Krimi af Anne Egede – side på side med tætpakket spænding!
Krimien "Hundedamernes krimi-klub", tager afsæt i en hundeudstilling på Bornholm, men med et meget dramatisk twist.
Læs med mens hovedpersonerne navigerer sig igennem udstillingsweekendens mange overraskelser og forsøger at finde hoved og hale i de mystiske begivenheder, der finder sted på den ellers hyggelige, lille ø.
Selvom bogen hovedsageligt er en krimi, indeholder den også en spøgelseshistorie, der på bedste vis er viklet ind i historien og kun tillægger yderligere mystik omkring det velskrevne plot.
Hvis du er bekendt med udstillingsverdenen, vil du kunne genkende nogle af karaktererne og med lidt god fantasi kan du måske gætte dig til, hvem der har været inspirationskilde til de forskellige karakterer.
Vil du have en lille forsmag? Så kan du læse prologen her:
Det første skud var der ingen, som opdagede.
Ikke engang da manden faldt om i ringen, var tilskuerne klar over, at det var en kugle, der havde strakt ham til jorden.
Der gik ganske vist et sus gennem publikum, da personen inde i showringen styrtede omkuld. Men det var et medlidende sus. Et, åh nej, faldt han - eller fik han et hjertestop.
Det var på ingen måde et forskrækket sus. Og det var helt afgjort ikke et ”Han-blev-skudt-sus”.
Dét kom først da kugle nummer to, få sekunder senere traf sit mål.
Men kugle nummer to sad også mere iøjnefaldende, måtte man sige. Den anden kugle ramte nemlig sit offer på en måde, så en vifte af blod stod ud i luften.
Stadig forstod ingen rigtig hvad der skete, men blodet, det forstod alle.
Ikke mindst fordi søjlen af blod ramte vinderpodiet, og lagde sig som en bred, rød stribe hen over det hvide podie. Som om en eller anden pludselig havde givet podiet et solidt pust med en heftig rød airspray.
Den ramte mand væltede bagover, og direkte ned på ryggen, hvor han blev liggende ubevægelig.
De tilskuere, der sad lige ud for vinderpodiet kunne se, hvordan blodet nærmest boblede op og strømmede ud af mandens brystkasse med sådan en kraft, at hans hvide skjorte i løbet af blot et par sekunder var farvet rød af blod.
Det var der, at ”Hvad-sker-der-suset” lød fra de mange tilskuere omkring ringen.
For ingen havde hørte skuddene, hverken det første eller det andet skud. Enten var skuddene druknet i den høje musik, eller også havde skytten brugt lyddæmper, muligvis begge dele. Alligevel var det sidste sus mere end et bare et sus, der, i menneskemængden, omkring ringen.
Det var et sus, der gik over i en kollektiv råben, som øjeblikket efter blev til hvinen og skrigen. Og gøende hunde. For hunde er gode til at fange menneskelige stemninger.
På en hundeudstilling er der mange hunde. Da alle hunde nu satte i med at gø, samtidig med at deres ejere skreg og hvinede, var lydtapetet omkring store ring så voldsomt, og så højt, at det i sig selv var skræmmende.
Det, der for et øjeblik siden havde været en festlig begivenhed med høj musik og glade mennesker, som løb ind i store ring med hver sin smukke hund, sådan som det nu engang var på en hundeudstilling, var på sekunder forvandlet til kaos.