DKK stiller sin ekspertise til rådighed
Det Dyreetiske Råd har for nylig anbefalet fødevareministeren at gøre brug af paragraf 34 i dyrevelfærdsloven til at indføre sundhedskrav for avl af udvalgte hunderacer. Rådets henvendelse til ministeren er blevet fulgt op af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse og Den Danske Dyrlægeforening.
Dansk Kennel Klub vil gerne bakke op om anbefalingen og stiller os til rådighed med vor ekspertise og erfaringer på området.
I vores optik giver en lovgivning på området god mening. Ingen er mere end Dansk Kennel Klub interesserede i hundenes sundhed og velfærd.
Lovgivning giver naturligvis kun mening, hvis den omfatter al avl af de berørte racer – og ikke kun den del af hunde populationerne, der registreres hos Dansk Kennel Klub. For nogle af de berørte racer omfatter det desværre kun 10% af avlen, men kan ministeren finde en realistisk, administrerbar og kontrollerbar metode til at sikre, at alle avlsdyr sundhedsundersøges før avl, så er det en rigtigt god ide.
I Dansk Kennel Klub har vi screeningprogrammer, baseret på evidens for de berørte racer og vi stiller os som nævnt gerne til rådighed for ministeren i et evt. kommende lovgivningsarbejde.
Vi vil snarest rette henvendelse til ministeren herom.