Her på siden kan du finde videre til de mange relevante artikler du skal bruge som opdrætter - uanset om det er dit første kuld eller du er en erfaren opdrætter
Det er en stor oplevelse at opdrætte et kuld hvalpe – men det også er et stort ansvar, både overfor din mor-tæve, hvalpene i kuldet og dine kommende hvalpekøbere. For slet ikke at tale om racen som helhed.
Derfor har vi her samlet alle nyttige oplysninger om ansvarligt opdræt, som både er henvendt til dig, der overvejer at lave dit første kuld hvalpe, og til mere etablerede opdrættere, der leder efter specifik information.
Måske har du haft hund i mange år, måske har du netop fået din første hund, måske har du lige fået din første racehund eller tævehund – og så er det bare om at komme i gang, tænker du muligvis.
Men det at opdrætte hvalpe handler ikke bare om at finde en hanhund, lade dem parre og så læne sig tilbage og vente på, at hvalpene kommer ud. Hvis du vil være en seriøs opdrætter, er der mange ting, du bør tage højde for, før du når dertil.
Der er ingen regler for, hvor meget erfaring, du skal have, før du laver dit første kuld. Men ønsker du at opdrætte, bør du lære så meget som muligt om den race, du har valgt – og dernæst overveje, hvad det er, du ønsker at bidrage med i racen, når du sætter et kuld hvalpe i verden.
Det koster penge at være opdrætter, og hvis uheldet er ude, risikerer du, at du ikke kan hente de penge hjem, du har lagt ud for at lave det ene kuld. Du skal huske at regne foder til måske op til 12 hvalpe, vaccinationer, ID-mærkning, registrering i Dansk Hunderegister – og evt. kejsersnit og andre uforudsete dyrlægeudgifter.
Spørg dig selv, om din tæve er gammel nok – eller for gammel. Hvordan er hendes temperament og sundhed? Overvej, om tæven vil bidrage positivt til opdrættet og på hvilken måde? Har du tid, plads og overskud til hvalpe i 8 uger – måske 15 uger for hvalpe, der skal til udlandet? Måske længere, hvis én eller flere hvalpe ikke bliver solgt? Det er en stor opgave at have et kuld hvalpe uanset race og størrelse på kuldet. Der er mange ting, du skal huske, og meget der kan gå galt undervejs. Og ligesom med nyfødte menneskebørn skal du påregne meget lidt søvn og mange vågne timer – men i stedet for et enkelt barn, får du måske 8 eller 12, som skal fodres, tisses af, tørres op efter, leges med, socialiseres og miljøtrænes.
Har du sat dig ind i, hvad hvalpesocialisering går ud på, og hvorfor det er nødvendigt? Hvad skal der til, for at et kuld hvalpe er klar til at indtage verden på egne poter? Det kræver en stor og omfattende indsats at sende hvalpe godt på vej, så spørg dig selv, om du er klar til den tidsmæssige investering?
Tag os på ordet: Det er ikke nogen drøm at have huset fuld af 6-8 måneder gamle hvalpe, fordi det ikke lykkedes at få dem solgt! Det er af afgørende betydning på forhånd at vide, at der er nogen, der er interesserede i at aftage de hvalpe, du opdrætter. Og det er ikke altid helt nemt, slet ikke som førstegangsopdrætter, der ikke er et ”kendt navn” indenfor racen. Som opdrætter vil du selvfølgelig gøre alt for, at dine hvalpe får den bedst mulige start på livet og fortsætter ud i verden til de bedste hjem. Og du har al mulig ret til både at være kritisk og kræsen i forhold til, hvem du vælger at sælge til. Du skal ikke sælge til alle, der viser interesse – giv dig selv tid til at lære de mennesker at kende, der gerne vil købe dine hvalpe. Stil spørgsmål og mærk efter i maven, om det føles rigtigt. Du er dine hvalpes ambassadør, så spørg dig selv, om hvalpekøberne kan give din hvalp det, den har brug for alt efter f.eks. temperament og raceegenskaber.
Spørg dig selv, hvor meget tid du har til besøg af hvalpekøbere – dels under hvalpenes opvækst hos dig og dels i tiden derefter? Vil du tilbyde din støtte og vejledning i hele hundens levetid? Har du erfaring til at leve op til det?
Har du måske brug for mere erfaren hjælp til at finde en god hanhund? En, der komplimenterer din tæve? Og hvad vil det overhovedet sige? Kender du nogen, du kan sparre med? Eller har du selv helt styr på din hunds linjer og forfædre?
Skal jeg have DKK´s opdrætteruddannelse, hundeholderuddannelse, kennelmærke og kennelbesøg?
Før du overvejer at parre din tæve, er der nogle helt grundlæggende ting, der skal være på plads. Din tævehund skal måske opnå en bestemt præmiering på en udstilling, eller måske skal den avlskåres i raceklubben. Dansk Kennel Klub og racens specialklub har i fællesskab fastlagt nogle regler for opdræt, nogle avlsrestriktioner og avlsanbefalinger. Avlsrestriktioner betyder, at der er nogle bestemte sundhedskrav, hundene, du forventer at parre, skal leve op til. F.eks. er øjenlysning og røntgenfotografering af hofteled og albueled helt almindelige undersøgelser i mange racer.
Guide til det gode hundehold
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21