Vitus & Hundestjernen den 7. december

7. KAPITEL

Vitus mente at kunne mærke bevægelse i luften, som han lå der i mørket og trykkede sig mod den hårde trappe.

Noget skarpt borede sig pludselig ind i hans nakke, og Vitus gav en hyl fra sig. Havde han ikke været omgivet af et massivt mørke og befundet sig på en stejl, snoet trappe, ville han være sprunget op og have løbet.

Som det var nu, trykkede Vitus sig længere ned mod trappen, mens han – refleksmæssigt – med et bagben prøvede at skubbe det væk, der generede ham i nakken. Til hans forbløffelse lykkedes det faktisk. Den borende smerte i nakken ophørte, men nu var der noget, som irriterede ham i det højre øre.

I det samme lød en hvisken i det øre, i Vitus´ højre øre: ”Hvad laver du i vores klokketårn? Vil du gerne dø? Ellers må du nok hellere skynde dig ned og ud igen. Jeg ville løbe, hvis jeg var dig. Løbe ned ad trapperne.”

Det var en lille, men meget insisterende stemme. Alligevel blev Vitus ikke rigtigt forskrækket. Oplevelserne på det sidste var ved at gøre den lille, hvide hund hærdet.

”Du er jo en flagermus,” sagde Vitus forbløffet.

”Hvordan ved du det? Kan du se i mørke?” kom det undrende fra stemmen i Vitus´ øre.

Vitus kendte lugten af flagermus. Om sommeren var der mange flagermus i Williams have. De drillede tit Vitus ved at dykke ned mod ham og så undvige i sidste øjeblik. Så Vitus kendte udmærket færten af flagermus.

”Jeg gættede bare,” svarede Vitus, men i virkeligheden prøvede han at være høflig.

Det kunne godt lyde lidt forkert, hvis man sagde til nogen, der ikke var en hund, at man kunne lugte dem.

Det var nemlig få, som forstod, at det for hunde – og dermed også for Vitus – var helt normalt, at man kunne lugte forskel på mennesker, og på andre dyr, lige så nemt, som man kunne se forskel på dem.

Tit var det for hunde faktisk nemmere at lugte end at se forskel på nogen. Især mennesker forstod det ofte slet ikke.

Det var en af de ting, samlivet med William havde lært Vitus. Vitus havde tit undret sig over, at William hver eneste morgen, efter han havde barberet sig, kom noget virkelig stærkt – og i Vitus´ næse noget meget ubehageligt lugtende – væske i ansigtet.

Det var en ting, der undrede Vitus meget. For så lugtede William jo bare af … William plus en grim, stærk lugt.

Åh, Vitus savnede William.

”Det er jo bare flagermus,” råbte Pax og rev Vitus ud af tankerne om William. ”Helt ærligt, Kaj, hvorfor tog du sådan på vej?”

”Jeg troede, det var, eh, øh, skal vi ikke bare se at komme videre,” lød det et sted i mørket fra Kaj.

Vitus´ skarpe hundeører opfangede med det samme en undertone i Kajs stemme. Kaj var flov, det kunne Vitus høre.

”Hey, nu tænder jeg lyset igen, og så går vi videre, okay?” lød det fra Kaj Rotte.

Både Vitus og Pax var klar over, at der ikke skulle snakkes mere om Kajs panikanfald over flagermusene.

Et øjeblik efter måtte det massive, sorte mørke trække sig lidt tilbage, da stearinlyset i lygten atter blev tændt.

Hundene og rotten fortsatte deres opstigning i klokketårnet. Flagermusflokken kom susende hen over deres hoveder et par gange mere, men så forsvandt flagermusene pludselig.

Undtagen den flagermus, som var landet i nakken på Vitus, og som havde hvisket i hans øre. Den flagermus var klatret op og sad nu på Vitus´ ryg. Vitus var ikke helt sikker på, hvad han synes om at have en flagermus siddende på ryggen, men han besluttede sig til at ignorere den – i hvert fald for nu.

Endelig nåede den lille flok trappens øverste trin og kunne træde ind i på loftet i kirketårnet.

Der var ikke nær så mørkt på loftet, som der havde været i trappeskakten. Månen var stået op, og dens sølvfarvede lys faldt ind ad de små vinduer, der var hele vejen rundt i tårnet.

Så meget lys gav månen, at det kun tog et øjeblik for Vitus´ øjne at vænne sig til månelyset, så kunne han se omgivelserne ganske tydeligt.

Over deres hoveder hang den kæmpemæssige kirkeklokke, et reb gik ned fra den og gennem et hul i gulvet. Uh, det hul skulle man passe på, tænkte Vitus, og gik omhyggeligt i en bue udenom hullet.

Der var kun to ting på loftet. En mærkelig stor kikkert, der stod på et stativ ved et af vinduerne, og en stol, der stod lidt hengemt op mod væggen i et hjørne, ellers var loftet tomt. Til sin skuffelse kunne Vitus ikke få øje op nogen ugle.

”Vitus, husk at logre. Ham, Tyto, han kan godt være lidt sær, så det er vigtigt, vi viser ham, at vi har gode hensigter,” hviskede Pax, satte sig ned og gav sig så selv til at logre. Så kraftigt logrede Pax, at hans lange, buskede hale hvirvlede en masse støv op fra loftsgulvet.

Støvskyen ramte Vitus´ næse og kildede den så meget, at det fremkaldte et nys. Et kæmpenys, der næsten lød som en eksplosion på det stille kirkeloft.

Og det nys, det kunne næsten lige så godt have været en rigtig eksplosion, for det fik flagermusen på Vitus´ ryg til at udstøde et forskrækket hvin og dumpe ned på gulvet. Lige ned i hovedet på Kaj Rotte, der forskrækket udstødte et brøl og sprang en halv meter lige op i vejret.

I samme sekund som rotten hang i luften, kom en skikkelse, fuldstændigt lydløst, flyvende ud af skyggerne med kurs mod Kaj. Vitus nåede akkurat at se et par store vinger over sit hoved, så sprang Pax op i luften og ramte ind i vingerne, mens han råbte ”nej, nej, du må ikke slå ham ihjel. Han er med os”.

Det hele gik hurtigere, end nogen kunne nå at sige ”prosit” – det var godt nok imponerende, hvad et nys kunne afstedkomme, tænkte Vitus.

Vingerne fortsatte gennem loftsrummet og hen til stolen. Det var først der, Vitus forstod, at han nu havde mødt sløruglen Tyto.

”Jeg sagde det jo,” hvinede Kaj Rotte ”jeg sagde det jo. Han er ude på at slå mig ihjel. Jeg vidste, jeg aldrig skulle være gået med herop.”

Sløruglen, som havde slået sig ned på toppen af stolens ryglæn, lagde hovedet tilbage og lo højt. En skæg gurglende lyd. Nu, hvor uglen sad ned og havde vingerne pænt slået sammen, forekom den ikke specielt farlig.

Midt i et latteranfald strakte uglen så pludselig hovedet frem, åbnede næbbet og gylpede noget op.

Vitus så interesseret til, gad vide om det ville smage godt, det uglen gylpede op? Vitus var efterhånden godt sulten, og han vidste jo, at bare fordi nogen andre havde brækket noget op, så var det ikke ensbetydende med, at det ikke kunne smage godt.

Vitus var nemlig – selv om han var lille og hvid og nuttet at se på – stadig en rigtig hund med instinkterne i orden.

”Pyh, motion sætter gang i maven,” sagde uglen og hikkede et par gange.

Vitus forstod, at det, han havde troet var en latter, havde været bræklyde. Tja, man lærer hele tiden, ræsonnerede han og kiggede igen interesseret på uglegylpet.

Der var nogle knoglestumper og en snor, eller nej, åh nej, tænkte Vitus, da det gik op for ham, hvad snoren i virkeligheden var.

Inden Vitus kunne nå at gøre noget, opdagede Kaj Rotte også, hvad snoren i uglegylpet var.

Selv i det beherskede lys fra månen kunne man se, at rotten blegnede.

”Det er jo en … det jo en, han har spist en … en – hvor er min kæreste?” hvinede Kaj Rotte og så dejsede han besvimet op.

Pax skrævede over den besvimede rotte og gik helt hen til stolen, hvor han kiggede først på uglegylpet, dernæst på rottehalen, som lå midt i de opgylpede knogler. Vitus så nu, at der sad en lillebitte lyserød sløjfe på rottehalen.

Pax rystede på hovedet.

”Jeg troede, vi havde en aftale, om at du aldrig tager kirkerotterne men kun jager udenfor kirkegården,” sagde Pax bebrejdende til uglen.

”Jeg ville ikke tage ham, Kaj Rotte, bare skræmme ham lidt,” sagde Tyto og trak på vingerne.

”Det er ikke ham, jeg taler om,” svarede Pax og pegede med den ene forpote på bunken af knogler og rottehalen med den lyserøde sløjfe på.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre? Jeg er kun en ugle – en meget sulten en af slagsen, eftersom den kirkekors-rotte ikke fyldte meget i maven, og det er det første, jeg har fået at spise siden den 1. december.

”Var det Kajs kæreste?” spurgte Vitus.

”Aner det ikke,” svarede uglen. ”Måske, men han er jo kæreste med alle pigerne i rottekirkekoret, så måske. Hvad ved jeg? Og det var da ærligt talt på tide, at du kom. Hvis du havde været her noget før, så havde jeg ikke været nødt til spise kirkekors-rotter. Så det er faktisk din skyld.”

Sløruglen strakte den ene vinge ud og pegede på Vitus.

”Min skyld?” gentog Vitus forvirret. ”Hvorfor er det min skyld?”

”Fordi siden den 1. december har jeg ikke kunnet forlade kirken og kirkegården. Ikke hvis jeg ville være i live i hvert fald,” meddelte uglen og så sur ud.

”Jamen, hvordan kan det være min skyld?” spurgte Vitus igen.

”Åååh,” sagde Pax. ”Jeg havde godt nok en fornemmelse af det. Jeg har hørt min præst tale med sin kone om det her på det sidste. Det er noget med planeterne, ikke?”

”Jo,” Tyto slørugle nikkede. ”Jeg har ventet på jer lige siden den 1. december. Jeg var begyndt at miste håbet om, at I nogensinde ville komme. Og det er det værste der kan ske, at man mister håbet. Håb er en af de vigtigste ting i verden. Og det kan være en udmærket strategi, håb, også selv om de siger noget andet i Statsministeriet. Vi ugler ved mere om den slags, end de gør derinde. Desuden så har vi lige nu kun håbet at holde os til. Håbet om at den der lille, hvide sag,” uglen nikkede i retning af Vitus, ”kan bringe orden i tingene og forhindre kaos.”

”Jeg ved det godt,” sagde Pax stille. Pludselig så Pax så bekymret ud, at Vitus også blev bekymret – selv om han ikke havde den ringeste anelse om, hvad uglen og jagthunden talte om.

”Ååååh, hvor er jeg? Sig det var et mareridt … Hvad skete der?”

Kaj Rotte var kommet til sig selv og satte sig op, han var stadig lidt omtumlet.

Med en hurtig bevægelse af forpoten fejede Pax uglegylpet, og rottehalen med den lyserøde sløjfe på, ind under stolen.

”Du faldt over flagermusen og slog hovedet. Så hvad du end taler om, så var det bare en drøm, øh, eller et mareridt,” sagde Pax hurtigt.

Kaj Rotte så skeptisk ud men rejste sig, børstede sig omhyggeligt fri for støv og afsluttede så med at rengøre sine flotte, lange knurhår på næsen.

”Nå, men nu har du jo hilst på uglen” sagde rotten til Vitus. ”Skal vi så ikke bare se at komme ned herfra. Så kan vi alle sammen gå hjem og julehygge.”

Det var tydeligt, at Kaj ønskede at komme ned fra tårnloftet og væk fra uglen – nok mest væk fra uglen – hurtigst muligt.

Uglen udstødte et fnys. Et forarget fnys, kunne Vitus høre det var.

”Jeg så det hele heroppe fra,” sagde uglen. ”Hvordan Azazel, den ondeste af de onde, dukkede op, der, før, udenfor kirkegårdsmuren. Han havde helt sikkert dræbt den lille hvide,” igen pegede Tyto med den ene vinge på Vitus, ”hvis ikke du, Pax, havde været hurtig og fået gaflet ham op på kirkegårdsmuren. ”Undrede I jer slet ikke over, at Azazel ikke bare sprang efter og slog jer alle tre ihjel?”

”Øh, han blev vel bange, da han så mig,” sagde Kaj Rotte og rettede sig lidt op.

”Pøh,” lød det hånligt fra Tyto. ”I var på kirkens område, på hellig jord, og der kan den onde ikke komme. Derfor slap I fra ham.

Så længe I er her, i kirken eller på kirkegården, kan han ikke nå jer. Men han lurer lige udenfor kirkegårdsporten.

Venter. Venter. Venter.

Så snart I sætter en pote udenfor kirkegården, så tager han jer.

I har ikke en chance, det kan jeg godt sige jer. Og det har jeg heller ikke. Det er derfor jeg ikke har kunnet flyve ud og jage udenfor kirkegården, siden alt dette begyndte. Vi er kun sikre her. Ingen af os kan nogensinde mere forlade denne kirke. Ikke hvis vi vil leve, i hvert fald.”

”Jamen, jamen, kan vi så aldrig mere – aldrig nogen sinde – komme væk herfra?” spurgte Vitus. ”Aldrig nogen sinde i hele vores liv?”

”Nemlig,” lød det fra Tyto. ”Ingen af jer kan forlade stedet her igen - i hvert fald ikke i live. Aldrig nogen sinde.”