Vitus & Hundestjernen den 24. december

24. KAPITEL

"Julerosens" besætning var samlet i julemandens kontor.
Ilden buldrede i kaminen, og Warno, nissen som styrede julemandens husholdning, havde serveret varm kakao med bjerge af flødeskum til dem alle sammen.
Blazer, julemandens gamle hund, havde igen indtaget sin plads foran pejsen. Ved siden af den lå Nanok, slædehunden med det dårlige forben.
Azazel var fanget, spærret inde i meteorstenen, stjerneskuddet fra Sirius, hundestjernen. Verdens hunde ville ikke blive udryddet, og tak for det. En verden uden hunde ville jo være forfærdelig at leve i. Det ville virkelig være sjælens store ensomhed, hvis der ikke fandtes hunde i verden.
Forræderen var blevet afsløret, og Vitus havde kunnet spare sig al sin bekymring, for forræderen havde ikke været en rigtig forræder, bare lidt uheldig.
De fjer, som Tyto Slørugle havde hevet ud og efterladt i loftstårnet på kirken, havde Azazel åbenbart taget. Da Azazel havde fjerene, så havde han hele tiden kunnet spore hvor Tyto var. Der hvor Tyto var, der havde de andre også været. Det var derfor dæmonen havde tiden havde været i hælene på dem, havde Tyto forklaret, da Marie havde afsløret ham som forræderen.
Det var også derfor, at Vitus havde set en håndfuld uglefjer i luften, da han faldt ud af ”Julerosen”.
Julemanden havde konkluderet, at den slags – tabte fjer, der opsnappes af en dæmon – var noget man ikke kunne gardere sig imod. Så Tyto var blevet tilgivet.
”Ingen lærer noget af straf. Og hævntørst formørker kun sjæle” havde været julemandens holdning.
Vitus syntes det var en god løsning, for – som alle hunde – var han altid parat til at tilgive. Det glædede ham, at julemanden og nisserne havde samme indstilling.
Vitus havde nemlig levet længe nok sammen med mennesker til at vide, at mennesker havde en helt anden, og – efter Vitus´ mening – mærkelig tilgang til den slags. Alt for mange mennesker var vældig gode til at se det negative, og til at straffe. Alt for få mennesker havde opdaget, at alting blev meget bedre – og mulighederne langt større – hvis man fokuserede på det positive, og på tilgivelse, hvis noget alligevel gik skævt.
Alt burde således være godt, og i orden, men det var det ikke. Det var det slet, slet ikke.
Lapis manglede stadig, og uden Lapis kunne julemandens slæde ikke flyve. Hvis julemandens slæde ikke kunne flyve, så var der ingen som fik gaver. Der ville heller ikke være nogen julestemning, for julemanden uddelte ikke bare gaver, han spredte også julestemning på sin tur jorden rundt.
Vitus havde fortalt de andre sandheden om Lapis. At han ikke vidste hvor den var, og at han sidst havde set Lapis ved det gamle egetræ i Williams have.
”Så må vi lægge en ny plan” havde julemanden sagt. ”hvis vi ikke finder Lapis. Det vigtigste er, at vi har Azazel under kontrol, så han ikke kan bruge Lapis som nøgle. Nøgle til at åbne Betelgeuse, og dermed lukke op for det ydre rums uendelige sorthed, sådan, at Sirius, hundestjernen – og med den alle hunde i hele verden – forsvinder ud i det sorte, uendelige univers.
Det var Vitus helt enig med julemanden i.
Til gengæld syntes han nok, at julemandens fine principper omkring ret og uret, tilgivelse og straf, led en lille smule skibbrud, når det gjaldt Polkagrise.
”Du reddede os alle sammen, Vitus, ved at finde stjerneskuddet fra Sirius på den gamle kirkegård i Kinneff” havde julemanden sagt. ”Men havde det været enhver anden, der havde lukket isbjørnene ind til polkagrisene, så… ”
Mere havde julemanden ikke sagt, men det var også rigeligt.
Det var ikke kun Naasunnguaq og hendes to unger, der havde taget for sig af sukkerstængerne. En inspektion af polka-grise-depotet viste, at alle isbjørne i miles omkreds tilsyneladende havde været på besøg i depotet, der – med undtagelse af en enkelt kasse – var ryddet for polkagrise.
Vitus kunne helt ærligt ikke forstå, at et par sukkerstænger skulle betyde så meget. William plejede ganske vist at pynte deres juletræ med polkagrise, og elskede at snuppe en sukkerstang fra juletræet julen igennem. Så Vitus kendte godt polkagrisene, men han brød sig ikke om hverken smagen eller konsistensen.
”Planen er klar” meddelte julemanden. Han og Valstar Vovemod havde siddet henne ved skrivebordet, og set på kort og tegnet streger.
Omgående havde julemanden flokkens udelte opmærksomhed, mens han forklarede hvad planen gik ud på.
”Der er bare en ulempe ved planen” sagde julemanden til sidst. ”Det kræver 8 slædehunde. Jeg har kun syv, for Nanok, min førerhund – her pegede julemanden på slædehunden, der lå foran pejsen – har et dårligt ben, og kan ikke arbejde foran slæden. Så vi må håbe, det kan lade sig gøre med kun syv hunde for slæden”
”Du har 8 hunde” lød det fra Pax, præstens rare jagthund. ”Jeg tager Nanoks plads. Altså, hvis I mener jeg kan.”

En halv time senere tog Kaj, Tyto, og Vitus, med Marie på ryggen, plads i julemandens hundeslæde.
Waldo McDaredevil havde også fået tilbudt at blive fløjet hjem til Skotland, men han havde besluttet sig til at blive på Nordpolen.
Slædehundene var spændt for slæden, og hundene hoppede, smågøende, op og ned på stedet i glæde over at skulle ud på tur.
Åh, hvor var de smukke, julemandens slædehunde, tænkte Vitus, og så beundrende på de gråhvide hunde, der alle havde øjne så blå som det arktiske hav, og så kække de så ud, med deres spidse ører og flot oprullede haler. Den gråbrune Pax var knap så smart at se på, til gengæld udstrålede han en hyggelig ro, omend Pax lige nu var næsten lige så kåd som slædehundene.
Den ellers så fredelige Pax, var blevet smittet af stemningen, så han gik all in på slædehundetjansen, og hoppede, logrende og gøende, op og ned.

Kaptajnen – eller musheren, som Vitus kunne forstå det hed, når man styrede en hundeslæde - var ikke Valstar Vovemod, men hans bror, Vigil Vovemod, nissen, som normalt vogtede over Lapis.
Vigil Vovemod kunne intet huske fra han blev slugt af Azazel, og til han fandt sig selv siddende på gulvet i slædehallen. Så Vigil Vovemod var helt i hopla, og ivrig efter at hjælpe til.
Valstar Vovemod og ”Julerosen” blev på Nordpolen hos julemanden. Hvis det ikke lykkedes at finde Lapis, så julemandens kane kunne flyve, så måtte ”Julerosen” træde til og flyve julemanden verden rundt. Julemandens slædehunde kunne ganske vist flyve uden Lapis, men kun kortere strækninger, og ikke hele jorden rundt.

Så var slædehundene og slæden ved at være klar. Som det sidste inden afgang gik en nisse rundt, og satte et par bjælder fast i hvert af hundenes halsbånd.
”I er på en officiel mission for julemanden, så selvfølgelig skal slædehundene have bjælder på” havde julemanden fastslået.
Hundeslæden begyndte at rokke en lille smule, bevægelsen fik bjælderne i hundenes halsbånd til at ringe.
Det var den mest vidunderlige lyd Vitus nogensinde havde hørt, og han kunne mærke hvordan han blev sådan rigtig, rigtig glad langt ind i hjertet.
For sådan er det med lyden af julemandens bjælder – uanset om de sidder i seletøjet på julemandens rensdyr eller i halsbåndet på julemandens slædehunde, det er en lyd, der bringer glæde og julefred til alle, der hører den.
Og til alle, som tror.
Så løftede Pax hovedet, jagthunden sprang fremad og opad, og det samme gjorde de øvrige 7 hunde. Hundene tog et kæmpespring op i luften, der lød et blødt ”wusssssh” da hundeslæden forlod jorden og svang sig op på himlen.
Vitus kiggede ned. Langt, langt nede under sig kunne han kort se nissernes igloby lyse hvidt i det arktiske mørke, der omgav byen. Det var kun et sekund, så ramte hundeslæden skyerne.
Hundene galoperede hurtigt gennem skylaget, og lige så pludselig som de var kommet ind i skyerne var de ude af dem igen. Over skyerne bredte sig den smukkeste stjernehimmel, og midt i det hele stod månen og lyste op.
Stjernerne funklede og blinkende på mørke decemberhimmel. Hvad var det Tyto havde sagt, da han forklarede hvordan man kunne finde stjernebillederne på himlen? Tænkte Vitus, og betragtede stjernerne, som han aldrig havde været tættere på end nu, i slæden bag julemandens flyvende slædehundespand.
Men Vitus behøvede ikke Tytos hjælp. De to stjerner, som han kiggede efter, skilte sig klart ud. Betelgeuse, som var skulderen i stjernebilledet Orion – jægeren – var tydelig med sin rødlige farve. Vitus, der nu vidste, at bag Betelgeuse, gemte der sig det ydre rums sorte uendelighed, kunne ikke lade være med at gyse.
Og så så han den. Der var ingen tvivl.
Himlens stærkest lysende stjerne. Himlens allerklareste stjerne og den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, Canis Majoris, Sirius, hundestjernen. Stjernen over alle stjerner.
Vitus sukkede betaget, men inden han nåede at blive decideret sentimental, drejede slæden skarpt til højre ved månen.
Vitus stirrede begejstret, da han så hvad der gemte sig bag månen. Et net af strålende, lysende nordlysveje bredte sig ud over himlen. Nordlyset var gult og grønt det ene øjeblik, og det næste rødt og blåt, det blinkede og skinnede og bølgede hen over himlen, mens det hele tiden skiftede farve.
Slædehundene svingede rutineret ind på den største af Nordlysvejene. Så snart hundene havde nordlyset under deres poter gik det for alvor stærkt. Vitus kunne mærke hvordan farten trykkede ham tilbage i slæden, så hurtigt gik det.
Hver gang hundenes poter ramte nordlyset slog det gnister. Gnister, der blev til nye smukke nordlys, som bølgede hen over himlen. Det var så smukt, så smukt.
”Så begynder vi nedstigningen, hooold fast” råbte Vigil Vovemod.
Og det var noget af en nedstigning. Hundeslæden suste nedad, ned gennem skyerne og mod jorden, hurtigere end den hurtigste rutsjebane.
Vitus syntes lige den vidunderlige slædetur var begyndt da slæden bremsede op, kun en meter over jorden.
Så voldsom var opbremsningen, at Vitus blev slynget af hundeslæden, ud i luften og landede lige i Williams arme.
William. Det var virkelig William.
Vitus blev på stedet opfyldt af en lykkefølelse så stor, at han hylede og peb og smågøede – alt sammen på en gang. For, åh, hvor havde han savnet sit menneske.
Vitus vred og vendte sig i Williams favn, slikkede William i ansigtet og logrede, ikke bare med halen, men med hele kroppen.
”Så, så, gamle ven, da, rolig nu, Vitus” sagde William og krammede den lille hund. ”Det var da utroligt som du syntes det er sjovt at lege med bold i dag.”
Så satte William Vitus ned. Vitus, som stadig var nærmest ør af lykke over at være forenet med William, suste højt gøende rundt i haven. Lige nu kunne Vitus slet ikke tænke på andet end, at han endelig var hjemme, og igen sammen med William.
”Okay, du får en tur til, men så skal vi altså også afsted til julegudstjeneste” sagde William, og kastede så en bold.
Vitus spænede lykkelig efter bolden. Først da Vitus havde indhentet bolden, og skulle til at samle den op, opdagede han det.
Bolden var ingen bold, selvom den lignede en bold. Det var den meget savnede Lapis, julemandens meteorsten. Motoren i magien, der fik julemandens kane til at flyve julenat.
Lapis havde åbenbart ligget ude i Williams have under nedfaldne blade fra egetræet. Måske havde det i virkeligheden været det allerbedste gemmested. For hvem ville lede efter en kostbar skat i en almindelig villahave?
Vitus greb Lapis og kastede den magiske sten så højt op i luften som han overhovedet kunne. Det var ikke så højt, måske et par meter, men det var nok.
Da den først var i luften, fandt Lapis sin oprindelig form, og lyste og skinnede som en lille sol. Der stod nærmest en glorie omkring meteorstenen, der fortsatte op mod skyerne, mens den trak en hale af lys efter sig.
”Næ, se, Vitus” råbte William og pegede op ”et stjerneskud. Det er et godt tegn, det kan kun betyde at vi får den dejligste jul, husk at ønske. Men kom nu med ind, jeg skal lige nå et bad inden vi skal i kirke.”
Vitus fulgte med øjnene Lapis’ vej over himlen. Den lignede ganske rigtigt et stjerneskud, og det var den jo også oprindelig. Så Vitus ønskede. Han ønskede, at alle de nisser, der var blevet til mus, fordi de havde forfejlet en mission for julemanden, ville blive til nisser igen. Vitus håbede, at hans ønske gik i opfyldelse.

Indenfor var huset smukt julepyntet. Og juletræet stod på sin sædvanlige plads i stuen. Alt så ud som det plejede hjemme hos William og Vitus d. 24. december.
Eller næsten alt.
Der var ingen polkagrise på juletræet, men ellers lignede julepynten sig selv. Det var som om Vitus aldrig havde været væk.
Ude i badeværelset sang William ”Jingle Bells” for fuld udblæsning. Sangen lød lige så falsk, som det altid gjorde det når William sang under bruseren.
Om lidt skulle de i kirke, og bagefter hjem til Williams far og mor, og resten af Williams familie og holde jul. Vitus følte sig pludselig opfyldt af en stor taknemmelighed. Den lille hund løb ud i badeværelset og satte sig foran bruseren.
”Nååå, er du sådan en lille trofast hund, der sidder og venter på far”
William rakte en våd hånd ud og klappede Vitus på hovedet, så han fik vand i øjnene og næsen, og måtte nyse tre gange.

Den lokale kirke var smukt oplyst da William og Vitus ankom. Som sædvanlig fik Vitus en håndfuld godbidder til at fordrive ventetiden i bilen, mens William var til julegudstjeneste.
”Du må vente her. Kirker og kirkegårde er ikke for hunde, Vitus” sagde William.
Vitus kunne ikke være mere enig med ham. Lige nu havde Vitus i den grad fået nok af kirker og kirkegårde.
Folk strømmede til julegudstjenesten, kirkedørene blev lukket og snart kunne Vitus høre salmesangen fra kirken, der lå som en lille lysende ø i decembermørket.

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang,

sang menigheden inde i kirken. Andet vers af ”Dejlig er jorden”.

Vitus genkaldte sig de billeder han havde set i stjernetågen, da han stod inde i kirken i Kinneff.
En lille hvid hund, helt mage til ham selv, der hjalp sine mennesker med at gemme de skotske kongers kronregalier for den engelske overmagt. Den lille hvide hund var en af hans forfædre, det var Vitus ikke i tvivl om. Det var derfor Lapis var landet i Williams have d. 1. december. Derfor Lapis havde valgt Vitus. Slægt skal følge slægters gang.
En banken på bilens forrude bragte Vitus tilbage til nutiden. På bilens køler sad Kaj Rotte.
William havde ladet et af bilens vinduer stå lidt på klem, og rotten klemte sig hurtigt gennem sprækken.
Åh, Vitus var glad for at se Kaj.
”Det var noget af en brat opbremsning, hva`- der, da du stod af slæden. Du kan være glad for at ham, William, greb dig” grinede Kaj Rotte. ”Og så sjovt, at der hang en hundeslæde i luften lige foran ham. En hundeslæde forspændt 1 jagthund og 7 slædehunde, og indeholdende en hund, en ugle, en flagermus, en rotte og en nisse – og ham, din William, kunne ikke se hverken slæde eller besætning” grinede Kaj Rotte.
”William er jo kun et menneske” sagde Vitus ”Mennesker har ikke de samme evner som vi. Det kan de ikke gøre for”
”Nej, nej, klart. Sådan er det jo med mennesker. Nå, men vi andre fløj videre her til kirken. Tyto er på plads oppe i tårnet, det samme er Marie, og Pax snuer i sin kurv ovre i præsteboligen. Og jeg, øh, jeg holder jul med rottekirkekorspigerne, så alt er som det skal være. Hvad med dig?”
”Alt er som det plejer” sagde Vitus. ”Det virker faktisk som om William slet ikke har opdaget, at jeg var væk. Og det med jeg skulle til dyrlæge har han også glemt alt om”
”Ja, men det er der da intet underligt i. Du har jo kørt på nissetid”
”Nissetid?” gentog Vitus.
”Ja, når man er sammen med nisser, så står mennesketiden nærmest stille. Så det er præcis som om man aldrig har været væk, når man kommer tilbage efter at have været i selskab med nisser. Og så kan det jo også være, at julemanden har sendt en nisse forbi William. En nisse, der har givet ham et pust nisseforglemmelsespulver. Hvad ved jeg? Med nisser kan alt ske. DET ved jeg i hvert fald nu”
Det måtte Vitus give Kaj Rotte ret i.
Vitus ville gerne have talt mere med Kaj, men gudstjenesten var slut og folk kom ud af kirken.
Med et ”Vi ses, Vitus” klemte Kaj sig hurtigt ud af sprækken i bilvinduet, og forsvandt over kirkemuren.
Så var William tilbage i bilen, og med julesange strømmende – på fuldt drøn - ud af radioen, kørte William og Vitus hjem til Williams familie for at holde juleaften.

Det var midnat da de to, William og Vitus – efter en dejlig juleaften – atter vendte hjem til Williams hus.
”Hold da op, se, vi har fået en gave, Vitus” sagde William, og pegede på en pakke, der stod på trappetrinet foran hoveddøren.
Pakken var smukt emballeret i farvestrålende gavepapir, og med en stor flot, rød sløjfe på.
”Hvad mon det er?”
William tog pakken under armen, låste døren op og gik ind. Så satte William gaven på spisebordet, og gik i gang med at pakke den op. Vitus var hoppet op på en spisebordsstol, og fulgte ivrigt med i udpakningen.
”Næææ, hvor fantastisk. Det var lige hvad jeg ønskede mig. De har ikke været til at skaffe i år. De har været totalt udsolgt alle steder. Alle forretninger jeg har været i efter dem, sagde, at de ikke kunne få flere hjem i år. Så det her er jo nærmest en skat. Gad vide hvem, der har sendt os dem” sagde William med begejstring i stemmen. Og ud af gavepapiret løftede han en kasse med Polka-grise.
Vitus stirrede.
Vitus vidste godt hvem, der havde sendt pakken. Han vidste også godt hvorfor polkagrisene ikke havde været til at få fat i denne jul.
Men – og det var næsten det vigtigste – Vitus vidste også med et, at alt var i orden på Nordpolen. At Lapis var kommet tilbage til julemanden, og at julemanden var på vej jorden rundt med gaver til alle børn.
Alt var som det skulle være. Julen var reddet, og der var stadig hunde på jorden.
”Kom, Vitus, vi hænger polkagrisene på juletræet med det samme” ivrede William, og det gjorde de så.
Og, det måtte han medgive, juletræet så bare mere rigtigt – mere julet - ud med polkagrise, tænkte Vitus glad.
”Du, Vitus, skal vi ikke se Disneys juleshow nu. Vi fik jo ikke set det fordi vi var i kirke. Lad os se det inden vi går i seng”
Så satte de to venner sig godt til rette i sofaen og nød – selvom de havde set det flere gange før – Disneys juleshow. Ikke mindst holdt de af de juleshowets klassiske slutning, hvor den, ellers ret irriterende fårekylling, får lov at lukke showet med sin smukke sang.

Når du ser et stjerneskud
lad dit ønske flyve ud,
da vil alle stjerners herre
høre dig.
Bare du af hjertet tror,
da er ingen bøn for stor
når et stjerneskud, det falder
på din vej.

Skæbnen selv
er da din lykkes smed,
den smiler til dig ned
fra himlens stjerner.

Når du ser et stjerneskud,
er det himlens sendebud
om at du skal vinde,
hvad du ønsker dig.

”Du klarede det, Vitus, jeg er så stolt af dig” sagde William pludselig, og gav den lille hund et kram.

Vitus rynkede panden og stirrede forbløffet på William. Hvad i alverden mente han? Mærkeligt, men måske forstår mennesker alligevel mere end man lige tror, funderede Vitus.

Det var ikke til at vide, men pyt, det vigtigste var, at de var sammen, tænkte Vitus, og lænede sig ind til William.

Der sad de så, de to, mennesket og hunden, venner gennem tusindvis af år, skulder ved skulder, i den hellige julenat.
Og udenfor på himlen lyste Sirius – hundestjernen - himlens klareste stjerne, og mindede enhver, der kiggede op, om at hunden i sandhed er menneskets bedste ven.

Bare du af hjertet tror,
da er ingen bøn for stor
når et stjerneskud, det falder
på din vej.

”Glædelig jul, Vitus – og glædelig jul til alle” sagde William, og tog en stor, knasende bid af en polkagris.