Vitus & Hundestjernen den 21. december

21. KAPITEL

Ishavet i Arktis – var fantastisk. Aldrig nogensinde havde Vitus set et hav så krystalblåt. Og isbjergene, i alle faconer, lige fra kæmper på størrelse med huse til små isflager. Hvaler havde de også set; narhvaler med deres lange tand, der nærmest lignede en lanse.
Når man rejste med et flyvende skib, så havde man virkelig udsyn og overblik.
De knap 4000 kilometer mellem Danmark og Nordpolen havde det kun taget ”Julerosen” en halv nat at tilbagelægge, og hun kunne sagtens have gjort det hurtigere hvis det skulle være.
Men det skulle det ikke, for Valstar Vovemod og Waldo McDaredevil havde så mange minder at udveksle, at Valstar Vovemod havde besluttet, at julemanden måtte vente lidt på deres ankomst.
Valstar Vovemod havde lovet julemanden, at ”Julerosen” skulle ankomme på Nordpolen senest til vintersolhverv, som fandt sted d. 21. december kl. 16.59 – helt præcis. Nu var det morgen, d. 21. december, så ”Julerosen” var i god tid.
Det var også derfor, at skibet nu havde sat farten ned til normal hastighed for et skib, så besætningen kunne stå på dækket og kigge ned på det smukke ishav.
Vitus, Pax, Kaj og Tyto kunne slet ikke få nok af at kigge på de kolde, men vilde og smukke, omgivelser.
Det kunne Marie til gengæld. Flagermusen meddelte, at hun ikke var til is og kulde, og ville se at få indhentet noget af sin manglende vintersøvn. Så Marie hang og sov på en gren på juletræet nede i kahytten.
Oppe på broen stod de to nisser, og snakkede og snakkede og snakkede, men det var selvfølgelig også hele 150 år de skulle følge op på. Indimellem lød kæmpe latterbrøl deroppe fra. Ingen tvivl om, at de to nissefætre hyggede sig gevaldigt.
Det havde vakt en del opstandelse på skibet, da Vitus og Waldo, med to tydelige bump, var landet på dækket efter turen med ulvene.
Eller måske var forfærdelse snarere det rette ord. For ingen havde opdaget, at Vitus ikke havde været ombord, da de besluttede at flyve fra Kinneff. Valstar Vovemod havde troet, at Vitus lå og sov under juletræet nede i kahytten.
Så nisseluftskibskaptajnen havde været både chokeret og ulykkelig, da det gik op for ham, at han var fløjet fra Vitus.
”Det er aldrig sket før. Aldrig”, bedyrede Valstar Vovemod igen og igen. ”Alle der er med ud, er også med hjem på mit skib” havde Valstar Vovemod gentaget om og om igen.
Vitus havde ikke fortalt noget om sine oplevelser i Kinneff.
Havde kun sagt, at han havde forladt skibet for at tisse, og så været lidt på sightseeing i kirken, som han var kommet ud fra lige tids nok til at se ”Julerosen” forsvinde mellem skyerne.
Vitus var ikke klar over, hvor meget de andre besætningsmedlemmer havde set af det, der var sket på kirkegården. Men ingen nævnte noget om det, hvilket gjorde det nemmere for Vitus at holde sig til sin historie.
Vitus var nemlig ikke længere i tvivl, han var – ligesom Marie – sikker på, at der var en forræder iblandt dem. En, der var på Azazels side. En, der i virkeligheden ønskede, at Azazel vandt. En der ønskede, at julen forsvandt, og at alle hunde blev udryddet.
Men hvem? Hvem var forræderen?
Var det Pax?
Var det Kaj?
Var det Tyto?
Var det Marie?
Var det Valstar Vovemod?
Eller var det den sidst tilkomne, Waldo McDaredevil?
Eller tog han fejl – var det ingen af dem?
Vitus havde en mistanke, men han var langt fra sikker. Faktum var bare, at uanset, at Vitus godt kunne lide dem alle sammen, så kendte han jo i virkeligheden ikke nogen af dem ret meget.
Han måtte være forsigtig og agtpågivende, og passe godt på skatten indtil han kunne aflevere den til julemanden. Det var det eneste, Vitus var sikker på: at det var meningen, at julemanden skulle have skatten.
”Julerosen” drejede væk fra havet og ind over isen.
En hvid, tilsyneladende endeløs verden lå under skibet. Is og sne så langt øjet rakte. Luften var tør og kold, og næsten knitrende frostsprød.
Og så var der stilheden. Der var fuldstændig stille. Den eneste lyd, der brød den hvide stilhed, var når sejlene på skibet blafrede en lille smule.
Den lille besætning stod tavse og overvældede over den hvide vildmarks særegne skønhed.
”Verden er så stor, så stor, Vitus, Vitus lille, meget større end du tror, Vitus, Vitus lille”
Sangen, som William havde sunget for Vitus, da Vitus var en lillebitte hvalp, og lige var flyttet ind hos William, dukkede op i Vitus´ erindring.
Som det havde været tilfældet dengang, hvor Vitus havde hørt sangen mindst et par gange hver dag, gav bare tanken om sangen ham en beroligende følelse.
Noget Vitus trængte til, for det var ikke sjovt at være sammen med nogen, som man egentlig godt kunne lide, men som man ikke turde stole på.
Vitus huskede hvordan han som hvalp havde elsket, når William sang for ham. Det var meget bedre end ”dygtig dreng” og den slags ros. Flere mennesker burde synge for deres hundehvalpe. Det gav en stærk samhørighed, og var en af de bedste måder at få en hvalp til at føle sig tryg. For der skete nemlig også noget med et menneske, når det sang. Mennesker blev friere i deres kropssprog når de sang, nemmere at læse for hvalpe. Folk burde virkelig synge for deres hundehvalp, tænkte Vitus, men blev så afbrudt i sin filosoferen ved et råd fra skibets bro.
”Så er vi her” råbte Valstar Vovemod. ”Så er vi nået frem til julemanden”
Vitus kiggede ned. Pax kiggede ned. Kaj kiggede ned. Tyto kiggede ned. Så kiggede de forvirret på hinanden, for endelig at vende sig om og stirre på Valstar Vovemod.
Ingen af de fire kunne nemlig se andet under skibet end is og sne og sne og is og endnu mere is og sne.
Waldo McDaredevil kom susende ned fra ”Julerosens" bro med en lille rød kasse under armen. Han åbnede låget, dykkede ned i kassen og fremdrog fire par briller, som han omhyggeligt placeret på de fire respektive næser. De fire par briller havde været fuldstændig ens af størrelse og udseende, da Waldo tog dem ud af kassen. Men så snart de kom i brug tilpassede de sig brugerens ansigt og passede hver af de fire perfekt. Selv Tytos næb tilpassede hans briller sig uden problemer.
”Kig så ned igen” sagde Waldo med et skævt smil.
”Du milde kødben” sagde Pax. De tre andre sagde ingenting, de bare kiggede bare.
Under dem lå en mindre landsby. En landsby af igloer i overstørrelse, i udkanten lå en meget stor iglo.
Vitus var ikke fri for at være en lille smule skuffet.
For der var intet ved de mange igloer, der mindede om jul. Ingen gran eller lys eller julehjerter, ingen julepynt overhovedet.
Der var heller ikke noget liv at se. Ingen nisser, der færdedes mellem igloerne. Det var bare en masse igloer, flotte igloer, men stadig bare igloer.
Det var bestemt ikke sådan Vitus havde forestillet sig, at julemanden boede. Jo mere Vitus kiggede, jo mere skuffet blev han.
Så blev sneen nede ved den største af igloerne med et levende.
Ud af en masse små snebunker dukkede der pludselig slædehunde op. Slædehundene havde åbenbart ligget og sovet i hver deres snebunke.
Hundene rystede sneen af sig og så satte de sig, alle som en, lige på måsen, stak næsen i vejret og gav sig til at tude op mod skibet.
Tude ligesom hundene havde gjort i Brombærkvarteret, og som hundene i landsbyen ved Tytos kirke også havde gjort. Som det var sket de to andre gange, fik også slædehundenes hylen Vitus til at føle sig bedre tilpas. Vitus´ skuffelse over de manglende julerier hos julemanden fortog sig. Så snart Vitus ikke længere følte sig skuffet, stoppede hundene deres tuden.
”Der er måske ikke så meget jul over julemandens by, når man lige ser den”, sagde Valstar Vovemod, idet besætningen gik fra borde. ”Julemanden går meget op i ikke at forurene, og i klima og den slags, så derfor har han valgt løsningen med igloer” fortsatte Valstar Vovemod, mens de to nisser, hundene, rotten og uglen bevægede sig ind i iglobyen. Byen er usynlig for alle ikke-lokale, der ikke har nissebriller på. De lokale dyr, hvalrosserne og sælerne og isbjørnene, de kan se byen, så de ikke støder ind i igloerne når de færdes her, men for alle andre kræver det nissebriller”
”Er her isbjørne?” spurgte Kaj, og kiggede sig bekymret omkring.
”Masser af isbjørne. Kæmpemæssige isbjørne” nikkede Valstar Vovemod. ”Flotte dyr”
”Er de ikke farlige?” ville Kaj vide.
”Kun hvis man er en is” lød det fra Waldo. ”især hvis man er en flødeis”, tilføjede han, og så nærmest eksploderede han og Valstar Vovemod i latter.
”Der er kun en ting, der er mere anstrengende end nissehumor, det er skotsk nissehumor” meddelte Tyto, men nisserne var ligeglade, de grinede stadig ad Waldos vittighed.
”Du falder fuldstændig i med omgivelserne, Vitus” sagde Pax. ”Godt du har halsbåndet med den røde nissehue i, ellers ville man næsten ikke kunne se dig, her i alt det hvide”
”Så går vi under jorden” råbte Valstar Vovemod ”Følg med, og når I kommer ind i sneen, så skal I gå lige ud, ellers havner I det forkerte sted” pointerede Valstar Vovemod. Så fortsatte han direkte ind i en stor bunke sne og forsvandt.
Hundene, rotten og uglen stoppede op, og kiggede på hinanden. Ingen af dem havde voldsom meget lyst til at vade lige ind i den store bunke sne.
”Efter dem, de herskaber” sagde Waldo, og pegede på snebunken.
Jeg kan lige så godt få det overstået, tænkte Vitus, der efterhånden havde oplevet så meget besynderligt, at han var ved at være ret hærdet. Og så gik han direkte ind i snebunken. Han nåede lige at se, at de tre andre og Waldo fulgte efter ham, så var snestormen over ham. Over dem. Eller sådan føltes det i hvert fald. Som at være ude i en snestorm.
Sneen hvirvlede rundt om Vitus, han fik det i munden og i ørerne, og havde han ikke haft nissebrillerne på, ville han også være blevet blændet af sneen.
Det varede kun et øjeblik, snestormen. Vitus kunne lige ane, at det klarede op foran ham, og at sneen begyndte at aftage, da han fik et kraftigt skub i siden.
Så kraftigt, at han, for ikke at falde, var nødt til at tage flere skridt til siden. Det var meget uheldigt, for de havde åbenbart fulgt en sti, der inde i snestormen, og udenfor den sti, der skrånede terrænet kraftigt. Så kraftigt, at Vitus mistede balancen og gled ned ad skråningen.
Det føltes fuldstændig som at suse ned af en kælkebakke i fuld fart. Det havde Vitus prøvet flere gange når William satte ham foran sig på kælken, og de to susede ned ad kælkebakken ovre i parken.
I rasende fart gled Vitus afsted gennem sneen, lige på måsen, hu, hej, hvor det gik. Det ville have været sjovt, hvis ikke det var fordi Vitus ikke anede hvor han var eller hvor han endte.
Så var han ude af snefoget, ude i den hvide, blanke sneverden. Vitus havde haft godt med fart på, så han gled et langt stykke hen over sneen inden hastigheden aftog, og han kunne komme på benene igen.
Vitus håbede virkelig, at han ikke var røget tilbage i Tusmørkezonen eller et andet mærkeligt sted, og så sig forsigtigt om.
Til sin lettelse fik han med det samme øje på alle nisseigloerne, men nu lå den store iglo forrest, så Vitus måtte være kommet om på den anden side af julemandens by.
Så opdagede Vitus noget besynderligt. Det var faktisk kun julemandens iglo-by, der kunne ses tydeligt, og var snehvid at se på. Kiggede han væk fra iglobyen så han ud på et blåligt tusmørke.
Vitus rystede på hovedet, og begav sig i retning af den store iglo. Han måtte se at finde tilbage til de andre, og finde julemanden, så han kunne få afleveret skatten.
Landskabet var altså flot. Al den sne satte Vitus i godt humør. Det var frostsne, så det satte sig ikke som klumper i hans pels, tænkte han fornøjet, og satte i løb. Sneen fik ham til at føle sig kåd, og gav ham lyst til at løbe. Løbe lige så hurtigt han kunne.
Vitus stæsede afsted med ørerne helt omme i nakken og et lykkeligt hundesmil om munden.
En svag kradsen bag ham fik ham til at kigge sig over skulderen, og så var det gode humør væk.
Bag Vitus kom en isbjørn – en meget, meget stor isbjørn – løbende. Isbjørnens blik var stift rette mod Vitus. Lyden Vitus havde hørt var isbjørnens kløer, der indimellem kradsede mod isen når den løb.
Selvfølgelig kunne en lille hund som Vitus ikke løbe fra en isbjørn.
Isbjørnen indhentede Vitus i få spring, langede en pote frem og ind under Vitus mave. Vitus så til sin rædsel, at bare bjørnens kløer var næsten lige så lange som hans egne ben.
Så løftede bjørnen Vitus op og åbnede gabet, isbjørnesavl dryppede ned på Vitus, som stirrede lige ind i gabet på isbjørnen.