Vitus & Hundestjernen den 22. december

22. KAPITEL

”Julerosens” besætning kiggede sig måbende omkring.

”Hvor er vi?” spurgte Pax så endelig.

”Vi er i slædehallen. Det er herfra julemanden tager afsted med slæden, og hvor han lander igen - efter turen rundt om jorden med gaver.

Lige nu er vi under jorden, under isen. Når slæden er lastet og klar, og rensdyrene er spændt for, og bjælderne er sat på seletøjet, så kører julemanden gennem den gang”.

Valstar Vovemod pegede på en stor port.

”Det er en gang, der går gennem isen og under en stor gletsjer. Julemanden flyver så ud i verden, der hvor gletsjeren ender. På den måde – sådan en gletsjer er jo ikke en konstant størrelse, den flytter sig hele tiden – kan ingen bare sådan lige finde frem til julemanden.”

Slædehallen var enorm. Hvad der havde manglet af julepynt udenfor, var der rigeligt af herinde. Der var julepynt overalt, og et kæmpemæssigt juletræ midt i slædehallen, og stedet summede af liv. Massevis af nisser suste rundt og så travle og vigtige ud. Alle vegne lå der pakker og gaver i kæmpemæssige bunker, smukt indpakkede i gavepapir og med flotte sløjfer på.

”Uhm, her dufter af småkager” sagde Kaj og stak den spidse rottesnude i vejret. ”Vaniljekranse, hvis ikke den her”, Kaj prikkede sig på næsen med en forpote. ”hvis ikke den svigter mig helt. Det plejer den ikke at gøre, og slet ikke når det handler om småkager.”

”Vi skal ikke have småkager nu. Vi skal op til julemanden. Ind i elevatoren med jer” sagde Valstar Vovemod, og gennede flokken ind i en elevator, som bare var en stor kurv i en snor.

Ikke den mest sikre elevator, men den virkede. Hvis man lige så bort fra, at elevatorkurven under opstigningen slingrede og drejede rundt om sig selv i en grad, der som regel gjorde passagerne svimle. Det gjaldt også besætningen fra ”Julerosen”.

De vaklede ud af elevatoren, og måtte lige stå og læne sig op ad hinanden et øjeblik før de kunne sætte efter Valstar Vovemod, der, som den eneste, ikke var svimmel.

Måske var svimmelheden årsagen til at de først, da de stod foran julemanden, opdagede, at Vitus manglede.

Julemanden lignede … julemanden. Han sad bag et stort skrivebord, men rejste sig straks og tog hjerteligt imod Valstar Vovemod.

Valstar Vovemod præsenterede sin besætning, og der var det så, at de pludselig savnede Vitus.

”Hvornår så I ham sidst?” sagde julemanden. Pludselig var det venlige gået af ham, julemandens øjne var både vrede og skarpe bag brillerne.

”Øh, nede i snetunnelen” sagde Valstar Vovemod lidt tøvende. ”Jeg gik først ind i tunnelen, og så fulgte de andre efter. Og det regnede jeg da med, at Vitus også gjorde.”

”Det gjorde han også, for jeg gik sidst ind i snefidusen, og der var de andre fire allerede gået ind” sekunderede Waldo. ”Mig og Bessie, gik sidst ind” tilføjede Waldo, og klappede sækkepiben, som han havde under armen.

”Sækkepiben” lød en lille, spinkel stemme. ”Vi kan få hjælp af sækkepiben.”

Ud fra det store juletræ, som stod i hjørnet af julemandens kontor, kom en lille skikkelse susende gennem luften.

”Marie” udbrød Valstar Vovemod. ”Jeg troede du lå, æh, hang, og sov i juletræet på ”Julerosen”.

”Øh, næ, nej, jeg fløj i forvejen” svarede flagermusen, og landede på julemandens skulder.

”Ja, nu kan jeg jo så godt fortælle det. Marie er en af mine mest betroede medarbejdere. Jeg bad hende specifik deltage i missionen, og hun har jævnligt rapporteret til mig via kodet krage- og sælpost” afslørede julemanden.

”Hvordan kan vi bruge sækkepiben, Marie?” spurgte julemanden så.

”Vitus har skatten – stjerneskuddet – i en nissehue, der sidder fast i hans halsbånd. Hvis Waldo giver sækkepiben lyd, vil tonerne finde stjerneskuddet, og vi vil kunne se det som billeder, selvom det kun er lyd. Ligesom min sonar.”

”Selvfølgelig, god ide” sagde julemanden.

”Der er bare lige det, at vi risikerer også at kalde Azazel frem. Han er jo gjort af lidt det samme materiale som stjerneskuddet efter alle de år han har siddet i fængsel på Betelgeuse, der jo også er en stjerne” pointerede Marie. ”Men hvis vi kan se hvor Vitus er, og vi bare når frem til ham og stjerneskuddet inden Azazel… ”

Marie stoppede og så forventningsfuldt på julemanden.

”Ja, du har ret. Jeg ved, hvad du vil sige. Så slår vi to fluer med et smæk. Så har vi fået lokket Azazel frem, og kan lamme ham med stjerneskuddet” fortsatte julemanden Maries sætning.

”Ja, og hvis Azazel er sat ud af spillet, så kan han ikke få fat i Lapis, og bruge Lapis som nøgle til at lukke Betelgeuse op, så der bliver åbent til det ydre rums uendelig sorthed. Og så bliver hundestjernen, Sirius, ikke suget ud i den uendelig sorthed, og så forsvinder alle hunde ikke” råbte Marie, og hoppede op og ned på julemandens skulder.

”Der er en grund til, at den flagermus er chef for JMHT” sagde julemanden stolt, og pegede på Marie.

”Og” fortsatte flagermusen ”Det er vintersolhverv, så jorden står på den helt rigtige måde i forhold til solen, det vil være nemt for Azazel at materialisere sig. Det nemmeste tidspunkt på hele året.”

”Præcis” sagde julemanden, og han lød næsten en lille smule begejstret. ”Det var jo derfor jeg pointerede overfor Valstar Vovemod, at han skulle være fremme til solhverv.”

”Hov, hov, lige et øjeblik” sagde Valstar Vovemod. ”Hvad er det for et stjerneskud, I taler om? Og hvad er JMHT? Og hvad er det for en skat, I bliver ved med at nævne?

”JMHT er JuleMandens Hemmelige Tjeneste” sagde julemanden. ”Og ”skatten” og ”stjerneskuddet” er det samme. Skatten ER et stjerneskud. Et stjerneskud fra Sirius, en lillebitte bid af hundestjernen. Det blev sendt afsted for en måneds tid siden. Camoufleret som en del af stjerneskuddene fra Leoniderne.”

”Jeg aner ikke hvad du taler om” sagde Valstar Vovemod. ”Hvad pokker er nu ”Leoniderne?”

”Det er en meteorsværm, der er lokaliseret omkring stjernebilledet ”Løven”. I midten af november – her i år – bevægede jorden sig gennem netop den meteorsværm, altså gennem Leoniderne, og det gav masser og masser af stjerneskud. Det benyttede Sirius til at sende sit enlige stjerneskud af sted.
Vi havde læst i de gamle skrifter, at Sirius ville sende et helt særligt stjerneskud, når Azazel kom. Så da vi opdagede, at Azazel var nået frem til jorden, vidste vi, at der et eller andet sted ville være en lille stump af hundestjernen, som ville kunne hjælpe i kampen mod Azazel. Vi skulle bare lige finde stjerneskuddet fra Sirius.
Da vi kunne se, at en stor del af Løvens stjerneskud var slået ned i Skotland, og vi vidste, at Sirius ville gemme sit stjerneskud mellem alle de mange stjerneskud fra Løven, var det logisk at koncentrere vores opmærksomhed om det skotske.
Det var kun et gæt, at Sirius havde sigtet efter Kinneff gamle kirkegård. Men et kvalificeret gæt, vil jeg så tilføje, eftersom Kinneff er det stærkeste magiske centrum i Skotland.
Det var derfor, Valstar Vovemod, at jeg ikke kunne fortælle dig andet end at du skulle til Kinneff. Jeg håbede, at nogle gode kræfter ville føre os på rette vej, når du først var der. Og det var jo præcis hvad der skete. Den lille hvide hund klarede det for os. Uden dens fantastiske lugtesans havde vi aldrig fundet stjerneskuddet fra Sirius."

”Hold da op” måbede Valstar Vovemod.

”Vildt” sagde Kaj. ”Og sejt. Vildt sejt, faktisk”

”Ja” sagde Pax, og så stolt ud. ”Hundes lugtesans er fænomenal”

”Jamen, hvad gør det så, det der stjerneskud fra Sirius? Hvordan kan det bekæmpe Azazel?” spurgte Tyto.

”Det vender vi tilbage til” indskød Marie hurtigt. ”Nu tror jeg vi skal bede Waldo om at lade sækkepiben tale.”

Det lod Waldo sig ikke sige to gange.

Hvor tit havde man lige julemanden som tilhører til sin musik. Waldo tog en dyb indånding, og så bragede ”Scotland the brave” ud i julemandens kontor.

Julemandens gamle hund, Blazer, der havde ligget og sovet foran kaminen, satte sig brat op og kiggede sig forvirret omkring. En slædehund, som havde ligget rullet sammen i en dyb lænestol, og fuldstændig lignet en pude, kom til live. Slædehunden, hoppede ned fra stolen og humpede – den havde en forbinding om det ene forben - over til døren, den ville tydeligvis gerne lukkes ud. Pax lagde ørerne helt om i nakken, og kneb øjnene sammen.

Waldo vandrede rundt og rundt om julemandens skrivebord, og spillede på livet løs. Først skete der ingenting, udover hundenes reaktioner. Men så gik Waldo all in, og skruede nok en tak op for lydstyrken.

En lille flimrende sky begyndte at dannes over Waldos hoved. Skyen blev større, mere tydelig, og så dukkede Vitus op i skyen. Eller rettere, billedet af Vitus.

Vitus, der så enormt sur ud, mens han sad i favnen på en stor isbjørn, som slikkede ham kærligt i hovedet. Et par isbjørneunger tumlede rundt og legede ved siden af den voksne bjørn. Bjørnen satte Vitus ned på isen ved siden af ungerne, og Vitus begyndte at løbe. Isbjørnen var hurtigt over ham, og skovlede Vitus tilbage i sin favn. Nussede ham lidt igen, satte ham ned og så forfra. Det så besynderligt ud. Og Vitus så mere og mere sur ud.

Julemanden slog en høj latter op.

”Det er gode, gamle Naasunnguaq. Hun bor i nabolaget, vi ser hende tit. Og hun behandler jo hunden som om den var en isbjørneunge.

”Faktisk ligner Vitus også lidt en isbjørneunge” sagde Marie. ”Jeg tror, at bjørnen tror, at Vitus er en isbjørneunge. Men hvor er de henne – det hele er jo hvidt.”

Marie slog ud med en vinge i retning af de store runde vinduer, der var hele vejen rundt i julemandens kontor.

Til den ene side havde man en flot udsigt over nisseiglobyen, og til den anden side udsigt over den vilde, hvide ødemark. Det så ud som om det var derude, et eller andet sted i ødemarken, at Vitus og isbjørnene var.

”Jeg ved hvor de. De er lige i udkanten af iglo-byen. Lige ved …" begyndte julemanden, men blev afbrudt da døren ind til kontoret i det samme blev slået op. Ind kom en lille, rund nisse.

”Hvad i alverden foregår der” råbte han ”Jeg får klager fra hele huset. Ingen kan jo arbejde i den larm. Hvad er det for en jammer?”

”Warno, vi arbejder” vrissede julemanden.

Men afbrydelsen havde været nok. Sækkepibemagien var brudt. Billedet af Vitus og isbjørnene, der havde flakket over hovedet på Waldo, forsvandt.

Samtidig døde flammerne i pejsen ud, og efterlod kun en bunke gløder. Julemandens kontor blev, fra det ene øjeblik til det andet, koldt og halvmørkt.

”Hvordan kan I arbejde i både larm og kulde og halvmørke?” spurgte Warno, som den sidst tilkommende nisse åbenbart hed.

”Larm, må jeg være fri” lød det indigneret fra Waldo. ”Det er ikke larm, det er kunst.”

”Det lød ræd… ” begyndte Warno, og vendte sig mod Waldo, som han tilsyneladende ikke havde lagt mærke til før. Det gjorde han til gengæld nu.

Warno blev tavs, så smilede han bredt til Waldo. ”Det lød rigtig interessant. Virkelig spændende kunst. Jeg holder meget af kunst”

Waldo smilede stort tilbage til Warno.

Et lille flimrende skær, måske en reminiscens af billedet fra før, dukkede op over Waldos hoved. Det var bare et kort glimt, men man nåede lige at se et bankende hjerte - det sødeste, røde julehjerte. Så var det væk igen.

Hverken Waldo eller Warno sagde noget. De to nisser stod tavse og bare kiggede på hinanden.

Gløderne i pejsen pulsede og tog til i styrke, blev mere intense. Kulden i kontoret blev yderligere mærkbar.

”Betelgeuse er en rød stjerne. Med stjerner er røde stjerner de kolde, de blå stjerner er de varme” mumlede Marie, og stirrede spekulativt på gløderne i pejsen. Der kom ingen flammer, men gløderne bare voksede og voksede, pulsede rødglødende i pejsen. Kulden i julemandens kontor tog yderligere til.

Marie udstødte et skrig.

”Han er her et sted, sækkepiben kaldte ham frem. Azazel er her, og han er mægtigere end nogensinde” råbte flagermusen. ”Det er opgørets time”