe den hårde vind og mærkede til sin forbløffelse pels.

Instinktivt rakte Vitus en pote frem og mærkede ru ulvepels. Vinden tog yderligere til, slog hårdt nu.

Vitus lænede sig frem, tog et fast greb i ulvepelsen og lod sig bære med. Med på ryggen af Rana, den mægtige ulv.

Vitus mærkede, hvordan Ranas stærke muskler bevægede sig under den stride, grå pels. Vitus lænede sig frem og lagde poterne ned omkring Ranas hals, og ulven satte farten op. Hurtigere og hurtigere gik det, indtil Vitus var nødt til at lukke øjnene fast i og bore hovedet ned i den varme, ru ulvepels.

”Vitus, du rider med vinden,” hviskede en stemme.

Var det mon frittens stemme?

”Rana er hurtig som vinden.”

Vitus var tavs, for ulvens fart var nu så hurtig, at det var umuligt at få luft til at sige noget. Men han følte sig pludselig fortrøstningsfuld og sikker på, at det nok skulle lykkes at redde ikke bare julen, men også hundene, alle hunde i hele verden. Og endda med hjælp fra alle hundes fælles forfader, ulven.

Vitus åbnede forsigtigt øjnene. Landskabet for forbi i en rasende fart, så hurtigt gik det, at man intet kunne se. Det hele var et flimrende mørke og skygger, hvor månelyset ikke nåede frem. Vitus kunne ikke forstå, hvordan ulvene kunne løbe så hurtigt.

Vinden havde taget til igen, nu hylede, nej, brølede, den, næsten som var den rasende.

Rana øgede atter farten. Vitus strammede grebet om ulvens hals for at holde sig fast på hans ryg, men det var svært. Den høje fart pressede Vitus bagud, hans poter gled i pelsen, og så, pludselig måtte han slippe grebet, og Vitus blev slynget af ulvens ryg og ud i luften.

Men han faldt ikke, en tornado af vilde vinde greb ham, slyngede ham rundt i luften og hvirvlede ham op mod månen.

Lige som Vitus tænkte, at nu faldt han ned, nu var det slut, for han var højt, højt oppe i luften, så var det der.

”Julerosen” s dæk.