Vitus & Hundestjernen den 5. december

5. KAPITEL

Vitus havde fået nok. Han tog beslutningen på vej ud til bilen.

Vitus hadede dyrlægen mere end noget andet i hele verden. Og hvorfor skulle han til dyrlægen?

Han havde hørt historier fra de andre hunde ovre i parken. For et års tid siden var Dingo, en stor, glad hund pludselig forsvundet. Rygtet blandt hundene sagde, at Dingo aldrig kom ud igen efter et besøg på en dyreklinik.

Var det det, der skulle ske nu? Var Vitus på vej til sit sidste dyrlægebesøg nogensinde?

Vitus vidste det ikke, men til gengæld vidste han, at han ikke frivilligt ville lege med. Så han ventede bare på sin chance, og han vidste, at den ville komme, chancen.

Vitus plejede at sidde på forsædet ved siden af William, når de var ude at køre bil. I ført en sikkerhedssele til hunde, selvfølgelig. William fumlede altid, når han skulle give Vitus sikkerhedsselen på, og i dag var ingen undtagelse.

Normalt stod Vitus fredeligt ved siden af bilen og ventede på, at William fandt ud af at give ham sikkerhedsselen rigtigt på.

Men ikke i dag.

I samme øjeblik William tog snoren af Vitus, og skulle til at trække selen ned over Vitus hoved, så snurrede Vitus om på hælen og løb. Løb, så hurtigt han kunne, ned ad vejen, væk. Vitus skulle bare væk.

Han hørte William råbe og kalde, men Vitus var ligeglad. Han løb så hurtigt hans små, korte ben kunne bære ham. Han vidste ikke, hvor han skulle hen, så han tog bare den første vej til højre, og så en vej til venstre. Til sidst havde han ikke vejr til at løbe længere og var nødt til at stoppe op.

Det var først der, det gik op for Vitus, at han ikke anede, hvor han var henne. Han vidste heller ikke, hvordan han var kommet derhen, for det var umuligt at huske alle de mange gange, han var drejet ned af snart den ene, snart den anden vej.

Vitus befandt sig i udkanten af den lille by, han boede i. Bag sig havde han byen, og foran ham lå marker og en skov.

En bil suste tæt forbi Vitus, som forskrækket sprang til siden. Desværre havde Vitus ikke opdaget, at han var kommet så langt ud af byen, at vejene ikke længere havde fortove men grøfter.

Så Vitus faldt lige ned i en våd, mudret og dyb grøft.

Det var tæt på, at Vitus begyndte at fortryde sin flugt.

Vitus var vant til at gå tur i parken med William, gå rundt i Williams pæne have, sove middagslur i sofaen og tilbringe natten under dynen i Williams seng.

Den vilde natur var ikke Vitus´ rette element. Hvis sandheden skulle frem så var det vist første gang nogen sinde, at Vitus var udenfor den lille by, hvor han og William boede.

Indsmurt i sort, stinkende mudder fik Vitus mast sig op af grøften igen. Det var ikke helt let for grøftekanterne var glatte og smattede. Efter turen i grøften var Vitus ikke bare våd, men også så kold, at han begyndte at fryse.

Det var sidst på eftermiddagen, og mørket begyndte så småt at komme listende.

Den lille hvide hund havde ingen anelse om, hvorvidt han skulle gå i den ene eller den anden retning. Han vidste heller ikke, hvor han skulle hen. Det havde han slet ikke tænkt over, han vidste bare, at han skulle langt væk fra dyrlægen.

At fortryde og gå hjem var heller ikke en mulighed. Selv om han havde villet det, så kunne han ikke finde hjem.

Det var der, han hørte lyden. Lyden af kirkeklokker, der kaldte til eftermiddagsgudstjeneste.

Hvad var det, den fjollede krage havde sagt?

Noget med en ugle i et kirketårn. Nu huskede Vitus det, sløruglen i kirketårnet. Tja, hvis der var kirkeklokker, der ringede, så måtte der vel også være en kirke. Og måske også – med lidt held – en ugle. Hvis han nu fandt den ugle, så kunne han måske få en ordentlig forklaring på alle de mærkelige ting, han havde oplevet.

Vitus begyndte at gå efter lyden af klokkerne. De lød så smukt ud over det grå vinterlandskab, og det var såmænd lige før, han kom lidt i julestemning – hvis han altså ikke havde været så våd og kold.

Sandelig om ikke heldet var med den lille, mudrede hund.

Lige som han rundede et blødt sving på vejen, fik han øje på kirken, der lå, hvidskinnende i december-tusmørket, på en lille bakke.

En gammel, gammel landsbykirke, der sikkert havde ligget der, på bakken, i hundredvis af år. Kirken var omgivet af en lav, hvid mur med flotte røde teglsten på toppen. Der strålede lys ud ad de høje, smalle vinduer. Lyset fra vinduerne faldt i bløde, gyldne striber ud over kirkegården.

Det så fuldstændig ud som billedet på nogle af de kort, som William, hvert år i december, sendte en masse afsted af til sine venner og til sin familie.

Netop som Vitus var næsten henne ved kirkemuren stoppede klokkerne og blev afløst af sang inde fra kirken.

”Dejlig er den himmel blå
lyst det er at se derpå
hvor de gyldne stjerner blinke
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig
os fra jorden op til sig.”

Salmesangen hørtes tydeligt helt ud til kirkegårdsmuren, hvor Vitus stod og kiggede – og lyttede. Mest lyttede. Salmesangen mindede ham om natten før, hvor himlen var eksploderet over hans hoved. Havde det mon været en stjerne, der vinkede til ham?

Vitus afviste tanken i samme øjeblik, den dukkede op. Men han kunne alligevel ikke helt slippe ideen. Alt det, han havde oplevet, siden han lå i rosenbedet og kiggede op på himlen, var ret mærkeligt og ret fantastisk. Så måske vinkede stjerner også ned til en?

Vitus kom i tanke om, at det var søndag. Faktisk første søndag i advent, huskede han nu. Så var det selvfølgelig en adventsgudstjeneste, der foregik i den idylliske landsbykirke.

Normalt ville Vitus sidde derhjemme og tigge en bid – eller flere – af de æbleskiver, som William altid lavede om eftermiddagen den første søndag i advent, tænkte han og sukkede længselsfuldt.

Vitus begyndte at overveje, hvor god en ide det havde været at stikke af. Men nu var han her, og nu ville han finde ud af, om det var i det her kirketårn, at der boede en slørugle. Det måtte det næsten være – der var vel ikke så mange andre kirker i nærheden.

En bevægelse oppe på kirkemuren fangede Vitus´ blik. En lille skikkelse kom travende oppe på muren. En rotte. En kirkerotte, var det, så Vitus, da skikkelsen kom tættere på.

”Undskyld mig, må jeg lige spørge dig om noget?” sagde Vitus og logerede kraftigt med halen, så rotten kunne se, at han var en venlig hund.

Vitus anede ikke, om man kunne tale med rotter, men han havde kunnet tale med en krage, så hvorfor ikke også en rotte? Og der skete jo ikke noget ved at prøve.

Rotten stoppede brat op og kiggede sig omkring. Vitus kunne se rotten helt tydeligt i lyset, der faldt ud ad vinduerne i kirken. Rotten havde til gengæld lyset i ryggen og kiggede ud i det december-eftermiddagsmørke, der nu havde lagt sig over landet, så han kunne ikke se Vitus.

"Hvem der?” sagde rotten. Vitus kunne se, at rotten deroppe på kirkemuren pustede sig lidt op.

”Jeg er hernede, jeg er en hund. En venlig hund,” skyndte Vitus sig så at tilføje.

Rotten bøjede sig lidt ud over kirkemuren og kiggede ned. Så slog han en høj latter op.

”Hund og hund,” grinede han. "Du er mindre end min onkel, der var kloakrotte på Vesterbro".

Vitus kunne ikke lade være med at grine ved den sammenligning.

”Så har din onkel godt nok været en stor rotte,” svarede han kækt.

”Den største,” nikkede rotten. ”Til sidst var han så stor, at han var nødt til at flytte ud af kloakkerne, for han blev ved med at sidde fast i kloakrørene. Du ved, lidt for rund om maven.”

”Hvor flyttede han så hen?” spurgte Vitus.

”Ud på landet. Men det er en sørgelig historie, der bare viser, at byrotter bør blive i byerne. Onkel nåede kun at bo to dage på landet, så blev han taget af en havørn. Han troede, det var en faldskærm, så han blev bare stående og kiggede, ja, lige til havørnen slog kløerne i ham. Til gengæld var der fest i ørnereden, onkel var mad nok til 14 dage, har jeg hørt.”

”Det må alligevel have været nogle store kløer, den havørn har haft, hvis den kunne løfte sådan en stor rotte i dem, mener jeg,” funderede Vitus.

Det svarede rotten ikke på. I stedet rejste den sig på bagbenene og tog et par skridt baglæns, mens den langsomt strakte en forpote frem og pegede mod Vitus.

"Det … det havde den også … lange kløer, havørnen,” sagde rotten langsomt. ”Men … men, ikke så lange kløer som det der”.

Rottens fremstrakte pote begyndte at ryste. Lød det ikke også som om den klaprede tænder? Men hvad pegede den på?

På en måde vidste Vitus det næsten allerede inden, han drejede hovedet og kiggede sig over skulderen.

Rædslen ramte den lille hund næsten som et fysisk slag.

Den havde fundet ham. Den var fulgt efter ham. Den havde ikke kun været i Williams have.

Den store, sorte hund med de rødglødende øjne. Det var den, der stod bag ved Vitus. Det var den, rotten pegede på.

Den sorte stod på bagbenene, så man netop rigtig kunne se de lange, skarpe kløer på dens forpoter. Der stod et underligt sølvagtig skær omkring monsterhunden, så den var tydelig at se, der, i eftermiddagstusmørket.

Det var første gang, at Vitus fik kigget rigtigt på den. De andre gange havde han ikke brugt tid på at kigge men var bare stukket af.

Denne gang var det som om, den sorte hypnotiserede ham. Vitus havde intet andet ønske end at komme væk, men han kunne ikke røre så meget som en pote.

Den sorte trak læberne tilbage og afslørede de spidse, uhyggelige tænder. Et par dråber savl dryppede fra den ene hjørnetand.

”Det kimer nu til julefest
Det kimer for den høje gæst
Som steg til lave hytter ned
Med nytårsgaver: Fryd og fred.”

Salmesangen brusede ud fra kirken og blandede sig med den uhyggelige, rumlende knurren fra den sorte.

Smask.

Et eller andet ramte Vitus i hovedet og dryssede ned i hans øjne. Jord.

Smask, en gang til, samtidig kom et brøl oppe fra kirkemuren. ”Vågn dog op, løb,” råbte rotten og tyrede en tredje jordklump i hovedet på Vitus.

Det gav et sæt i den lille, mudrede hund, der endelig kom ud af trancen. Vitus snurrede rundt og satte i et kæmpespring. Han ville op på muren og væk. Men muren var alt for høj for hans korte ben, og Vitus dumpede ned igen.

Den lille hund kiggede sig desperat til omkring, kirkemuren strakte sig til begge sider, så langt han lige kunne se.

Og bag ham var den farlige, sorte monsterhund, som åbenbart kun havde et juleønske, nemlig at slå Vitus ihjel.