MENU

Sundhed i fokus

Vi åbner stambøgerne for sunde individer til den organiserede avl, som et positivt bidrag til racernes udvikling og sikring af genetisk variation i racerne.

Første step er at hunden bliver undersøgt for vejrtrækningsproblemer, ved at få lavet en BOAS undersøgelse.
Hunde som gradueres med BOAS grad 0 eller grad 1 og i øvrigt er sunde, kan ansøge om stambog.

Der er uddannet en række dyrlæger rundt om i landet, som er autoriserede til at udføre en godkendt BOAS undersøgelse – find dem her
Hunden skal være mindst 12 måneder gammel for at blive BOAS gradueret, og undersøgelsesresultatet er gyldigt i 2 år fra undersøgelsesdatoen.

Processen kort beskrevet

  1. Hunden BOAS undersøges.
  2. Har hunden BOAS grad 0 eller grad 1 kontakter du Freja Dahl på frda@dkk.dk for at aftale en fremstilling af din hund hvor en godkendt dommer vurderer om din hund kan godkendes som værende racetypisk.
  3. Godkendes hunden på fremstillingen ( du får besked af dommeren efter fremstillingen) kan din hund registreres i DKK med en x-register stambog.

Du kan i de forskellige afsnit nedenfor på denne side læse meget mere detaljeret om de forskellige elementer i BOAS-undersøgelse, fremstilling og x-register stambog i DKK.

Stambog

Ansøg om stambog

Når hunden er BOAS undersøgt og har grad 0 eller 1 som resultat, er du klar til at ansøge om registrering i DKK's X-register.

Indsend en mail/forespørgsel med ønske om stamtavle i DKK til Freja Dahl på frda@dkk.dk

Vedlæg følgende dokumentation:

  • En kopi af attest fra Dansk Hunderegister med korrekte ejeroplysninger
  • En kopi af en godkendt BOAS undersøgelse, grad 0 eller grad 1
  • Oplysninger om hunden
  • Ejers kontakt info. Bemærk at ejer skal være bosiddende i Danmark

Stambog

Fremstilling

Hvem kan fremstilles

Mops, fransk bulldog og engelsk Bulldog (med BOAS grad 0 eller grad 1) - der ikke er FCI stambogsført, og som i størrelse, udseende og temperament svarer til racens FCI-standard.

Alle farver er tilladt til fremstilling – find yderligere beskrivelse under FAQ

Hvad er en fremstilling

En fremstilling er en vurdering af den enkelte hunds udseende, holdt op imod FCI-standarden for racen. En godkendt dommer vurderer om din hund kan godkendes som værende racetypisk og dermed kan godkendes til stambogsføring i DKK’s x-register, hvorefter den vil kunne indgå i avl.

Hvor foregår en fremstilling

DKK henviser dig til en godkendt dommer, der kan bedømme din hunds udseende (Sjælland/Fyn/Jylland)
Ejer får tilsendt kontakt info til dommer og aftaler selv et møde til fremstilling.
Det er meget uformelt og vil typisk foregå på dommerens adresse.
Gebyr for fremstillingen afregnes direkte med dommeren, når man møder op til fremstilling (600 kr.)

Hvordan foregår en fremstilling

På dagen vil du få instrukser fra dommeren, og du behøver derfor ingen forhåndsviden om hvordan man gør. Det vil være godt, hvis din hund kan vises i trav, stå stille på sine fire ben, har lært at få set tænder og kan fremvises i løs snor iført halsbånd.

Elementerne i en fremstilling

  • Dommeren vil stå tæt ved hunden og vurdere/studere den stående.
  • Hunden scannes for at aflæse om chipmærket/ID nummeret.
  • Hunden mærkes igennem på kroppen samt pelskvalitet vurderes.
  • Hanhund tjekkes om den har normal udviklede og ansatte testikler.
  • Hundens tænder og bid tjekkes, dette bør trænes forud.
  • Hunden vises i bevægelse: i gang og trav, så bevægelser ses både forfra, bagfra og fra siden.
  • Der vurderes kondition/vægt.
  • Der vurderes temperament.

Godkendelse

Efter bedømmelsen får du at vide, om din hund er godkendt til stambog eller ej, hvorefter dommer indsender skema til DKK.

Ikke godkendt

Godkendes din hund ikke til stambog, er det vigtigt at understrege, at det stadig er den samme fantastiske legekammerat og ven som før.

Godkendes hunden ikke, tilbagebetales 300 kr. af gebyret for fremstilling.

Stambog

Godkendt til stamtavle

Efter en godkendt BOAS-grad og en godkendt fremstilling er vi klar til at udstede en stambog på din hund.
Det betyder, at din hund får en stamtavle med angivelse af race, chipnummer, fødselsdato, farve/hårlag og hundens navn.

Anerne vil være blanke og opdrætteren registreres som ukendt, da registreringen udelukkende er baseret på en evaluering af din hunds udseende (fænotype).

Alle fremstillede hunde registreres i DKK’s x-register.
Læs mere om x-register

Stambog

Skal din hund indgå i avlen

Hvis du ønsker at din hund skal indgå i avl, er det et krav at din hunds avlspartner er registreret i DKK og opfylder racens avlskrav.
Det vil sige at begge forældredyr skal inden parring være registreret i DKK og opfylde racens avlskrav.

Nedenfor finder du links til avlskrav for engelsk bulldog, fransk bulldog og mops.

Hvis du ønsker vejledning i forhold til at finde en egnet avlspartner anbefaler vi at du kontakter den specialklub, din hunds race hører til i.

Avlskrav engelsk bulldog Avlskrav fransk bulldog Avlskrav mops Specialklub for engelsk bulldog Specialklub for fransk bulldog specialklub for mops

Stambog

Spørgsmål/Svar

Hvad er baggrunden for beslutningen om at åbne stambøgerne

Dansk Kennel Klubs Bestyrelse har besluttet at åbne stambøgerne på disse tre racer, så vi kan få en større genetisk variation i hundepopulationen efter anbefalinger fra KU/SUND og Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og efterlever FCI’s regler.

Hvad er en FCI racestandard

En racestandard indeholder en beskrivelse af idealbilledet af en race, og er således et godt redskab for både opdrættere og eksteriør(udstillings)dommere.

Foruden racens udseende, omtales også racens historie og brugsegenskaber.
For hunde er det FCI, (Fédération Cynologique Internationale), der fastsætter standarden.

Hvor kan jeg finde racestandarden for min race?

Du kan finde racestandarden for din race på flere måder - enten kan du slå din race op i DKK's Hundeleksikon hvor der ligger link til racestandarden.
Du kan også gå til siden hvor vi har samlet alle racestandarder. Her er de indelt efter de FCI-grupper din hunds race tilhører.

Hvad er et x- register?

DKK har 2 registre – et hovedregister og et x-register. DKK’s X-register er for hunde, der på forskellige måder ikke opfylder de normale krav for registrering. I nogle racer er det muligt at fremstille (indmønstre) nye individer til stamtavle baseret på en vurdering af en godkendt dommer. Hundene registreres på baggrund af udseende (fænotypen) med en åben stamtavle og ukendt opdrætter.

Læs mere om DKK's x- register

Hvad betyder blanke aner?

En stamtavle med blanke aner, er en stamtavle uden hundens forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Den eneste betydning er, at en hund uden fuld tre generationers FCI aner ikke kan få tildelt et internationalt championat (præmiering), men den kan indgå i avl og deltage i aktiviteter på lige fod med andre. Stamtavlen synliggør med blanke aner, at hunden ikke er opdrættet efter vores normale procedure.

Farver

Hunderacer findes i et væld af forskellige farver, men ikke alle farver er godkendt i alle racer.

Ingen farve giver avlsforbud, hvis hunden i øvrigt opfylder racens FCI standard og avlskrav.

I DKK inddeles farver i 2 kategorier:

1. Godkendt farve: Bruges om farver, der er godkendt i standarden og velkendte farver for racen

2. Ikke godkendt farve: Bruges om farver, der beskrives som uønskede/diskvalificerende i racens standard.

For hunde der indgår i avl med ”Ikke godkendt” farve anbefales det at vælge avlsdyr, der opfylder racens standard på andre måder. Farve er kun en overvejelse, når hunde udvælges til avl. Sundhed og temperament bør altid være førsteprioritet.

Der kan forekomme få farvekombinationer, som ikke vil være tilladt, f.eks. parringer mellem 2 forældre som er merle el. andre farver, der øger risikoen for sygdom.

Hvornår kommer afkom efter fremstillede hunde i DKK’s hovedregister?

Afkom efter fremstillede Mops, Engelsk bulldog og Fransk bulldog i X-registeret, bliver først overflyttet til DKK’s hovedregister, når de har 3 generationer af samme hunderace registreret i stamtavlen.

Hvem kan fremstilles?

Mops, fransk bulldog og engelsk Bulldog (med BOAS grad 0 eller grad 1) - der ikke er FCI stambogsført, og som i størrelse, udseende og temperament svarer til racens FCI-standard.

Stambog

Ny opdrætter

Få nyttig viden hvis du er ny opdrætter eller overvejer at få et enkelt kuld hvalpe. Vi har samlet de nyttigste links til dig her - og fra dem kommer du nemt videre til præcis det du søger viden om.

Guide til den nye opdrætter Opdræt fra A-Z

Stambog

Hvad betyder de forskellige BOAS-grader

Grad 0

Hunden er klinisk upåvirket og udviser ingen symptomer fra luftvejene

Grad 1

Hunden er klinisk upåvirket, men har milde BOAS-symptomer fra luftvejene, der dog ikke påvirker hundens aktivitet

Grad 2

Her er hunden klinisk påvirket og har moderate symptomer fra luftvejene, som bør undersøges nærmere. Huden kan have brug for f.eks. et vægttab eller behandling af dyrlæge

Grad 3

Hunden er klinisk påvirket og har alvorlige symptomer på BOAS fra luftvejene. Den bør undersøges grundigt med henblik på iværksættelse af passende behandling – evt. operation.

Har du brug for hjælp

Kontakt Freja Dahl

Telefon: 56188104
E-mail: frda@dkk.dk

Telefontid:
Mandag - torsdag 10.00 - 12.00
Fredag 9.00 - 11.00

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem