Antallet af flygtninge og hunde fra Ukraine stagnerer
I sidste uge var Dansk Kennel Klub inviteret til statusmøde med Fødevarestyrelsen om håndteringen af kæledyr på flugt fra krigen i Ukraine.
Fødevarestyrelsen kunne bl.a. informere om en aftagende flygtningestrøm til Danmark fra Ukraine, og dermed færre henvendelser om indførsel af kæledyr.
Rabiesmistanker manet til jorden
I alt er der pr. 27. juni registreret 920 ukrainske kæledyr i Danmark, hvoraf ca. halvdelen, 540 stk., er hunde. Embedsdyrlægerne har indtil nu foretaget indførselskontrol hos 828 ukrainske kæledyrsejere, og siden krigens start har de danske myndigheder haft fire reelle mistanker om rabies, blandt hhv. hunde, katte og en rævehvalp – alle mistanker har heldigvis vist sig at være negative.
Det kan du læse mere om på Fødevarestyrelsens hjemmeside her
Ukrainske hundeejere skal selv ansvarsforsikre fra 1. juli
Garantifonden ”Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtige ansvarsforsikringer for hunde” har besluttet ikke at forlænge ordningen om gratis ansvarsdækning for hunde, der medbringes til Danmark på baggrund af situationen i Ukraine. Ordningen, der blev indført 1. marts 2022, udløber derfor den 30. juni 2022. Garantifonden har til dato modtaget én skadesanmeldelse.
Det betyder, at ukrainske hundeejere i Danmark – ligesom alle danske hundeejere – fremadrettet er forpligtede til selv at ansvarsforsikre deres hunde. Det kan du læse mere om her
Nødhjælpspakker sendt afsted
I Dansk Kennel Klub oplever vi ligeledes en stagnation i antallet af henvendelser ang. hundenødhjæpspakker til ukrainske hundeejere, og ordningen udløber således ved månedens udgang. Med med støtte fra DKK´s sponsorer - Royal Canin, Agria Dyreforsikring og Jydsk Emblem Fabrik A/S - suppleret af danske hundeejere, der har doneret hundeudstyr, har DKK kunnet tilbyde ”Hundehjælp” til ukrainske hundeejere, der er flygtet til Danmark fra krigen i Ukraine.
Nødhjælpen er blevet taget meget vel imod, og vi har lovet at viderebringe en tak fra de ukrainske modtagere til alle, der har deltaget i indsamlingen, enten med donation af nyt eller brugt udstyr, ved direkte støtte eller ved støtte indsamlingen igennem køb DKK´s "støtte-merchandise".